Ankestyrelsens principafgørelse 107-15

I sag 1 fandt Ankestyrelsen, at de pårørende ikke var klageberettigede i forhold til kommunens afgørelse, hvor kommunen fandt, at der ikke over for de pårørendes mor kunne anvendes fastspænding med stofsele i seng.

I sag 2 fandt Ankestyrelsen, at kommunens vurdering, hvor kommunen på baggrund af et bosteds indberetning af magtanvendelse vurderede, at bostedets udøvelse af magt over for borger i to tilfælde var ulovlige, ikke kunne påklages til Ankestyrelsen.

Lov om social service (serviceloven) - lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015 - § 133, stk. 3.

Lov om social service (serviceloven) - lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015 - § 136, stk. 1.

Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven - § 9, stk. 3.

Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt for at afklare, om pårørende m.v. har klageret i tilfælde, hvor kommunen over for en borger har truffet afgørelse om, at der ikke må anvendes fastspænding med stofseler.

Ankestyrelsen har endvidere behandlet sagerne principielt for at afklare, om en kommunens vurdering af et bosteds indberetning om, at bostedet har anvendt akut fastholdelse, kan påklages til Ankestyrelsen.

Lov om social service § 133, stk. 3, fastslår, at en ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører, kan klage over kommunalbestyrelsens beslutning, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage.

Lov om social service § 136, stk. 1, fastslår, at optagelse i botilbud efter § 129 og enhver form for magtanvendelse, herunder magtanvendelse i forbindelse med foranstaltninger efter §§ 125-128, skal registreres og indberettes af tilbuddet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i denne lov eller § 2 i lov om socialtilsyn. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller et kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen. ¬

Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven § 9, stk. 3, fastslår, at den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, vurderer om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i kommunalbestyrelsens afgørelser om borgerens forhold, jf. kommunalbestyrelsens forpligtigelse i medfør af § 148 i lov om social service.

3. Andre principafgørelser

Kasserede

Følgende principafgørelse er kasseret og gælder ikke længere:

C-45-01: Ankestyrelsen afviste at realitetsbehandle en afgørelse fra et nævn om ikke at godkende fastspænding med stofseler af en ældre mand med Alzheimer-demens.

Ankestyrelsen fandt, at mandens voksne søn ikke var klageberettiget, når nævnet havde truffet afgørelse om ikke at godkende fastspænding med stofseler mod mandens vilje.

Begrundelsen var at den klageret pårørende med videre er tillagt i serviceloven, ikke er en selvstændig klageret, men alene en afledt klageret. Da man ikke kunne antage at manden selv ville klage over at nævnet afslog at godkende foranstaltningen, der ønskedes iværksat mod hans vilje, havde sønnen heller ikke klageret.

Ankestyrelsen lagde vægt på formålet med bestemmelserne om magtanvendelse, forarbejderne til bestemmelserne og det anførte i Socialministeriets vejledning.

Klageadgangen er ændret siden C-45-01, hvorfor principafgørelsen ophæves og erstattes med denne nyere principafgørelse.

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

Sag 1 – j.nr. 2015-2153-41225

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NN’s sag om klage over A Kommunes afgørelse truffet den 12. august 2015 om afslag på tilladelse til at anvende fastspænding med blød stofsele til seng.

Resultatet er

• I er ikke klageberettigede og kan derfor ikke klage over kommunens afgørelse af 12. august 2015

Det betyder, at vi ikke kan tage stilling til, om kommunens afgørelse af 12. august 2015 er korrekt.

En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen.

Ankestyrelsen finder, at I ikke er klageberettigede i forhold til A Kommunes afgørelse af 12. august 2015, hvor kommunen fandt, at der ikke overfor jeres mor, NN, kunne anvendes fastspænding med stofsele i seng.

Vi kan således ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er korrekt.

Vi vurderer at den klageret, som pårørende med videre, er tillagt efter § 133, stk. 3, i serviceloven, ikke er en selvstændig klageret. Klageretten er alene en ret til at klage i de tilfælde, hvor den person en foranstaltning efter §§ 125, 126, 126 a, 127, 128 og 137b og § 137c iværksættes overfor, ikke selv er i stand til at klage.

Det fremgår af ordlyden i § 133, stk. 3, at en pårørende kan klage, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage. Tilsvarende er anført i pkt. 97, i vejledning nr. 8 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, herunder pædagogiske principper.

På denne baggrund er det vores opfattelse, at pårørende kun kan klage i det omfang, som det må antages, at pågældende selv ville have klaget, hvis hun/han havde været i stand til at klage.

