Principmeddelelsen samler offentliggjort praksis og fastslår
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af principmeddelelserne 235-10 og 236-10. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, gælder således fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.
Når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, skal børn og unge-udvalget jævnligt genbehandle sagen, hvis anbringelsen skal fortsætte.
Hvornår sagen skal genbehandles afhænger af, om barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse. Har barnet eller den unge været anbragt inden for det seneste år, er fristen for genbehandling som udgangspunkt 2 år. Har barnet eller den unge ikke været anbragt, er fristen for genbehandling som udgangspunkt 1 år.
Hvis de forhold, der begrunder anbringelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at være til stede længere end denne frist, kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten dog undtagelsesvis fastsætte en længere frist.
Der er tale om en konkret vurdering, hvor blandt andet følgende forhold kan indgå:
- Barnet eller den unge har behov for ro, stabilitet og kontinuitet
- Barnet eller den unge har behov for længerevarende behandling
- Barnet eller den unge bliver negativt påvirket af, at sagen igen og igen tages op til behandling
- Forældrene har en betydelig nedsat kognitiv funktionsevne
- Forældre har alvorlige følelses- og personlighedsmæssige vanskeligheder
- Forældrene har gennem flere år haft ingen eller meget begrænset kontakt til det anbragte barn
For børn, der ikke er fyldt 1 år på tidspunktet for anbringelsen uden for hjemmet, henvises til Ankestyrelsens principafgørelse 21-11.
I sag nr. 1 sag traf Ankestyrelsen afgørelse om, at en anbringelse uden for hjemmet af en 14-årig dreng skulle gælde indtil hans fyldte 18. år. Drengen havde været anbragt uden for hjemmet siden, han var 6 år.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at moren, der havde den fulde forældremyndighed, havde haft psykiske vanskeligheder i mange år og af den grund havde været indlagt flere gange. Hendes psykiske tilstand havde gennem lang tid været meget svingende. Derudover havde drengen egne store vanskeligheder. Han var svært følelses- og personlighedsmæssigt skadet, skintilpasset og svært behandlingskrævende. Dette var en følge af mangel på kontinuitet og følelsesmæssig dybde fra moren i hans tidlige barndom. Han havde brug for ro og kontinuitet og reagerede meget negativt, når sagen blev behandlet.
I sag nr. 2 forlængede Ankestyrelsen fristen for genbehandling af sagen om fortsat anbringelse uden for hjemmet af en 11-årig dreng fra 2 år til 4 år. Drengen havde været anbragt siden han var 6 år. Baggrunden for afgørelsen var, at forældrene, der begge havde del i forældremyndigheden, havde et betydeligt nedsat kognitivt funktionsniveau, og at de ikke havde forståelse for og ikke var i stand til at tilgodese barnets behov for en stabil, forudsigelig og tryg hverdag. Endvidere var forældrene over en længere periode ikke mødt op til samvær med barnet, ligesom de begge kunne være udadreagerende med vrede og frustration under samværene, hvilket påvirkede barnet i negativ retning.
Desuden havde drengen følelsesmæssige og udviklingsmæssige problemer og derfor brug for behandling i længere tid.