Ankestyrelsens principmeddelelse 21-21 om borgerstyret personlig assistance - kontant tilskud - arbejdsleder - adfærd - vejledning - sprogbrug - proportionalitet

01-01-2021
Serviceloven Adfærd Arbejdsleder Borgerstyret personlig assistance Kontant tilskud Proportionalitet Sprogbrug Vejledning Gældende Kommunal

Principmeddelelsen fastslår

En ordning om ”borgerstyret personlig assistance” (BPA) ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

En ordningen om ”kontant tilskud” tilbydes til at betale hjælp, som tilskudsmodtageren selv antager, til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt. 

Det er for begge ordninger en betingelse for tilkendelse, at borgeren eller tilskudsmodtageren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det betyder, at borgeren/tilskudsmodtageren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen. De typiske opgaver, borgeren/tilskudsmodtageren skal kunne varetage, er at
- planlægge det daglige arbejde,
- udarbejde jobbeskrivelser,
- udvælge hjælpere,
- varetage oplæring samt 
- afholde personalemøder og medarbejderudviklingssamtaler (MUS). 

Det er borgeren/tilskudsmodtageren selv, der skal kunne varetage denne rolle. Arbejdslederansvaret kan ikke overtages af andre, hverken en værge eller anden nærtstående.

Krav til borgerens adfærd og konsekvenser heraf 
Ud over kravene til borgerens evne til at kunne fungere som arbejdsleder kan der stilles visse krav til arbejdslederens adfærd over for sine hjælpere. 

Der vil således være adfærd, som i sig selv må karakteriseres som uacceptabel, og som borgeren/tilskudsmodtageren – også uden forudgående vejledning fra kommunens side – må forventes at afstå fra. En arbejdsleder, der fx har udsat sine hjælpere for fysiske krænkelser, psykisk chikane eller bedrageri, vil således ikke kunne fortsætte som arbejdsleder. 

Der vil også kunne være adfærd, som kan karakteriseres som mindre grov. Det kunne fx være uhensigtsmæssig eller utilbørlig sprogbrug, som – alt afhængig af det nærmere indhold, og hvem udtalelserne retter sig mod – ikke nødvendigvis i sig selv fører til, at borgeren/tilskudsmodtageren ikke kan anses for egnet i rollen som arbejdsleder. 

Herimellem vil der være adfærd, hvor nogle typer af adfærd – alt afhængig af de konkrete omstændigheder, herunder karakteren af adfærden og om adfærden er udvist gentagne gange – også vil kunne indebære, at borgeren/tilskudsmodtageren ikke fortsat kan fungere som arbejdsleder. 

I tilfælde, hvor borgeren/tilskudsmodtageren har opnået en eller anden form for fordel fra sin hjælper, fx lån eller personlige tjenester, vil det indgå i vurderingen af den udviste adfærd, om fordelen er opnået under udøvelse af et utilbørligt pres, herunder under påberåbelse af ansættelsesforholdet. 

Der vil også kunne være udvist en samlet adfærd, som indebærer, at borgeren/tilskudsmodtageren ikke er egnet til at være eller fortsætte som arbejdsleder. Der vil altså være tale om en situation, hvor de enkelte typer af adfærd hver især må kategoriseres som mindre grove, men som ud fra en vurdering af den samlede adfærd fører til, at borgeren/tilskudsmodtageren ikke (længere) vurderes at være egnet til at fungere som arbejdsleder. 

Der skal tages stilling til, om det vil være proportionalt at give afslag på eller bringe ordningen til ophør, eller om borgeren/tilskudsmodtageren snarere skal vejledes (advares) om, at lignende adfærd i fremtiden kan føre til, at ordningen må bringes til ophør. 

Den nærmere reaktion over for den adfærd, borgeren/tilskudsmodtageren har udvist, vil afhænge af en konkret og individuel vurdering af den udviste adfærd sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder i hvilket omfang det måtte stå borgeren/tilskudsmodtageren klart, at den udviste adfærd var uforenelig med rollen som arbejdsleder. 

