Ankestyrelsens principmeddelelse 37-22 om kompetence - hyppighed - delvist afbrudt samvær - børn og unge-udvalget - anbragt barn

01-01-2022
Serviceloven Afbrudt samvær Anbragte børn Børne- og ungeudvalget Hyppighed Kompetencen Serviceloven Gældende Kommunal

Principmeddelelsen fastslår

Det er kommunen, der træffer afgørelse om samvær mellem et anbragt barn og dets familie og netværk. Det gælder dog ikke, hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed og udvikling at træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af samvær eller kontakt. I disse tilfælde er det børn og unge-udvalget, der træffer afgørelsen. En afgørelse om, at der skal være samvær mindre end én gang om måneden, sidestilles med en afgørelse om afbrydelse af samværet, og skal træffes af børn og unge-udvalget.

Når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om, at der skal være samvær mindre end én gang om måneden, skal børn og unge-udvalget samtidig træffe afgørelse om, hvor ofte der skal være samvær.

I den konkrete sag havde børn og unge-udvalget truffet afgørelse om, at der for en periode på to år skulle være samvær mindre end én gang om måneden. Børn og unge-udvalget havde imidlertid ikke taget stilling til, hvor ofte der skulle være samvær, men havde overladt det til kommunen at træffe afgørelse herom. 

Ankestyrelsen vurderede, at en afgørelse om samvær mindre end én gang om måneden er en så indgribende afgørelse, at kompetencen til at træffe afgørelse herom ligger hos børn og unge-udvalget, herunder også afgørelsen om, hvor ofte der skal være samvær.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at fastslå, hvem der har kompetencen til at træffe afgørelse om, hvor ofte der skal være samvær eller kontakt, når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om, at der skal være samvær eller kontakt mindre end én gang om måneden.

Love og bekendtgørelser
Lov om lov nr. 573 af den 24. juni 2005 om social service (serviceloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 170 af den 24. januar 2022.

-§ 71, stk. 3, jf. stk. 2, 3. og 4. pkt., om samvær og kontakt mindre end én gang om måneden.

Praksis
Ankestyrelsen har ikke andre principmeddelelser på området.

Vejledninger
Vi har også anvendt Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier nr. 9142 af den 26. februar 2019.

-Pkt. 473 om afbrydelse af forbindelsen 

Resultatet er:

-…

-Samværet mellem AA (barnet) og BB skal alene finde sted hver sjette måned i en periode på to år.

… 

Børn og unge-udvalget har lavet en fejl ved behandlingen af sagen. Vi har derfor … truffet en ny afgørelse om samvær.

Begrundelsen for afgørelsen om … børn og unge-udvalgets afgørelse 

Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen
Vi vurderer, at der er sket en væsentlig fejl ved sagens behandling i børn og unge-udvalget.

… 

Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at børn og unge-udvalget i forbindelse med deres afgørelse den 20. april 2022 om fastsættelse af samvær mindre en én gang om måneden, ikke har taget stilling til hyppigheden af samværet, men overladt dette til kommunen.

Kommunen har den 25. april 2022 i overensstemmelse med deres indstilling til børn og unge-udvalget, truffet afgørelse om, at samværet skal fastsættes til én gang hver sjette måned for en periode på to år.

Om reglerne
Vi har brugt servicelovens regel om, at børn og unge-udvalget kan beslutte, at der i en bestemt periode ikke skal være samvær mellem forældrene og netværket og barnet eller den unge. Det er en betingelse, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Udvalget kan også begrænse samvær til mindre end en gang om måneden. 

Begrundelsen for afgørelsen … om begrænset samvær

Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen
Vi vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til AA (barnet) sundhed og udvikling, at AA (barnet) og BB alene har samvær hver sjette måned.

Vi vurderer, at der er behov for en begrænsning af samværet i en periode på to år. 

Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at AA (barnet) har brug for at blive beskyttet mod BB´s manglende evner til indlevelse i AA´s (barnet) behov samt forståelse for AA´s (barnet) signaler. 