Da NN er dement og ude af stand til at vurdere sin egen situation, er det uvist, om NN ønsker at klage over kommunens afslag på magtanvendelse i form af brug af stofseler til at fastholde hende til sengen.

Det overordnede formål med servicelovens bestemmelser om magtanvendelse er, at styrke retssikkerheden for mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og ofte ikke er i stand til at give et gyldigt samtykke.

Hovedreglen er, at magtanvendelse ikke må finde sted, og at magtanvendelse anses for indgreb i den personlige selvbestemmelsesret. Dette fremgår af forarbejderne til loven, lovforslag L195 1998/98, generelle bemærkninger pkt. 2.2. Da bestemmelserne om magtanvendelse omfatter personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 124 a, gælder dette også for personer med demens.

Da formålet med servicelovens bestemmelser om magtanvendelse er at beskytte borgeren mod magtanvendelse og begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige, finder vi, at en klageadgang for pårørende over kommunens afgørelse om at afslå godkendelse af brug af magtanvendelse, f.eks. brug af stofseler til fastholdelse efter § 128, vil stride mod lovens formål. Dette gælder, uanset om en person lider af demens eller lignende.

Vi kan således ikke tage stilling til jeres klage over kommunens afgørelse.

Sag 2 – j.nr. 2015-2151-16300

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NN’s sag om klage over A Kommunes vurdering af 27. februar 2015 af bosteds udøvelse af magt.

Resultatet er

• Vi kan ikke behandle klagen over kommunens vurdering.

Det betyder, at vi ikke kan tage stilling til, om kommunens vurdering af 27. februar 2015 er korrekt.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at kommunens vurdering af 27. februar 2015, hvor kommunen vurderede, at NN’s bosteds udøvelse af magt i to tilfælde var ulovlige, ikke kan påklages til Ankestyrelsen.

Du har den 9. marts 2015 klaget over kommunens vurdering af NN’s bosteds udøvelse af magt i to tilfælde. Kommunen vurderede bostedets udøvelse af magt på baggrund af bostedets indberetning, jf. servicelovens § 136. Kommunen vurderede, at bostedets udøvelse af magt i de to tilfælde var ulovlig. Kommunen vurderede sagen efter servicelovens § 126, da bostedet ikke havde fået forhåndsgodkendelse til magtanvendelse efter servicelovens § 126a.

Det fremgår af forarbejderne til servicelovens § 126, lovforslag 1998/1 LSF 195, at ”Afgørelsen om at fastholde træffes i den akutte situation af det kommunale eller amtskommunale personale og skal efterfølgende registreres og indberettes til den kommunale eller amtskommunale myndighed. ”

Da personalet i et botilbud således træffer afgørelse på kommunens vegne, når personalet foretager et akut indgreb i form af fastholdelse, har kommunen allerede ved iværksættelse af det akutte indgreb truffet en forvaltningsretlig afgørelse om udøvelse af magt. Kommunen skal derfor ikke træffe endnu en afgørelse om samme forhold.

Det fremgår desuden af forarbejderne til servicelovens § 136, lovforslag nr. L206, 2012, om indberetning af magtanvendelse til kommunen, at handlekommunen skal vurdere, om den foretagne magtanvendelse giver anledning til fornyede overvejelser eller beslutninger om den støtte, der gives.

Vi finder på denne baggrund, at kommunens vurdering, ikke kan påklages til Ankestyrelsen, da vurderingen, jf. lovforarbejderene, har en mere generel karakter og retter sig mod noget fremadrettet. Vurderingen vedrører således ikke kun det konkrete indgreb.

Da kommunens vurdering af 27. februar 2015 således ikke kan påklages til Ankestyrelsen, kan vi ikke behandle klagen over vurderingen. Vi kan dermed ikke tage stilling til, om kommunens vurdering er korrekt.

Vi bemærker, at du som værge har mulighed for at klage over bostedets afgørelse om udøvelse af magt over for NN.

Vi bemærker dog, at værge, pårørende med videre ikke har mulighed for at påklage en kommunes/bosteds afgørelse efter servicelovens § 126, hvis kommunens/bostedets afgørelse giver afslag på udøvelse af magt.

Vi skal endvidere bemærke, at magtanvendelse i form af fastholdelse i hygiejnesituationer uden forudgående tilladelse som udgangspunkt ikke i overensstemmelse med reglerne om tilladte former for indgreb i en borgers selvbestemmelsesret efter kapitel 24 i serviceloven.