Særligt om sprogbrug
Når det skal vurderes, om en borgers/tilskudsmodtagers sprogbrug er uforenelig med at fungere som arbejdsleder, kan fx indgå:
- De konkrete udtalelsers grovhed.
- Om der er tale om enkeltstående episoder eller systematisk utilbørligt sprogbrug.
- Om udtalelserne retter sig mod hjælperne eller andre.
- Om borgeren/tilskudsmodtageren er vejledt om, hvordan man forventes at opføre sig som arbejdsleder.

Det skal indgå i vurderingen, at der er tale om en gruppe af borgere, som har forskelligartede væsentlige funktionsnedsættelser, herunder stærkt smerteplagede personer, og at det derfor som ansat hjælper i nogen grad må forventes, at man kan blive konfronteret med en adfærd, som man ikke i andre sammenhænge ville forvente og/eller acceptere fra fx offentlige arbejdsledere.

De konkrete sager
I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at der ikke var grundlag for at frakende borgeren en bevilling af borgerstyret personlig assistance, selvom borgeren havde opnået et penge-lån fra en hjælper. Ankestyrelsen fandt, at borgerens adfærd var uforenelig med rollen som arbejdsleder, men at det ikke var proportionalt at bringe ordningen til ophør. Ankestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at der efter det oplyste var tale om en enkeltstående episode, at borgeren ikke havde modtaget vejledning om rollen som arbejdsleder, og at der ikke var oplysninger om, at lånet var opnået ved utilbørligt pres.

I sag nr. 2 hjemviste Ankestyrelsen sagen til fornyet behandling i kommunen, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at det kunne afgøres, om borger var i stand til at fungere som arbejdsleder. Borger havde to år forinden søgt om og fået afslag på bevilling af borgerstyret personlig assistance, da hun gentagne gange havde anvendt et groft og fornærmende sprog over for sine hjemmehjælpere. Ankestyrelsen stadfæstede kommunens tidligere afgørelse. 
Borger søgte efterfølgende på ny om enten en ordning med borgerstyret personlig assistance eller kontant tilskud. Ankestyrelsen fandt umiddelbart, at den sprogbrug, borgeren havde anvendt over for hjemmehjælperne i perioden siden det tidligere afslag, ikke – som sagen var oplyst – kunne karakteriseres som adfærd af en sådan grovhed, at det i sig selv var uforeneligt med rollen som arbejdsleder, men at der samlet manglede oplysninger om borgerens muligheder for at fungere som arbejdsleder.

Ankestyrelsen har behandlet to sager principielt. Det har vi gjort med henblik på at afklare, hvilke krav der i en BPA-ordning/kontant tilskudsordning kan stilles til borgerens adfærd primært over for sine hjælpere, som led i at borgeren skal kunne fungere som arbejdsleder. Vi har desuden ønsket at afklare, hvad konsekvenserne kan være over for en arbejdsleder, der ikke lever op til kravene.

Love og bekendtgørelser

Lov om social service (serviceloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1548 af 1. juli 2021.

-§ 95, stk. 2, om kontant tilskud.
-§ 95, stk. 5, om at tilskudsmodtageren skal kunne varetage arbejdslederopgaven.
-§ 96, stk. 1, om borgerstyret personlig assistance.
-§ 96, stk. 2, om at borgeren skal kunne varetage arbejdslederopgaven.

Praksis
Gældende: 
Følgende principmeddelelse er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

18-18: Det er i en BPA-ordning en betingelse, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det betyder, at borgeren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne. De typiske opgaver, borgeren skal kunne varetage, er at planlægge det daglige arbejde, udarbejde jobbeskrivelser og udvælge hjælpere, varetage oplæring samt afholde personalemøder og medarbejderudviklingssamtaler (MUS). Det er borgeren selv, der skal kunne varetage denne rolle. Arbejdslederansvaret kan ikke overtages af andre, hverken en værge eller anden nærtstående.

