Ankestyrelsens principmeddelelse 8-21

I den konkrete sag blev den oprindelige opholdskommune frigjort fra sine forpligtelser, da personen fik ophold i egen bolig med efterforsorg. Personen fik ikke botilbudslignende hjælp og erhvervede derfor ny opholdskommune.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at ændre og fastslå ny praksis for, hvornår en oprindelig opholdskommune bliver frigjort fra sine forpligtelser, når en person tager ophold i egen bolig efter forsorgshjemsophold og får hjælp i form af efterforsorg. Praksis om dette spørgsmål fremgik af principmeddelelse 59-17, sag nr. 2, og ændres med denne principmeddelelse.

Love og bekendtgørelser

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1555 af 2. november 2020.

• § 9, stk. 1, om opholdskommunes pligt til at yde hjælp

• § 9, stk. 2, om fastlæggelse af opholdskommune

• § 9, stk. 7, om særlig pligt til at yde hjælp efter serviceloven

• § 9, stk. 8, om varigheden af den særlige pligt til at yde hjælp efter serviceloven

• § 9 c, stk. 2, om refusion ved ophold i boformer

• § 9 c, stk. 10, om varighed af refusion

• § 61, om indbringelse af uenighed mellem kommuner for Ankestyrelsen

Lov om social service, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1287 af 28. august 2020

• § 110, stk. 1, om ophold på forsorgshjem og efterfølgende hjælp

Praksis

Gældende:

Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

31-12: En opholdskommune havde ret til refusion for udgifter til en borger, der havde ophold i egen bolig og modtog seks timers personlig støtte om ugen, tilbud om beskyttet beskæftigelse i tre-fire timer om ugen og aktivitets- og samværstilbud i mere end 20 timer om ugen. Borgeren var flyttet i egen bolig efter ophold i et midlertidigt botilbud. Den samlede hjælp skabte en struktur i hverdagen, som ophold i en boform også ville kunne yde.

118-12: Når en kommune yder refusion på baggrund af medvirken til en borgers ophold i en boform, institution eller lignende i en anden kommune, fortsætter denne refusionspligt, selvom borgeren flytter internt i den nye kommune. Det afgørende er, om der er tale om et ubrudt refusionsbærende forløb, hvor behovet for hjælp er stort set uændret. Når behovet for hjælp er blevet dækket uden afbrydelser, stilles der ikke krav om medvirken til en flytning internt i kommunen.

91-12: Boliger, der er tilknyttet et forsorgshjem og bliver betragtet som private lejemål, er ikke omfattet af reglerne om mellemkommunal refusion i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 1-4. Ankestyrelsen vurderede dog, at karakteren af opholdet i den konkrete sag betød, at boformen kunne sidestilles med et botilbud. Den enkelte beboer modtog støtte i eget hjem og havde adgang til forsorgshjemmets faciliteter. Personalet skabte den struktur i borgerens hverdag, som et ophold i et botilbud også kunne yde. Når kommunen vurderer, om boformen kan sidestilles med en boform, der er omfattet af § 9 c, stk. 2, nr. 1-4, skal den samlede hjælp og karakteren af opholdet indgå i vurderingen

31-11: A Kommunes refusionspligt ophørte ikke ved, at borgeren flyttede fra et bofællesskab i egen bolig med støtte. Borgeren flyttede senere igen i bofællesskab. Der var tale om et ubrudt forløb. Borgeren modtog socialpædagogisk støtte med 22 timer om ugen og var visiteret til beskyttet beskæftigelse på fuld tid. Hjælpen havde stort set været uændret gennem årene. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælpen i egen bolig havde et omfang, der kunne sidestilles med en boform efter serviceloven. Den samlede hjælp bidrog til at skabe struktur i borgerens hverdag, som et ophold i boform også ville kunne yde.

159-10: Tilflytningskommunen havde ikke ret til refusion for udgifter til en borger, der efter ophold i et botilbud efter servicelovens § 108 flyttede i egen bolig, da hjælpen ikke havde et sådant omfang, at flytningen til ny selvstændig bolig trådte i stedet for og kunne sidestilles med ophold i en boform. I en overgangsperiode med refusion blev der ydet 25 timers bostøtte ugentlig. Hjælpen blev derefter nedsat til 12½ og så til 11 timer ugentlig. Der var tilknyttet samværs- og aktivitetstilbud og adgang til psykoseteam, men behovet herfor var af meget skiftende omfang.

