Principmeddelelsen fastslår
Retten til sygedagpenge er betinget af, at den sygemeldte er uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand. En lønmodtager er delvis uarbejdsdygtig på grund af sygdom, når det vurderes, at lønmodtageren kun kan udføre sit arbejde delvis, eller når to eller flere behandlinger foreskrevet af en læge eller tandlæge medfører delvist fravær fra arbejdet. Det er en betingelse, at lønmodtagerens fravær udgør mindst fire timer ugentligt. Ved opgørelsen af de fire timers fravær indgår befordring og ventetid ved ambulante behandlinger. Betingelsen om mindst fire timers fravær ugentligt gælder ikke for personer, der er ansat i et fleksjob på ny ordning, dvs. personer der er påbegyndt et fleksjob fra den 1. januar 2013 og derefter.
Fleksjob på gammel ordning
Fleksjob, der er påbegyndt før den 1. januar 2013, er omfattet af den gamle ordning. Disse fleksjob er som udgangspunkt på fuld tid, dvs. 37 timer ugentligt, men kan også være på deltid. Arbejdsgiver udbetaler lønnen til den fleksjobansatte, og kommunen udbetaler et tilskud til lønnen til arbejdsgiveren svarende til halvdelen eller to tredjedele af lønnen afhængig af den ansattes nedsatte arbejdsevne. Fleksjobansatte på gammel ordning er under en sygemelding omfattet af kravet om mindst fire timers fravær ugentligt.
Fleksjob på gammel ordning og mindst fire timers fravær
Når en person er ansat i et fleksjob efter gammel ordning, skal der ved vurderingen af, om den fleksjobansatte har et fravær på mindst fire timer ugentligt, tages udgangspunkt i den reelle arbejdstid. Den reelle arbejdstid er det tidsrum, som lønmodtageren reelt skal arbejde i henhold til fleksjobaftalen med arbejdsgiver.
I den konkrete sag havde borgeren ikke længere et fravær på mindst fire timer om ugen. Borgeren var ansat i et fleksjob på gammel ordning og fik udbetalt løn svarende til 37 timer ugentligt, men arbejdede 15 timer ugentligt inden sin sygemelding. Den fleksjobansatte havde under sin sygmelding genoptaget sit arbejde med 11,5 timer om ugen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der ved afgørelsen af, om kravet om mindst fire timers fravær var opfyldt, skulle tages udgangspunkt i den fleksjobansattes reelle arbejdstid svarende til 15 timer ugentligt.