Principmeddelelsen fastslår:
Afbrydelse af samvær og kontakt med anbragte børn og unge
Anbragte børn og unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk. Når der er behov for det, skal kommunen træffe afgørelse om de nærmere vilkår og rammer for samvær og kontakt.
Når der er behov for at afbryde samvær og kontakt, er det børn og unge-udvalget, som skal træffe afgørelsen.
Samvær og kontakt mindre end en gang om måneden
Kommunen kan ikke træffe afgørelse om, at samvær og kontakt finder sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af samværet eller kontakten og skal træffes af børn og unge-udvalget.
Afbrydelse af samvær og kontakt
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om helt at afbryde forbindelsen i form af samvær og brev-, mail- og telefonforbindelse, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling eller når der er viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung.
Kontakt i form af brev-, mail- og telefonforbindelse
Kontakt i form af brev-, mail- og telefonforbindelse skal, både når det handler om kontakt mindre end en gang om måneden, og når det handler om afbrydelse af forbindelsen, forstås som alle former for kontakt, der ikke er fysisk samvær, og som kan sidestilles med brev-, mail- og telefonforbindelse. Det kan fx være kontakt via sms, sociale medier og digital kommunikation gennem levende billeder og lignende, uanset kommunikationsformen.
I sag nr. 1 havde kommunen truffet afgørelse om, at borgeren kun kunne have kontakt via Facetime med sit anbragte barn én gang i en periode på adskillige måneder. Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om en afbrydelse af kontakten, idet kontakten er fastsat til mindre end en gang om måneden. Kommunen havde derfor ikke kompetence til at træffe afgørelsen.
I sag nr. 2 havde børn og unge-udvalget truffet afgørelse om, at forbindelsen mellem den unge og forælderen via internet og sociale medier skulle være afbrudt i en periode på 6 måneder. Ankestyrelsen vurderede, at der kunne ske afbrydelse af forbindelsen via internet og sociale medier.