Principafgørelsen fastslår
Et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, har selvstændig opholdskommune i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen. Afgørelser, der angår barnets eller den unges forhold, træffes af barnets selvstændige opholdskommune. Afgørelser, der er målrettet forældremyndighedsindehaveren, træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.
Kommunen skal træffe afgørelse om støtte til forældremyndighedsindehaverne efter servicelovens § 54, stk. 2, når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet. Formålet er at medvirke til at løse de problemer, der har været årsag til anbringelsen og at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.
En afgørelse kan efter sit indhold rette sig mod både barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. Der er en formodning for, at afgørelsen angår barnets eller den unges forhold, medmindre det er helt åbenbart, at afgørelsen altovervejende er målrettet forældremyndighedsindehaveren.
Kurser, der sigter mod at forbedre forældreevnen, forældrekompetenceundersøgelser, samspilsundersøgelser og lignende anses for overvejende at rette sig mod barnet eller den unge. Formålet er at afdække og så vidt muligt afhjælpe årsagerne til barnets eller den unges vanskeligheder. Det er derfor væsentligt for kontinuiteten i anbringelsen og indsatsen overfor barnet eller den unge, at indsatsen tilrettelægges af den kommune, der er ansvarlig for anbringelsen.
I en konkret sag har barnets selvstændige opholdskommune truffet afgørelse om afslag på kursus i udvikling af forældreevnen samt kursus i opdragelse og motivation mv. overfor forældremyndighedsindehaveren, jf. servicelovens § 54, stk. 2. Kommunens afgørelse blev alene påklaget til Ankestyrelsen i forhold til, om barnets selvstændige opholdskommune havde kompetence til at træffe afgørelsen, når barnet og forældremyndighedsindehaveren ikke havde samme opholds- og handlekommune.
Ankestyrelsen finder, at kurser, der har til formål at udvikle forældremyndigheds-indehaverens forældreevner i forhold til barnet, overvejende retter sig mod barnet og barnets forhold. Ankestyrelsen finder på den baggrund, at barnets selvstændige opholdskommune har kompetence til at træffe afgørelse efter servicelovens § 54, stk. 2.