Resumé:
Serviceloven indeholder en række bestemmelser om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Formålet med bestemmelserne er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige.
Hvem kan klage?
Pårørendes klage over en kommunes afgørelse om ikke at godkende fastspænding med stofseler af en borger med demens kan ikke realitetsbehandles i Ankestyrelsen.
Den klageret, som pårørende eller en værge er tillagt i serviceloven er ikke en selvstændig klageret, men alene en afledt klageret. Pårørende eller værge kan derfor kun klage, hvis det kan antages, at borger selv ville have gjort det, hvis vedkommende havde været i stand til at klage.
Da formålet med servicelovens bestemmelser om magtanvendelse er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige, findes en klageadgang for pårørende eller en værge, hvor kommunen har afslået at godkende fastspænding med stofseler, at stride mod formålet med magtanvendelsesbestemmelserne.
Hvad kan påklages?
Det er botilbuddet, der ved anvendelse af fysisk magt i form af akut fastholdelse, træffer afgørelse efter servicelovens § 126. Denne afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen.
Botilbuddet indberetter magtanvendelsen til kommunen. Kommunens efterfølgende vurdering af indberetningen om, at botilbuddet har anvendt magt i form af akut fastholdelse kan ikke påklages til Ankestyrelsen. Formålet med indberetningen er at sikre, at kommunen som ansvarlig myndighed for det personrettede tilsyn kan reagere fremadrettet i forhold til den foretagne magtanvendelse. Vurderingen vedrører derfor ikke kun det konkrete indgreb.
I sag 1 fandt Ankestyrelsen, at de pårørende ikke var klageberettigede i forhold til kommunens afgørelse, hvor kommunen fandt, at der ikke over for de pårørendes mor kunne anvendes fastspænding med stofsele i seng.
I sag 2 fandt Ankestyrelsen, at kommunens vurdering, hvor kommunen på baggrund af et bosteds indberetning af magtanvendelse vurderede, at bostedets udøvelse af magt over for borger i to tilfælde var ulovlige, ikke kunne påklages til Ankestyrelsen.