Vejledninger

Vi har også anvendt vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance nr. 10325 af 12. december 2017.

-Pkt. 7 om arbejdslederopgaver.

Sag nr. 1, j.nr. 21-9458

Du har klaget over kommunens afgørelse om ophør af borgerstyret personlig assistance (BPA-ordning). Kommunen afgjorde sagen den 14. maj 2019. Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse den 2. juli 2019.  Ankestyrelsen har efterfølgende besluttet at genoptage din sag. Det fremgår af brev til dig af 26. februar 2021.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Du har fortsat ret til borgerstyret personlig assistance.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Kommunen skal derfor genoptage din BPA-ordning. Det betyder også, at vores afgørelse af 2. juli 2019 ikke gælder. 

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid. 

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du fortsat opfylder betingelserne for bevilling af borgerstyret personlig assistance. Kommunen kan derfor ikke beslutte at ophøre din BPA-ordning.

Vi har således anlagt en anden vurdering af sagen end tidligere.

Hvad er afgørende for resultatet
Det fremgår af sagen, at du har lånt penge af din hjælper. Vi er enige med kommunen i, at en sådan adfærd (at låne penge af en hjælper) ikke er forenelig med rollen som arbejdsleder, hvori der består et over-/underordnelsesforhold.

Vi finder imidlertid ikke, at der efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder er et rimeligt forhold mellem den udviste adfærd og frakendelse af din BPA-ordning. 

Vi lægger på baggrund af kommunens tidligere afgørelse herom til grund, at du er i personkredsen for borgerstyret personlig assistance, og at dine helbredsforhold og støttebehov ikke har ændret sig. Vi lægger videre til grund, at du kan varetage opgaver som udvælgelse af hjælpere til ansættelse, udarbejdelse af jobbeskrivelser og vagtplaner for hjælperne, oplæring af nye hjælpere og afholdelse af personalemøder.

Ud over disse krav til borgerens evne til at varetage disse funktioner som arbejdsleder er det Ankestyrelsens opfattelse, at der også skal stilles krav til borgerens adfærd i funktionen, når det skal vurderes, om borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder. 

Som sagen foreligger oplyst for os, kan vi alene lægge til grund for afgørelsen, at du én gang har lånt 6.000 kr. af din hjælper. 

Omkring din ageren som arbejdsleder fremgår videre af sagen, 
-at du ikke har modtaget vejledning om krav til adfærd som arbejdsleder, 
-at du ikke tidligere har modtaget en advarsel el.lign. fra kommunen i forhold til at låne penge fra dine hjælpere, og
-at der ikke er oplysninger om, at du i øvrigt har udvist en adfærd, som ikke er forenelig med rollen som arbejdsleder. 

I fravær af oplysninger om andet lægger vi videre til grund, at låneforholdet er bragt til ophør eller dog er under afvikling. 

Ligeledes i fravær af oplysninger om det modsatte lægger vi til grund, at lånet ikke blev opnået ved et utilbørligt pres, herunder under påberåbelse af ansættelsesforholdet. 

Ved vurderingen af, hvilken betydning din konkrete adfærd skal have for din bevilling af BPA-ordning, har vi lagt ovenstående forhold til grund, og vi vurderer på denne baggrund, at din adfærd ikke har en sådan karakter, at det ville være proportionalt at ophøre din BPA-ordning. 

Vi bemærker, at vi med denne afgørelse finder, at du er vejledt om, at du fremadrettet skal udvise en adfærd, der er forenelig med funktionen som arbejdsleder, herunder at det indbefatter ikke at være i låneforhold til dine hjælpere. En eventuel gentagelse heraf må således forventes at kunne få et andet resultat, end det vi her er nået frem til. 

