Principafgørelsen fastslår
Det er kommunens børn og unge-udvalg, der kan træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af kontakten med et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet.
Hvis forvaltningen har viden om eller formodning for, at en person, som et anbragt barn eller ung skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal kommunens børn og unge-udvalg som udgangspunkt træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen eller om overvåget samvær. Afgørelse om at afbryde forbindelsen eller om overvåget samvær træffes for en bestemt periode.
Forvaltningen skal være opmærksom på, om der udover formodningen eller viden om overgreb er andre forhold, der af hensyn til barnet eller den unges behov gør det nødvendigt, at samværet skal være overvåget eller at forbindelsen skal være afbrudt. Hvis det er tilfældet, skal forvaltningen både indstille til udvalget at træffe afgørelse efter servicelovens § 71, stk. 4, (formodning om overgreb) og indstille til udvalget at træffe afgørelse efter § 71, stk. 3 (overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen ad hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling).
Formålet med og kriterierne for afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen i de to bestemmelser er forskellige.
Formodning om overgreb
Når der er viden eller formodning om overgreb, skal børn og unge-udvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen.
Formålet med bestemmelsen er at beskytte anbragte børn og unge mod overgreb og mod at blive konfronteret med en person, der har begået overgreb mod et barn eller en ung
Bestemmelsen er en ”skal bestemmelse. ” Det vil sige, at forvaltningen er forpligtet til at forelægge sagen for børn og unge-udvalget, når der er formodning for eller viden om overgreb.
Overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af kontakt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Momenter, der kan begrunde overvåget samvær eller afbrydelse af hensyn til barnets sundhed eller udvikling kan fx være barnets utryghed ved samvær, eller at forældrene ikke kan imødekomme eller sætte sig ind i barnets behov og derved ikke skabe hensigtsmæssige samvær.
Indstilling til børn og unge-udvalget
En indstilling til børn og unge-udvalget skal være klar og entydig og angive, om det er det ene eller andet kriterium børn og unge-udvalget skal forholde sig til. Det er således ikke en klar indstilling, når der indstilles til afgørelse efter enten § 71, stk. 3, eller efter § 71, stk. 4.
I den konkrete sag var der formodning for, at en mor havde begået overgreb mod sine to børn, og der var ikke særlige forhold, der talte for, at det var bedst for børnene at have samvær alene med moderen.
Det fremgik af sagen, at det også af hensyn til børnenes sundhed og udvikling var nødvendigt, at samværet var overvåget for en periode og betingelserne for overvågning efter servicelovens § 71, stk. 3, var opfyldt.
Forvaltningen indstillede til børn og unge-udvalget, at træffe afgørelse om overvåget samvær efter servicelovens § 71, stk. 4, eller efter § 71, stk. 3.
Ankestyrelsen bemærkede vejledende til kommunen, at der ikke var tale om en entydig indstilling. Forvaltningen skulle have indstillet til afgørelse efter begge bestemmelser.