Vi er dog enige med kommunen i, at da der er tale om, at borgeren blev fastholdt, skal kommunen også vurdere det foretagne indgreb efter servicelovens § 126 om akut fastholdelse.

Lov om social service (serviceloven) - lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015 - § 133, stk. 3.

Lov om social service (serviceloven) - lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015 - § 136, stk. 1.

Bekendtgørelse nr. 392 af 23. april 2014 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven - § 9, stk. 3.

Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt for at afklare, om pårørende m.v. har klageret i tilfælde, hvor kommunen over for en borger har truffet afgørelse om, at der ikke må anvendes fastspænding med stofseler.

Ankestyrelsen har endvidere behandlet sagerne principielt for at afklare, om en kommunens vurdering af et bosteds indberetning om, at bostedet har anvendt akut fastholdelse, kan påklages til Ankestyrelsen.

Lov om social service § 133, stk. 3, fastslår, at en ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører, kan klage over kommunalbestyrelsens beslutning, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage.

Lov om social service § 136, stk. 1, fastslår, at optagelse i botilbud efter § 129 og enhver form for magtanvendelse, herunder magtanvendelse i forbindelse med foranstaltninger efter §§ 125-128, skal registreres og indberettes af tilbuddet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i denne lov eller § 2 i lov om socialtilsyn. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller et kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen. ¬

Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven § 9, stk. 3, fastslår, at den kommunalbestyrelse, der er ansvarlig for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, vurderer om indberetningen giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i kommunalbestyrelsens afgørelser om borgerens forhold, jf. kommunalbestyrelsens forpligtigelse i medfør af § 148 i lov om social service.

3. Andre principafgørelser

Kasserede

Følgende principafgørelse er kasseret og gælder ikke længere:

C-45-01: Ankestyrelsen afviste at realitetsbehandle en afgørelse fra et nævn om ikke at godkende fastspænding med stofseler af en ældre mand med Alzheimer-demens.

Ankestyrelsen fandt, at mandens voksne søn ikke var klageberettiget, når nævnet havde truffet afgørelse om ikke at godkende fastspænding med stofseler mod mandens vilje.

Begrundelsen var at den klageret pårørende med videre er tillagt i serviceloven, ikke er en selvstændig klageret, men alene en afledt klageret. Da man ikke kunne antage at manden selv ville klage over at nævnet afslog at godkende foranstaltningen, der ønskedes iværksat mod hans vilje, havde sønnen heller ikke klageret.

Ankestyrelsen lagde vægt på formålet med bestemmelserne om magtanvendelse, forarbejderne til bestemmelserne og det anførte i Socialministeriets vejledning.

Klageadgangen er ændret siden C-45-01, hvorfor principafgørelsen ophæves og erstattes med denne nyere principafgørelse.

Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området.

Sag 1 – j.nr. 2015-2153-41225

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NN’s sag om klage over A Kommunes afgørelse truffet den 12. august 2015 om afslag på tilladelse til at anvende fastspænding med blød stofsele til seng.

Resultatet er

• I er ikke klageberettigede og kan derfor ikke klage over kommunens afgørelse af 12. august 2015

Det betyder, at vi ikke kan tage stilling til, om kommunens afgørelse af 12. august 2015 er korrekt.

En mødedeltager var ikke enig i afgørelsen.

Ankestyrelsen finder, at I ikke er klageberettigede i forhold til A Kommunes afgørelse af 12. august 2015, hvor kommunen fandt, at der ikke overfor jeres mor, NN, kunne anvendes fastspænding med stofsele i seng.

Vi kan således ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er korrekt.

Vi vurderer at den klageret, som pårørende med videre, er tillagt efter § 133, stk. 3, i serviceloven, ikke er en selvstændig klageret. Klageretten er alene en ret til at klage i de tilfælde, hvor den person en foranstaltning efter §§ 125, 126, 126 a, 127, 128 og 137b og § 137c iværksættes overfor, ikke selv er i stand til at klage.

Det fremgår af ordlyden i § 133, stk. 3, at en pårørende kan klage, når den person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage. Tilsvarende er anført i pkt. 97, i vejledning nr. 8 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, herunder pædagogiske principper.

På denne baggrund er det vores opfattelse, at pårørende kun kan klage i det omfang, som det må antages, at pågældende selv ville have klaget, hvis hun/han havde været i stand til at klage.

Da NN er dement og ude af stand til at vurdere sin egen situation, er det uvist, om NN ønsker at klage over kommunens afslag på magtanvendelse i form af brug af stofseler til at fastholde hende til sengen.