Kasserede:

Følgende principmeddelelse er kasseret og gælder ikke længere (historisk):

59-17: Forsorgshjemmets leder har kompetencen til at træffe afgørelse om ind- og udskrivning. Lederen kan bevilge efterforsorg. Efterforsorgen ydes i direkte forlængelse af opholdet på forsorgshjemmet. Den tidligere opholdskommune yder hjælp under opholdet og skal give den nødvendige hjælp ved udflytning. Den tidligere opholdskommune har ikke længere pligt til at hjælpe eller betale for hjælpen, hvis kommunen ikke har hjulpet borgeren under opholdet på forsorgshjemmet eller med udflytning, fordi kommunen ikke har medvirket til opholdet i egen bolig. Der kan dog være grundlag for refusion efter reglerne om passivitet, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Principmeddelelse 9-21 erstatter sag 1.

Praksis i sag 2 er ændret.

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område nr. 9330 af 21. marts 2019.

• Pkt. 381 og 413, om varighed af den oprindelige opholdskommunes forpligtelser

Ankestyrelsen har afgjort uenighed mellem A Kommune og B Kommune om pligt til at yde NN hjælp og til at betale for hjælpen fra den 15. juli 2018, hvor NN blev udskrevet fra forsorgshjem i B Kommune og fik ophold i egen bolig med efterforsorg.

Resultatet er:

• B Kommune havde pligt til at yde NN hjælp og til at betale for hjælpen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at NN erhvervede ny opholdskommune i B Kommune pr. 15. juli 2018, og at A Kommunes forpligtelser ophørte.

Hvad er afgørende for resultatet

NN havde ophold på forsorgshjemmet X beliggende i B Kommune i perioden 3. juli 2017 til 15 juli 2018. A Kommune var opholdskommune for NN forud for forsorgshjemsopholdet.

Under opholdet var B Kommune opholdskommune for NN, og A Kommune havde som hans oprindelige opholdskommune pligt til at yde ham hjælp efter serviceloven og betalingspligt.

Den 15. juli 2018 flyttede NN ind i egen bolig i B Kommune med to timers ugentlig efterforsorg bevilget af forsorgshjemmets leder.

Vi lægger vægt på, at NN etablerede sig i egen bolig efter forsorgshjemsophold, og at han ikke fik botilbudslignende hjælp. NN fik to timers ugentlig hjælp i form af efterforsorg, og han fik ikke anden hjælp samtidig med efterforsorgen.

Hjælpen havde ikke et omfang og et formål, der kan sidestilles med den hjælp, der ydes i et botilbud.

Da NN efter forsorgshjemsopholdet flyttede i egen bolig uden botilbudslignende hjælp, fik han ikke ophold i et tilsvarende botilbud.

NN erhvervede derfor ny opholdskommune i B Kommune, og A Kommunes forpligtelser som oprindelig opholdskommune ophørte. B Kommune fik som NNs opholdskommune pligt til at yde ham hjælp, herunder efter serviceloven.

Vi er opmærksomme på A Kommunes oplysning om, at kommunen ikke medvirkede til, at NN fik en bolig i B Kommune.

Vi er også opmærksomme på B Kommunes bemærkning om, at den oprindelige opholdskommune skal betale for efterforsorg bevilget af forsorgshjemmet.

Vi bemærker, at det ikke er afgørende for A Kommunes fortsatte forpligtelser, om kommunen medvirkede til at finde boligen. Det afgørende er, om NN fik hjælp af forsorgshjemmet og A Kommune i et omfang, der var botilbudslignende. Vi henviser i øvrigt til begrundelsen ovenfor.

Vi henviser også til Ankestyrelsens principmeddelelser 31-12, 91-12, 31-11 og 159-10 om, hvornår samlet hjælp i egen bolig kan være botilbudslignende.

Om reglerne

En person har opholdskommune, hvor personen bor eller sædvanligvis opholder sig. Opholdskommunen har som udgangspunkt pligt til at hjælpe.

Under ophold på forsorgshjem har personen som udgangspunkt opholdskommune i den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger, hvis personen i forbindelse med opholdet opgiver tilknytningen til sin oprindelige opholdskommune.

Den oprindelige opholdskommune har pligt til at hjælpe efter serviceloven. Den oprindelige opholdskommune skal også refundere opholdskommunens udgifter til visse andre sociale ydelser.

Forpligtelserne for den oprindelige opholdskommune følger af, at forsorgshjemmets leder som anden offentlig myndighed har medvirket til opholdet.

Den oprindelige opholdskommunens forpligtelser består, så længe personen har ophold på forsorgshjemmet eller i et tilsvarende botilbud. Får personen efter forsorgshjemsopholdet ikke ophold i et tilsvarende botilbud, frigøres den oprindelige opholdskommune fra sine forpligtelser, når personen erhverver ny opholdskommune.