Om reglerne
Ved vurderingen af, hvorvidt en borger er omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance, skal der foretages en individuel og helhedsorienteret vurdering af borgerens behov. Der skal være tale om et behov, der ikke kan dækkes efter servicelovens regler om personlig og praktisk hjælp, socialpædagogisk bistand og ledsageordning.

I en ordning om borgerstyret personlig assistance er det en betingelse, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det betyder, at borgeren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne. De typiske opgaver, borgeren skal kunne varetage, er 
-at planlægge det daglige arbejde, 
-udarbejde jobbeskrivelser,
-udvælge hjælpere, 
-varetage oplæring samt
-afholde personalemøder og medarbejderudviklingssamtaler (MUS). 

Det er borgeren selv, der skal kunne varetage denne rolle. Arbejdslederansvaret kan ikke overtages af andre, hverken en værge eller anden nærtstående.

Vi henviser til principmeddelelse 18-18.

Ovenstående opgaver stiller alle krav til arbejdslederens evne til at kunne agere som arbejdsleder. 

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der – ud over evnen til at kunne varetage de nævnte konkrete arbejdsopgaver – også kan stilles (visse) krav til arbejdslederens adfærd over for sine hjælpere. Det må således kunne forventes, at borgeren kan agere professionelt over for sine hjælpere. 

Hvis en borger udviser en adfærd, der er uforenelig med at fungere som arbejdsleder, skal der udvises betydelig opmærksomhed på, om det vil være proportionalt at bringe BPA-ordningen til ophør, eller om borgeren snarere skal vejledes (advares) om, at lignende adfærd i fremtiden kan føre til, at ordningen må bringes til ophør. 

I tilfælde hvor borgeren har opnået en eller anden form for fordel fra sin hjælper, vil det indgå i vurderingen, om fordelen er opnået under udøvelse af et utilbørligt pres, herunder under påberåbelse af ansættelsesforholdet. 

Bemærkninger til kommunen

Vi er opmærksomme på, at kommunen også henviser til, at du har været venner med din hjælper. Vi kan hertil oplyse, at det forhold, at du har været venner med din hjælper, ikke i sig selv kan føre til, at du ikke kan fungere som arbejdsleder.
 
Mødebehandling
 
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. 
 
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk


Sag nr. 2, j.nr. 21-33120 og 21-33122

Du har klaget over kommunens afgørelse om afslag på kontant tilskud og borgerstyret personlig assistance. Kommunen afgjorde sagen den 10. marts 2021.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

-Kommunen skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling, og at kommunen skal afgøre sagen på ny. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.

Kommunen kontakter dig.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at det kan afgøres, om du er i stand til at fungere som arbejdsleder.

Vi vurderer, at kommunens faglige vurdering ikke i tilstrækkelig grad er underbygget af faktuelle oplysninger. Det er navnlig oplysninger om din adfærd og om dine evner til at fungere som arbejdsleder.

De manglende oplysninger bør indgå som en væsentlig del af kommunens beslutningsgrundlag og skal derfor også indgå i den faglige vurdering, som kommunen skal foretage, når den skal afgøre sagen. Oplysningerne vil derfor kunne have væsentlig betydning for afgørelsens resultat.

Ankestyrelsen foretager en retlig prøvelse af kommunens afgørelse. Vi tager stilling til baggrunden for afgørelsen, herunder om sagen er tilstrækkeligt oplyst, og om de faktiske omstændigheder, afgørelsen er baseret på, er korrekte og vægtet i overensstemmelse med lovgivningen og vores praksis.

Hvad er afgørende for resultatet
Kommunen lægger til grund, at du ikke er i stand til at fungere som arbejdsleder, idet kommunen vurderer, at du ikke vil være i stand til at skabe et sundt og rart arbejdsmiljø for dine hjælpere. 

Du har tidligere (i februar 2019) ansøgt om en BPA-ordning. Kommunen traf den 3. juni 2019 afgørelse om afslag på din ansøgning, idet kommunen fandt, at du ikke kunne fungere som arbejdsleder.

Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse om afslag den 17. januar 2020. I afgørelsen lagde vi særligt vægt på oplysningerne fra kommunen om, at du gentagne gange havde anvendt et groft og fornærmende sprog over for de hjemmehjælpere, som kom i dit hjem.

Du ansøgte på ny om en BPA-ordning den 21. oktober 2020. Du ansøgte desuden om en ordning med kontant tilskud.

Kommunen henviser i sin afgørelse af 10. marts 2021 til, at der er ikke kommet nye væsentlige oplysninger til sagen siden den tidligere afgørelse af 3. juni 2019.

Ankestyrelsen lægger vægt på, at der i sagen ikke er oplysninger af mere objektiv og konkret karakter, der understøtter kommunens vurdering af, at du fortsat udviser en adfærd, der er uforenelig med at fungere som arbejdsleder. 

Du har i perioden frem til juli 2020 modtaget personlig og praktisk hjælp. Hjemmehjælpen er dels blevet leveret af kommunens hjemmepleje, dels af en privat leverandør.

Kommunen har i genvurderingen vedlagt notater fra januar til juli 2020 fra hjemmeplejen og den private leverandør. Det fremgår heraf, at du i denne periode har modtaget personlig og praktisk hjælp, og i den forbindelse flere gange har sagt til hjemmehjælperne, at du ikke vil have deres hjælp og har bedt dem forlade dit hjem. Du har desuden f.eks. spurgt hjemmehjælperne ”hvor dum har man lov til at være”. 

Du har herudover skrevet en række SMS beskeder til hjemmehjælperne i en periode over to dage i juli 2020, hvor du i kraftige vendinger har frabedt dig deres hjælp, herunder skrevet "hvad helveder det i ikke fatter". Der er ikke notater af nyere dato, da du siden har frasagt dig hjemmehjælp.

Det er Ankestyrelsens umiddelbare vurdering, at den sprogbrug, som hjemmeplejen og den private leverandør har beskrevet i perioden fra januar til juli 2020 - i modsætning til perioden op til kommunens afgørelse af 3. juni 2019 - ikke isoleret kan karakteriseres som adfærd af en sådan grovhed, at det i sig selv kan føre til, at du ikke kan anses for egnet i rollen som arbejdsleder.

Du har oplyst, at den beskrevne adfærd ikke er udtryk for, hvordan du normalt tiltaler andre, og at du i de konkrete tilfælde gentagne gange havde frabedt dig kontakten på en venlig måde. Du mener, at hjemmeplejen har manglet forståelse for, hvordan samarbejdet med dig har skullet foregå, og at din reaktion og sms’er skal ses i sammenhæng med dette.  

Du har sendt en række udtalelser fra bl.a. dine veninder, der beskriver dit behov for hjælp og din måde at agere på over for andre. 

En af udtalelserne er underskrevet af ”hjemmehjælpere fra den private leverandør”. Kommunen har sendt denne udtalelse til den private leverandør, som den 1. februar 2021 har oplyst, at skrivelsen er ukendt for dem og deres personale.

Du har efterfølgende sendt en ny version af skrivelsen med tre underskrifter. Kommunen har ikke nærmere undersøgt, hvilke hjemmehjælpere der har underskrevet udtalelsen, ligesom denne udtalelse ikke har været forelagt for den private leverandør. Det fremstår derfor uklart, hvilken betydning denne udtalelse kan tillægges.

Vi bemærker, at det forhold, at dine bekendte og enkelte hjemmehjælpere fra den private leverandør ikke har oplevet din adfærd som uhensigtsmæssig, ikke i sig selv er ensbetydende med, at du er i stand til at fungere som arbejdsleder. Adfærden over for andre hjemmehjælpere vil også skulle indgå i vurderingen af, om din adfærd samlet set er uforenelig med at fungere som arbejdsleder. 

