Ankestyrelsens principmeddelelse 3-25 om personlig assistance - fleksjob - lønmodtagere

25-04-2025
Lov om kompensation til handicappede i erhverv Fleksjob Lønmodtager Personlig assistance Gældende Kommunal

Principmeddelelsen fastslår

Det fremgår af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., at der kan bevilliges personlig assistance til blandt andet lønmodtagere i fleksjob.

 

Hvis en lønmodtager i fleksjob har et konkret behov for personlig assistance for at udføre sine arbejdsopgaver på bevillingstidspunktet, kan kommunen ikke give afslag på eller nedsætte bevillingen af timer til personlig assistance alene med den begrundelse, at der allerede er helt eller delvist kompenseret for lønmodtagerens funktionsnedsættelse igennem fleksjobaftalen. Der er tale om to regelsæt, der på forskellig vis kompenserer eller støtter lønmodtageren i fleksjob i tilknytningen til arbejdsmarkedet.

 

Har en lønmodtager i fleksjob et behov for støtte eller hjælp til at varetage funktioner, der følger af ansættelsen, kan hjælpen bevilliges efter reglerne om personlig assistance. Det forudsætter, at betingelserne for at modtage personlig assistance er opfyldt.

 

I den konkrete sag havde en lønmodtager i fleksjob ret til personlig assistance. Lønmodtageren var ansat som butiksassistent i et supermarked. Kommunen traf afgørelse om afslag på personlig assistance til opgaverne med frost, pålæg og grønt, da opgaverne var for komplekse til lønmodtagerens skånehensyn, og da lønmodtageren allerede var kompenseret herfor med bevillingen af fleksjob. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at betingelserne for at bevillige personlig assistance som følge af lønmodtagerens kognitive funktionsnedsættelse var opfyldt. Da der var et konkret behov for personlig assistance til opgaverne med frost, pålæg og grønt, var der ikke grundlag for at nedsætte bevillingen af timer til personlig assistance alene med den begrundelse, at den fleksjobansatte var helt eller delvist kompenseret for sin funktionsnedsættelse ved fleksjobaftalen.   

 

Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at når arbejdsgiveren kompenseres efter reglerne om personlig assistance, så kompenseres arbejdsgiveren for den tid, den hos arbejdsgiver ansatte personlige assistent støtter eller hjælper lønmodtageren, og hvor den personlige assistent ikke selv kan arbejde effektivt på grund af den assistance, der gives til lønmodtageren.

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at fastslå, at kommunen ikke kan give afslag på eller nedsætte bevillingen af timer til personlig assistance alene med den begrundelse, at der allerede er helt eller delvist kompenseret for funktionsnedsættelsen igennem fleksjobaftalen.

Love og bekendtgørelser

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (kompensationsloven), senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. nr. 108 af 3. februar 2020 med senere ændringer.

 

  • 4 om varig og betydelig funktionsnedsættelse.

 

  • 5 om arten af beskæftigelse.

 

  • 6, stk. 2, om, at den personlige assistent skal bistå

 

  • 6, stk. 3, om kravet om forenelighed.

 

  • 7, stk. 3, om timetallet.

 

Bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v., nr. 1174 af 25. november 2019 med senere ændringer.

 

  • 13 om den personlige assistent.

 

  • 14 om erhverv skal være foreneligt med funktionsnedsættelsen.

 

  • 15, stk. 1, om tilskud i op til 20 timer pr. uge.

 

Praksis

Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

 

  • Ankestyrelsens principmeddelelse 28-19 om personlig assistance – forenelighed – vikardækning og almindelig medhjælp

 

  • Ankestyrelsens principmeddelelse 19-10 om personlig assistance – fleksjob – selvstændig virksomhed

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke kan give afslag på personlig assistance til opgaverne frost, pålæg og grønt alene med den begrundelse, at du allerede er delvist kompenseret for din kognitive funktionsnedsættelse igennem fleksjobaftalen.

 

Vi vurderer også, at du ikke har ret til personlig assistance som følge af funktionsnedsættelsen i knæet, da der ikke er tale om en varig funktionsnedsættelse.

