Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du ikke er i personkredsen for bevilling af tilbud af behandlingsmæssig karakter.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du ikke er udelukket fra at bruge de sædvanlige behandlingstilbud.
Vi lægger i den forbindelse særlig vægt på, at du ikke har behov for en særlig indretning af behandlingstilbuddet, at sædvanlige behandlingstilbud er egnede til at fjerne din tatovering, og at der ikke er andre hensyn, som forhindrer dig i at benytte de sædvanlige behandlingstilbud.
Dermed er dine muligheder for behandling inden for det sædvanlige behandlingssystem ikke udtømte.
Endelig lægger vi vægt på, at det ikke er nødvendigt for dig at få fjernet tatoveringer i ansigtet med henblik på at bevare eller forbedre dine fysiske, psykiske eller sociale funktioner.
Det betyder, at du på lige fod med andre personer, uden særlige behov, skal benytte de almindelige behandlingstilbud. Eventuel egenbetaling for behandlingen og eventuel ventetid ændrer ikke på denne vurdering, da det er et vilkår for alle. Dette gælder selvom du i din nuværende situation, er på kontanthjælp, og har vanskeligt ved selv at spare op til at få fjernet tatoveringer i ansigtet. Din økonomiske situation og muligheder for opsparing er ikke hensyn, som kan indgå i vurderingen efter servicelovens § 102 om tilbud af behandlingsmæssig karakter.
At du oplever, at tatoveringen bremser din plan om uddannelse, da det er umuligt at finde lærerplads/elevplads med en tatoveret bandetekst i ansigtet, er i sig selv heller ikke en tilstrækkelig grund til at bevilge et tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven.
Det fremgår af sagen, at du er ude af det kriminelle miljø, at du har fået kørekort, og har arbejdet som lastbilchauffør. Aktuelt modtager du kontanthjælp.
Oplysningerne fremgår særligt af kommunens udredning og sagsoplysning, dine oplysninger og oplysninger fra speciallægeklinikken i X by.
Om reglerne
Kommunen kan ud over tilbud efter servicelovens § 85 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre personens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.
Udgangspunktet er, at det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedsloven skal anvendes forud for servicelovens tilbud. Men der kan være personer, der har så alvorlige handicap, sindslidelser, misbrug e.l., at det kræver en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingstilbuddet, at disse personer ikke kan anvende de tilbud, som er i sundhedsvæsenets regi.
Disse tilbud bl.a. ydes i botilbud efter servicelovens §§ 107-110.
Tilbud om behandling omhandler speciel behandlingsmæssig bistand pga. særlige behov herfor. Der kan f.eks. være tale om psykologisk, psykoterapeutisk, sygeplejemæssig, fysio- og ergoterapeutisk, specialpsykiatrisk, tandplejemæssig eller anden behandling. Der er tale om tilbud, der ligger ud over tilbud om social støtte mv. efter servicelovens § 85.
Tilbud om behandling kan gives, når det er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre personers fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.
Tillbuddet giver således hjemmel til, at personer, der har behov for en ganske særlig behandling, kan få et relevant behandlingstilbud, når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise, eller at det sædvanlige behandlingssystem efter en konkret vurdering ikke kan antages at være egnet til at behandle den konkrete person. Det vil sige, at tilbuddene inden for det sædvanlige behandlingssystem må anses for at være udtømte.