Vi finder samlet set, at der er væsentlig uoverensstemmelse mellem kommunens og din opfattelse af, om du kan fungere som arbejdsleder, og at denne tvivl ikke i tilstrækkeligt omfang er afklaret på baggrund af sagens øvrige oplysninger. Vi kan derfor ikke på det foreliggende grundlag afgøre, om du er i stand til at varetage rollen som arbejdsleder.

Hvad skal kommunen gøre
Kommunen skal indhente oplysninger, der belyser din aktuelle evne til at udføre den type opgaver, der er en betingelse for at kunne fungere som arbejdsleder i en ordning med kontant tilskud eller borgerstyret personlig assistance.

Kommunen skal både forholde sig til din evne til at kunne agere som arbejdsleder, herunder din evne til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne, samt forholde sig til om din adfærd over for dine hjælpere er forenelig med at være arbejdsleder.

Kommunen kan indhente oplysninger fra relevante fagpersoner, der belyser dit funktionsniveau i forhold til, om du kan fungere som arbejdsleder.

Kommunen skal på den baggrund foretage en faglig vurdering af, om du kan fungere som arbejdsleder.

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse. Hvis kommunen ikke fuldt ud imødekommer din ansøgning, skal kommunen i afgørelsen angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i kommunens vurdering. 

Vi bemærker, at du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse fra kommunen.

Om reglerne
Ved vurderingen af, hvorvidt en borger er omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance eller kontant tilskud, skal der foretages en individuel og helhedsorienteret vurdering af borgerens behov. Der skal være tale om et behov, der ikke kan dækkes efter servicelovens regler om personlig og praktisk hjælp, socialpædagogisk bistand og ledsageordning.

I en ordning om borgerstyret personlig assistance og kontant tilskud er det en betingelse, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det betyder, at borgeren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne. De typiske opgaver, borgeren skal kunne varetage, er 
-at planlægge det daglige arbejde, 
-udarbejde jobbeskrivelser, 
-udvælge hjælpere, 
-varetage oplæring samt 
-afholde personalemøder og medarbejderudviklingssamtaler (MUS). 

Det er borgeren selv, der skal kunne varetage denne rolle. Arbejdslederansvaret kan ikke overtages af andre, hverken en værge eller anden nærtstående.

Vi henviser til principmeddelelse 18-18.

Ovenstående opgaver stiller alle krav til arbejdslederens evne til at kunne agere som arbejdsleder. 

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der – ud over evnen til at kunne varetage de nævnte konkrete arbejdsopgaver – også kan stilles (visse) krav til arbejdslederens adfærd over for sine hjælpere. Det må således kunne forventes, at borgeren kan agere professionelt over for sine hjælpere. 

Hvis en borger udviser en adfærd, der er uforenelig med at fungere som arbejdsleder, skal der tages stilling til, om det vil være proportionalt at give afslag på BPA-ordning/kontant tilskud, eller om borgeren snarere skal vejledes (advares) om, at lignende adfærd i fremtiden kan føre til, at ordningen må bringes til ophør. 

Når det skal vurderes, om en borgers sprogbrug er uforenelig med at fungere som arbejdsleder, kan fx indgå:
-De konkrete udtalelsers grovhed
-Om der er tale om enkeltstående episoder eller systematisk utilbørlig sprogbrug
-Om udtalelserne retter sig mod hjælperne eller andre
-Om borgeren er vejledt om, hvordan man forventes at opføre sig som arbejdsleder

I det hele skal det indgå i vurderingen, at der er tale om en gruppe af borgere, som har forskelligartede væsentlige funktionsnedsættelser, herunder stærkt smerteplagede personer, og at det derfor som ansat hjælper i nogen grad må forventes, at man kan blive konfronteret med en adfærd, som man ikke i andre sammenhænge ville forvente og/eller acceptere fra fx offentlige arbejdsledere.

Mødebehandling
 
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. 
 
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk

Dato for underskrift

10.12.2021

Offentliggørelsesdato

11.12.2021

Paragraf

§ 96 § 95

Journalnummer

21-9458