Ophold i egen bolig er et tilsvarende tilbud, når den samlede hjælp bidrager til at skabe samme struktur i hverdagen, som et botilbud ville kunne give. Efterforsorg indgår i denne vurdering.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at ændre og fastslå ny praksis for, hvornår en oprindelig opholdskommune bliver frigjort fra sine forpligtelser, når en person tager ophold i egen bolig efter forsorgshjemsophold og får hjælp i form af efterforsorg. Praksis om dette spørgsmål fremgik af principmeddelelse 59-17, sag nr. 2, og ændres med denne principmeddelelse.

Love og bekendtgørelser

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1555 af 2. november 2020.

• § 9, stk. 1, om opholdskommunes pligt til at yde hjælp

• § 9, stk. 2, om fastlæggelse af opholdskommune

• § 9, stk. 7, om særlig pligt til at yde hjælp efter serviceloven

• § 9, stk. 8, om varigheden af den særlige pligt til at yde hjælp efter serviceloven

• § 9 c, stk. 2, om refusion ved ophold i boformer

• § 9 c, stk. 10, om varighed af refusion

• § 61, om indbringelse af uenighed mellem kommuner for Ankestyrelsen

Lov om social service, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1287 af 28. august 2020

• § 110, stk. 1, om ophold på forsorgshjem og efterfølgende hjælp

Praksis

Gældende:

Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

31-12: En opholdskommune havde ret til refusion for udgifter til en borger, der havde ophold i egen bolig og modtog seks timers personlig støtte om ugen, tilbud om beskyttet beskæftigelse i tre-fire timer om ugen og aktivitets- og samværstilbud i mere end 20 timer om ugen. Borgeren var flyttet i egen bolig efter ophold i et midlertidigt botilbud. Den samlede hjælp skabte en struktur i hverdagen, som ophold i en boform også ville kunne yde.

118-12: Når en kommune yder refusion på baggrund af medvirken til en borgers ophold i en boform, institution eller lignende i en anden kommune, fortsætter denne refusionspligt, selvom borgeren flytter internt i den nye kommune. Det afgørende er, om der er tale om et ubrudt refusionsbærende forløb, hvor behovet for hjælp er stort set uændret. Når behovet for hjælp er blevet dækket uden afbrydelser, stilles der ikke krav om medvirken til en flytning internt i kommunen.

91-12: Boliger, der er tilknyttet et forsorgshjem og bliver betragtet som private lejemål, er ikke omfattet af reglerne om mellemkommunal refusion i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 1-4. Ankestyrelsen vurderede dog, at karakteren af opholdet i den konkrete sag betød, at boformen kunne sidestilles med et botilbud. Den enkelte beboer modtog støtte i eget hjem og havde adgang til forsorgshjemmets faciliteter. Personalet skabte den struktur i borgerens hverdag, som et ophold i et botilbud også kunne yde. Når kommunen vurderer, om boformen kan sidestilles med en boform, der er omfattet af § 9 c, stk. 2, nr. 1-4, skal den samlede hjælp og karakteren af opholdet indgå i vurderingen

31-11: A Kommunes refusionspligt ophørte ikke ved, at borgeren flyttede fra et bofællesskab i egen bolig med støtte. Borgeren flyttede senere igen i bofællesskab. Der var tale om et ubrudt forløb. Borgeren modtog socialpædagogisk støtte med 22 timer om ugen og var visiteret til beskyttet beskæftigelse på fuld tid. Hjælpen havde stort set været uændret gennem årene. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælpen i egen bolig havde et omfang, der kunne sidestilles med en boform efter serviceloven. Den samlede hjælp bidrog til at skabe struktur i borgerens hverdag, som et ophold i boform også ville kunne yde.

159-10: Tilflytningskommunen havde ikke ret til refusion for udgifter til en borger, der efter ophold i et botilbud efter servicelovens § 108 flyttede i egen bolig, da hjælpen ikke havde et sådant omfang, at flytningen til ny selvstændig bolig trådte i stedet for og kunne sidestilles med ophold i en boform. I en overgangsperiode med refusion blev der ydet 25 timers bostøtte ugentlig. Hjælpen blev derefter nedsat til 12½ og så til 11 timer ugentlig. Der var tilknyttet samværs- og aktivitetstilbud og adgang til psykoseteam, men behovet herfor var af meget skiftende omfang.