BB er diagnosticeret med paranoid skizofreni og mental retardering. BB er tilknyttet Oligofrenipsykiatrisk Team og rusmiddelcenter på baggrund af en længere årrække med stof -og alkoholmisbrug. 

Af journalnotat af den 21. marts 2022 fra psykiatrien fremgår det, at det er vurderet, at BB i mange år fremadrettet vil have et behov for tæt daglig støtte til blandt andet at hjælpe BB med at tage sin antipsykotiske medicin. Ligesom det fremgår, at det grundet BB´s meget alvorlige psykosesymptomer, er meget vanskeligt at opnå en alliance med BB. På den baggrund skønnes BB´s tilstand stationær de næste mange år. 

BB fremstår ofte passiv i sin kontakt til AA (barnet). BB formår ikke at læse AA´s (barnet) signaler og afstemme sig AA´s (barnet) lege, ligesom BB er observeret medicineret i et omfang som gjorde, at BB ikke formåede at udvise/mobilisere fantasi, initiativ, overskud eller nærvær under samværet.

AA (barnet) er beskrevet med en alvorlig forstyrrelse i sin udvikling på baggrund af prænatal eksposition for alkohol og cannabis. Det er på den baggrund vurderet, at AA (barnet) er særlig sårbar og har et udtalt behov for støtte samt en tryg og forudsigelig hverdag.

Følelsesmæssigt ses AA (barnet) at være i et øget alarmberedskab, som kan være medfødt. Det betyder, at AA (barnet) har en nedsat tolerance for stress og lettere end andre børn kommer i en tilstand af et øget mentalt energiniveau. Dette kan indebære at AA (barnet) kan have svært ved at finde ro, er overreagerende på sanseindtryk og har vanskeligt ved at koncentrere sig.

AA (barnet) går aktuelt kun i børnehave tre timer dagligt, hvilket er det maksimale AA (barnet) kan klare. Børnehaven beskriver AA (barnet), som et barn, der gerne vil de andre børn, og som er opsøgende over for dem. Dog er det en udfordring for AA (barnet), at forstå og overskue informationer, ligesom han kræver fysisk guidning.

Plejefamilien beskriver AA (barnet), med et stort behov for struktur, forudsigelighed og faste rammer. De oplever, at AA (barnet) ofte kører op i høj arousal, uden at AA (barnet) selv kan komme ned igen. AA (barnet) udviser både udadreagerende og selvskadende adfærd. Ligesom AA (barnet) beskrives med et dårligt søvnmønster. 

AA (barnet) har massive reaktioner på samværet. AA (barnet) reagerer ved i høj grad at være på overarbejde de følgende dage, AA (barnet) sover dårligt og bliver tryghedssøgende, bestemmende, vred, i høj arousal og udadreagerende. 

Vi lægger vægt på, at det er nødvendigt med begrænset samvær for en periode på to år, idet der er et særligt hensyn at tage til AA (barnet) grundet beskrivelserne i sagen om AA´s (barnets) vanskeligheder og reaktioner. 

Vi er opmærksomme på, at BB er kommet i medicinsk behandling, som BB følger fast, og at BB selv oplever en positiv udvikling. Det ændrer imidlertid ikke ved resultatet, fordi AA (barnet) har et særligt behov for at blive skærmet, henset til AA´s (barnet) vanskeligheder.

Om reglerne
Vi har brugt servicelovens regel om, at Ankestyrelsen af egen drift kan beslutte, at der i en bestemt periode ikke skal være samvær mellem forældrene og netværket og barnet eller den unge. Det er en betingelse, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Ankestyrelsen kan også begrænse samvær til mindre end en gang om måneden. 

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.

Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

En børnesagkyndig konsulent har deltaget i sagens behandling med råd og vejledning.

Dato for underskrift

24.11.2022

Offentliggørelsesdato

25.11.2022

Paragraf

§ 71

Journalnummer

22-19416