Det overordnede formål med servicelovens bestemmelser om magtanvendelse er, at styrke retssikkerheden for mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og ofte ikke er i stand til at give et gyldigt samtykke.

Hovedreglen er, at magtanvendelse ikke må finde sted, og at magtanvendelse anses for indgreb i den personlige selvbestemmelsesret. Dette fremgår af forarbejderne til loven, lovforslag L195 1998/98, generelle bemærkninger pkt. 2.2. Da bestemmelserne om magtanvendelse omfatter personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 124 a, gælder dette også for personer med demens.

Da formålet med servicelovens bestemmelser om magtanvendelse er at beskytte borgeren mod magtanvendelse og begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige, finder vi, at en klageadgang for pårørende over kommunens afgørelse om at afslå godkendelse af brug af magtanvendelse, f.eks. brug af stofseler til fastholdelse efter § 128, vil stride mod lovens formål. Dette gælder, uanset om en person lider af demens eller lignende.

Vi kan således ikke tage stilling til jeres klage over kommunens afgørelse.

Sag 2 – j.nr. 2015-2151-16300

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NN’s sag om klage over A Kommunes vurdering af 27. februar 2015 af bosteds udøvelse af magt.

Resultatet er

• Vi kan ikke behandle klagen over kommunens vurdering.

Det betyder, at vi ikke kan tage stilling til, om kommunens vurdering af 27. februar 2015 er korrekt.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at kommunens vurdering af 27. februar 2015, hvor kommunen vurderede, at NN’s bosteds udøvelse af magt i to tilfælde var ulovlige, ikke kan påklages til Ankestyrelsen.

Du har den 9. marts 2015 klaget over kommunens vurdering af NN’s bosteds udøvelse af magt i to tilfælde. Kommunen vurderede bostedets udøvelse af magt på baggrund af bostedets indberetning, jf. servicelovens § 136. Kommunen vurderede, at bostedets udøvelse af magt i de to tilfælde var ulovlig. Kommunen vurderede sagen efter servicelovens § 126, da bostedet ikke havde fået forhåndsgodkendelse til magtanvendelse efter servicelovens § 126a.

Det fremgår af forarbejderne til servicelovens § 126, lovforslag 1998/1 LSF 195, at ”Afgørelsen om at fastholde træffes i den akutte situation af det kommunale eller amtskommunale personale og skal efterfølgende registreres og indberettes til den kommunale eller amtskommunale myndighed. ”

Da personalet i et botilbud således træffer afgørelse på kommunens vegne, når personalet foretager et akut indgreb i form af fastholdelse, har kommunen allerede ved iværksættelse af det akutte indgreb truffet en forvaltningsretlig afgørelse om udøvelse af magt. Kommunen skal derfor ikke træffe endnu en afgørelse om samme forhold.

Det fremgår desuden af forarbejderne til servicelovens § 136, lovforslag nr. L206, 2012, om indberetning af magtanvendelse til kommunen, at handlekommunen skal vurdere, om den foretagne magtanvendelse giver anledning til fornyede overvejelser eller beslutninger om den støtte, der gives.

Vi finder på denne baggrund, at kommunens vurdering, ikke kan påklages til Ankestyrelsen, da vurderingen, jf. lovforarbejderene, har en mere generel karakter og retter sig mod noget fremadrettet. Vurderingen vedrører således ikke kun det konkrete indgreb.

Da kommunens vurdering af 27. februar 2015 således ikke kan påklages til Ankestyrelsen, kan vi ikke behandle klagen over vurderingen. Vi kan dermed ikke tage stilling til, om kommunens vurdering er korrekt.

Vi bemærker, at du som værge har mulighed for at klage over bostedets afgørelse om udøvelse af magt over for NN.

Vi bemærker dog, at værge, pårørende med videre ikke har mulighed for at påklage en kommunes/bosteds afgørelse efter servicelovens § 126, hvis kommunens/bostedets afgørelse giver afslag på udøvelse af magt.

Vi skal endvidere bemærke, at magtanvendelse i form af fastholdelse i hygiejnesituationer uden forudgående tilladelse som udgangspunkt ikke i overensstemmelse med reglerne om tilladte former for indgreb i en borgers selvbestemmelsesret efter kapitel 24 i serviceloven.

Vi er dog enige med kommunen i, at da der er tale om, at borgeren blev fastholdt, skal kommunen også vurdere det foretagne indgreb efter servicelovens § 126 om akut fastholdelse.