Principafgørelsen fastslår
Borgerens og ægtefællens indtægter skal trækkes fra i kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse. Dette skyldes, at hjælpen udbetales til forsørgelse og er underste økonomiske sikkerhedsnet.
En økonomisk eller praktisk fordel i form af fri bil og fri telefon medfører ikke i sig selv et højere kontant beløb til rådighed til forsørgelse. Der er derfor ikke grundlag for fradrag i hjælpen.
I den konkrete sag havde borgers ægtefælle som et led i sin ansættelse bil og telefon til sin rådighed. Ægtefællen blev på denne baggrund beskattet af ca. 3.600 kr. pr. måned. Ordningen kunne ikke fravælges eller konverteres til et pengebeløb.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at værdien af fri bil og fri telefon ikke udgjorde et kontant beløb, der kunne tjene til borgerens og ægtefællens forsørgelse, da ordningen ikke kunne fravælges.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kontanthjælpen udbetales med et fast beløb uanset, hvordan borgerens privatøkonomi er indrettet, og at beskatningen af værdien af fri bil og fri telefon medførte et lavere rådighedsbeløb til forsørgelse.