Kasserede:

Følgende principmeddelelse er kasseret og gælder ikke længere (historisk):

59-17: Forsorgshjemmets leder har kompetencen til at træffe afgørelse om ind- og udskrivning. Lederen kan bevilge efterforsorg. Efterforsorgen ydes i direkte forlængelse af opholdet på forsorgshjemmet. Den tidligere opholdskommune yder hjælp under opholdet og skal give den nødvendige hjælp ved udflytning. Den tidligere opholdskommune har ikke længere pligt til at hjælpe eller betale for hjælpen, hvis kommunen ikke har hjulpet borgeren under opholdet på forsorgshjemmet eller med udflytning, fordi kommunen ikke har medvirket til opholdet i egen bolig. Der kan dog være grundlag for refusion efter reglerne om passivitet, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Principmeddelelse 9-21 erstatter sag 1.

Praksis i sag 2 er ændret.

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område nr. 9330 af 21. marts 2019.

• Pkt. 381 og 413, om varighed af den oprindelige opholdskommunes forpligtelser

Ankestyrelsen har afgjort uenighed mellem A Kommune og B Kommune om pligt til at yde NN hjælp og til at betale for hjælpen fra den 15. juli 2018, hvor NN blev udskrevet fra forsorgshjem i B Kommune og fik ophold i egen bolig med efterforsorg.

Resultatet er:

• B Kommune havde pligt til at yde NN hjælp og til at betale for hjælpen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at NN erhvervede ny opholdskommune i B Kommune pr. 15. juli 2018, og at A Kommunes forpligtelser ophørte.

Hvad er afgørende for resultatet

NN havde ophold på forsorgshjemmet X beliggende i B Kommune i perioden 3. juli 2017 til 15 juli 2018. A Kommune var opholdskommune for NN forud for forsorgshjemsopholdet.

Under opholdet var B Kommune opholdskommune for NN, og A Kommune havde som hans oprindelige opholdskommune pligt til at yde ham hjælp efter serviceloven og betalingspligt.

Den 15. juli 2018 flyttede NN ind i egen bolig i B Kommune med to timers ugentlig efterforsorg bevilget af forsorgshjemmets leder.

Vi lægger vægt på, at NN etablerede sig i egen bolig efter forsorgshjemsophold, og at han ikke fik botilbudslignende hjælp. NN fik to timers ugentlig hjælp i form af efterforsorg, og han fik ikke anden hjælp samtidig med efterforsorgen.

Hjælpen havde ikke et omfang og et formål, der kan sidestilles med den hjælp, der ydes i et botilbud.

Da NN efter forsorgshjemsopholdet flyttede i egen bolig uden botilbudslignende hjælp, fik han ikke ophold i et tilsvarende botilbud.

NN erhvervede derfor ny opholdskommune i B Kommune, og A Kommunes forpligtelser som oprindelig opholdskommune ophørte. B Kommune fik som NNs opholdskommune pligt til at yde ham hjælp, herunder efter serviceloven.

Vi er opmærksomme på A Kommunes oplysning om, at kommunen ikke medvirkede til, at NN fik en bolig i B Kommune.

Vi er også opmærksomme på B Kommunes bemærkning om, at den oprindelige opholdskommune skal betale for efterforsorg bevilget af forsorgshjemmet.

Vi bemærker, at det ikke er afgørende for A Kommunes fortsatte forpligtelser, om kommunen medvirkede til at finde boligen. Det afgørende er, om NN fik hjælp af forsorgshjemmet og A Kommune i et omfang, der var botilbudslignende. Vi henviser i øvrigt til begrundelsen ovenfor.

Vi henviser også til Ankestyrelsens principmeddelelser 31-12, 91-12, 31-11 og 159-10 om, hvornår samlet hjælp i egen bolig kan være botilbudslignende.

Om reglerne

En person har opholdskommune, hvor personen bor eller sædvanligvis opholder sig. Opholdskommunen har som udgangspunkt pligt til at hjælpe.

Under ophold på forsorgshjem har personen som udgangspunkt opholdskommune i den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger, hvis personen i forbindelse med opholdet opgiver tilknytningen til sin oprindelige opholdskommune.

Den oprindelige opholdskommune har pligt til at hjælpe efter serviceloven. Den oprindelige opholdskommune skal også refundere opholdskommunens udgifter til visse andre sociale ydelser.

Forpligtelserne for den oprindelige opholdskommune følger af, at forsorgshjemmets leder som anden offentlig myndighed har medvirket til opholdet.

Den oprindelige opholdskommunens forpligtelser består, så længe personen har ophold på forsorgshjemmet eller i et tilsvarende botilbud. Får personen efter forsorgshjemsopholdet ikke ophold i et tilsvarende botilbud, frigøres den oprindelige opholdskommune fra sine forpligtelser, når personen erhverver ny opholdskommune.

Ophold i egen bolig er et tilsvarende tilbud, når den samlede hjælp bidrager til at skabe samme struktur i hverdagen, som et botilbud ville kunne give. Efterforsorg indgår i denne vurdering.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.