Principmeddelelsen samler offentliggjort praksis og fastslår
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af principmeddelelserne C-1-99 og C-44-00. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gælder på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.
Formanden for børn og unge-udvalget kan træffe foreløbige afgørelser om de samme forhold, som børn og unge-udvalget, hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet.
Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter skal inden 24 timer efter, at den foreløbige afgørelse er iværksat, have en skriftlig og begrundet afgørelse og vejledning om retten til at se sagens akter, til at udtale sig og om retten til vederlagsfri advokatbistand.
Den foreløbige afgørelse skal herudover snarest muligt og senest inden 7 dage efter, at den er iværksat, forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.
De nævnte procedureregler kan ikke fraviges. Hvis procedurereglerne tilsidesættes, bortfalder afgørelsen.
Formanden, der har truffet den foreløbige afgørelse, er ikke efterfølgende inhabil i forbindelse med sagens behandling på godkendelsesmødet i børn og unge-udvalget.
I sag nr. 1 fastslog Ankestyrelsen, at en foreløbig afgørelse var bortfaldet, fordi den ikke snarest muligt og senest inden 7 dage var forelagt børn og unge-udvalget til godkendelse. Den foreløbige afgørelse var derfor uden retsvirkning.
Ankestyrelsen ophævede også børn og unge-udvalgets afgørelse om godkendelse af en anden foreløbig afgørelse, der var truffet af formanden samme dag. Begrundelsen var, at udvalget ikke var indkaldt til at godkende denne afgørelse, og fordi der ikke var givet skriftlig meddelelse til forældremyndighedens indehaver inden 24 timer efter iværksættelse af den foreløbige afgørelse. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at forældremyndighedsindehaverens advokat havde givet samtykke.
I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen en afgørelse om, at to børn skulle være anbragt uden for hjemmet, at samværet skulle være overvåget og at der skulle være kontrol med brevveksling og telefonsamtaler. Afgørelsen var truffet af formanden og blev efter 4 dage godkendt i børn og unge-udvalget. Formanden, der havde truffet den foreløbige afgørelse, deltog ved behandlingen af sagen om godkendelse i børn og unge-udvalget. Ankestyrelsen vurderede, at formanden for børn og unge-udvalget ikke var inhabil. Vestre Landsret stadfæstede senere Ankestyrelsens afgørelse og udtalte blandt andet, at børn og unge-udvalget ikke er rekursinstans for formandens foreløbige afgørelser.