Uarbejdsdygtighed
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du var uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom på det tidspunkt, hvor udbetalingen af sygedagpengene blev standset.
Du blev sygemeldt den 22. august 2013 fra ledighed. Du led af kronisk betændelse i bugspytkirtlen, degenerative discusforandringer, discusprolaps uden egentlig tryk på nerver og føleforstyrrelser i ben pga. nervebetændelse. Desuden havde du forhøjet levertal og forstørret lever.
Det fremgår af kommunens afgørelse, at man vurderer, at du ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig på baggrund af de lægelige oplysninger og det faktum, at du havde arbejdet 20 timer effektivt om ugen i den gennemførte praktik. Kommunen tilføjer, at det ikke er et krav for arbejdsdygtighed, at du skal arbejde 37 timer om ugen, men udelukkende det timetal, der giver dig mulighed for at være selvforsørgende. I denne forbindelse har kommunen henvist til vejledning om førtidspension.
Vi bemærker, at man først kan anses for fuldt arbejdsdygtig, hvis man kan genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse på ordinære vilkår i hidtidigt omfang. Vi henviser i den forbindelse til, at en lønmodtager er delvist uarbejdsdygtig, hvis den pågældendes fravær overstiger fire timer pr. uge.
Vi vurderer, at kommunen ikke har godtgjort, at du vil være i stand til at genoptage arbejde hverken i dit hidtidige fag eller andet fag i samme omfang som før sygemeldingen. I denne forbindelse har vi især lagt vægt på, at du var i stand til at arbejde ca. 20 timer om ugen i en virksomhedspraktik i en dagligvarebutik, hvor du havde lettere forefaldende opgaver på lageret og udeområdet – bl.a. oprydning og opfyldning med varer.
Der kunne derfor ikke ske ophør af udbetaling af sygedagpenge med henvisning til, at du var fuldt arbejdsdygtig.
Stationær tilstand
Sygedagpengene kan dog allerede ophøre, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær, og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension.
Vi bemærker, at kommunen ikke kunne standse sygedagpengeudbetalingen efter bestemmelsen om stationær tilstand, da det var uafklaret, om din arbejdsevne kunne øges. Da det dermed også var usikkert, hvorvidt du havde behov for revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension, kunne kommunen ikke standse sygedagpengeudbetalingen med den begrundelse, at du ikke var berettiget til revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension
Ved vurderingen har vi lagt vægt på arbejdsmedicinsk udtalelse af den 8. september 2014, hvoraf fremgår, at funktionsevnen kun var delvist genvundet efter nedsættelse af alkoholforbrug. Du havde stadig skånebehov i forhold til tunge løft og akavede arbejdsstillinger. Der skulle også findes den rette balance mellem personlig støtte og krav i forhold til misbrug. Lægen skønnede det ikke realistisk med ansættelse på det ordinære arbejdsmarked, og det var svært at vurdere, hvorvidt det ville blive muligt på sigt.
Desuden har vi lagt vægt på lægeattest af den 11. september 2014, hvoraf fremgår, at du ikke kunne opholde dig i samme stilling længe ad gangen. Du kunne ikke sidde, stå eller gå for længe eller løfte tunge ting. Lægen vurderede kun, at det var realistisk at forsøge ansættelse inden for ikke-rygbelastende arbejde på nedsat tid.
Der var derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for, at kommunen kunne fastslå, at din tilstand var stationær, og at du ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension
Vurdering af forlængelsesmuligheder
Revurderingstidspunktet indtrådte den 30. september 2014, og kommunen har i afgørelsen vurderet, at forlængelsesmulighederne ikke var opfyldte på dette tidspunkt. Vi vurderer, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til at foretage denne vurdering.
Vi vurderer, at der mangler oplysninger om prognosen for din tilstand og dens betydning for din fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet på revurderingstidspunktet den 30. september 2014.
Uden de oplysninger kan det ikke vurderes, om du har ret til sygedagpenge efter den 30. september 2014.
Vi har lagt vægt på, at de nyeste lægelige akter på revurderingstidspunktet bestod af ambulant notat af den 8. september 2014 fra Arbejdsmedicinsk Ambulatorium. Du var henvist fra kommunen med henblik på en helbredsmæssig belysning i forhold til, hvor meget skade du havde taget efter flere års massivt alkoholoverforbrug.
Lægen skønnede det ikke realistisk med ansættelse på det ordinære arbejdsmarked, og det var svært at vurdere, hvorvidt det ville blive muligt på sigt. Da der er tale om et ambulant notat, er lægen dog ikke blevet direkte forespurgt om bl.a., hvornår din helbredsmæssige tilstand måtte forventes at være stationær. Desuden forelå der lægeattest af den 11. september 2014, hvoraf der ikke fremgår en vurdering af prognosen.
Kommunen skal indhente en lægelig vurdering af prognosen for din helbredsmæssige tilstand og dens betydning for din fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet på revurderingstidspunktet den 30. september 2014. I denne forbindelse skal kommunen især søge oplyst, hvornår din helbredsmæssige tilstand måtte forventes at være stationær. Kommunen skal derefter igen tage stilling til, om du har ret til sygedagpenge efter den 30. september 2014.
Kommunen skal ikke udbetale sygedagpenge efter den 30. september 2014, fordi kommunen først skal indhente lægelige oplysninger og derefter igen tage stilling til, om du havde ret til at få forlænget sygedagpengeudbetalingen.
Hjemvisningen af sagen betyder, at den er afsluttet hos os og sendt tilbage til kommunen. Kommunen skal derfor fortsætte behandlingen af din sag og træffe en ny afgørelse. Du kan klage over kommunens afgørelse efter de almindelige regler, dvs. ved at henvende dig til kommunen inden fire uger.
Efter reglerne er retten til sygedagpenge betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Vurderingen af uarbejdsdygtigheden for ledige sker i forhold til det arbejdsområde, som den pågældende står til rådighed for.
Efter reglerne ophører udbetalingen af sygedagpenge helt eller delvist den dag, hvor den sygemeldte er helt eller delvist arbejdsdygtig, uanset om den pågældende genoptager arbejdet. Udbetalingen af sygedagpenge kan dog ophøre tidligere, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension.
Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelser D-14-08 og SM D-9-05, at en sygemeldt ikke kan anses for arbejdsdygtig, hvis der er behov for en nærmere undersøgelse af arbejdsevnen ved andre afklarende foranstaltninger.
Efter reglerne skal kommunen sikre sig, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.
Sag 2: J.nr. 2014-3310-62592
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over afgørelse truffet den 24. september 2014.
Resultatet er
• Kommunen skal behandle din sag igen.
Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.
Kommunen skal, inden den træffer en ny afgørelse, indhente lægelige oplysninger.