Ifølge lov om social service § 100, stk. 1, yder kommunalbestyrelsen dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.
I bekendtgørelsens § 1 og § 2 er der en nærmere afgrænsning af personkredsen som er berettiget til dækning af henholdsvis nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse og merudgifter til diæt.
Bekendtgørelsens § 1, stk. 1, slår fast, at kommunalbestyrelsen skal dække nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 100, stk. 1, til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i loven.
Ifølge § 1, stk. 2, forstås der med varigt nedsat funktionsevne en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.
Ifølge § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen kan personer, som har medfødte misdannelser eller mangler men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, når forskrifter om diæt og lignende følges.
3.
Andre principafgørelser
Gældende
Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:
C-6-06:
Personkredsspørgsmålet skulle foretages uafhængigt af den løbende behandling for forhøjet blodtryk. Personer med forhøjet blodtryk vil normalt ikke være omfattet af personkredsen i servicelovens bestemmelse om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Ankestyrelsen fandt dog, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der efter en konkret individuel vurdering kunne være tale om særlige forhold eller komplikationer, der medførte, at forhøjet blodtryk uden relevant behandling ville være akut livstruende eller betyde en umiddelbar risiko for væsentligt og varigt nedsat funktionsevne.
C-16-06:
I vurderingen af spørgsmålet om personkreds, blev der lagt vægt på, at ansøgers diabetes uden insulinbehandling ville være akut livstruende eller betyde en umiddelbar risiko for væsentligt og varigt nedsat funktionsevne
56-14:
Når en kommune skal afgøre, om en person med en medicinsk sygdom er omfattet af personkredsen for merudgifter, sker vurderingen uafhængigt af den løbende medicinske behandling i de tilfælde, hvor borgeren uden medicin eller behandling ville være akut livstruet eller det ville betyde en umiddelbar risiko for væsentlig og varigt nedsat funktionsevne. Borgeren kan være omfattet af personkredsen, selvom en genoptagelse af medicinindtagelsen vil føre til, at funktionsevnen helt eller delvis genvindes. Det er en betingelse, at der er tale om en varig sygdom eller lidelse. Det er endvidere en betingelse, at ophør af medicin umiddelbart medfører, at funktionsevnen nedsættes i væsentligt omfang. Men det er ikke en betingelse, at funktionsnedsættelsen ved ophør af medicin ikke kan genoprettes, hvis medicineringen igen påbegyndes.
Kasserede
Med henblik på at præcisere praksis erstattes C-31-05 af nærværende principafgørelse. Nedenstående principafgørelse kasseres dermed, og gælder derfor ikke længere:
C-31-05: En ansøger, der led af cystisk fibrose, kunne få dækket sine merudgifter til diæt, men var ikke berettiget til at få dækket merudgifter til medicin, særligt tøj, kørsel og ekstra udgift til el. Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var omfattet af § 1 i ovennævnte bekendtgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgers lidelse med den givne forebyggende diæt ikke havde medført en sådan varig nedsættelse af hans funktionsevne med konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.