 

På baggrund af oplysningerne om dit behov for personlig assistance, har du derfor ret til personlig assistance i op til 6 timer og 15 minutter om ugen i perioden fra den 15. juni 2023 til og med den 14. juni 2024.

 

Hvad er afgørende for sagen

Du er ansat i fleksjob som butiksmedhjælper og har søgt om personlig assistance i perioden fra den 15. juni 2023 til og med den 14. juni 2024. Du har søgt om 8,75 timers ugentlig personlig assistance.

 

Det fremgår af sagen, at du har en kognitiv funktionsnedsættelse, som gør, at du har behov for støtte i dit arbejde og privat. Dine arbejdsopgaver skal være simple og kunne udføres en ad gangen. Du har også behov for praktisk instruktion, støtte og tryghed i opgaveløsningen og i det sociale. Når der ikke er afveksling i opgaverne, bør du have mulighed for pauser.

 

Det fremgår også, at din ugentlige arbejdstid er 20 timer og 30 minutter. Din effektive arbejdstid er 6 timer og 45 minutter, da kommunen har vurderet, at du arbejder med nedsat arbejdsintensitet.

 

Vi lægger vægt på oplysningerne i hjælpeskemaet om, at du har opgaver med frost, pålæg og grønt, vareopfyldning, kassebetjening, rengøring, kundebetjening på gulvet og lageroprydning. Du har brug for støtte til:

 

Vareopfyldning:

30 minutter til struktur og opfølgning. 1 time for at undgå knæbelastende arbejdsstillinger.

 

Frost, pålæg og grønt:

3 timer til opfølgning før, under og efter. 1 time og 30 minutter til at undgå knæbelastende opgaver.

 

Lageroprydning:

15 minutter til opfølgning.

Støttende samtaler:

2 timer og 30 minutter til introduktion og afrunding af dagen og løbende samtaler.

 

Det fremgår af kommunens afgørelse af den 28. september 2023, at du har fået afslag på personlig assistance til opgaverne med frost, pålæg og grønt, da opgaverne er for komplekse til dine skånehensyn, og da du allerede er kompenseret herfor med bevillingen af dit fleksjob.

 

Vi lægger vægt på, at du med den nedsatte arbejdstid og arbejdsintensitet i fleksjobbet ikke er fuldt kompenseret i forhold til din funktionsnedsættelse, da du også har behov for en person, der kan støtte dig i løsningen af dine arbejdsopgaver, da du ellers ikke vil kunne udføre dit arbejde.

 

Vi lægger i den forbindelse vægt på, at du grundet din funktionsnedsættelse har behov for vejledning og støtte til dine arbejdsopgaver i et omfang, der overstiger den vejledning- og oplæringsforpligtelse en arbejdsgiver normalt forventes at give sine medarbejdere.

 

Derudover lægger vi vægt på, at du kan udføre den overvejende del af stillingsindholdet i fleksjobbet, selvom opgaverne med frost, pålæg og grønt ifølge kommunen er komplekse sammenholdt med dine skånehensyn. Dit arbejde er dermed foreneligt med din funktionsnedsættelse. Vi henviser til principmeddelelse 28-19 om betingelserne for personlig assistance og vurderingen af forenelighed. Der er i øvrigt ikke grundlag for at fastslå, at den personlige assistance har karakter af vikardækning eller medhjælp.

 

Hvad angår personlig assistance til at undgå knæbelastende arbejdsstillinger, så lægger vi vægt på oplysningerne i statusattesten af den 11. september 2023. Praktiserende læge har oplyst, at du i november 2022 fik en skade i venstre knæ, men at prognosen var god med forventning om fuld bedring inden for et år fra skaden. Praktiserende læge havde ikke set dig siden januar 2023. Vi vurderer derfor, at funktionsnedsættelsen i knæet ikke var varig på tidspunktet for bevillingen, og at du derfor ikke har ret til personlig assistance, der relaterer sig til funktionsnedsættelsen i knæet.

 

Da der i øvrigt ikke foreligger oplysninger i sagen, der giver grundlag for at tilsidesætte opgørelsen af dit behov for personlig assistance, vurderer vi, at du har ret til personlig assistance svarende til 6 timer og 15 minutter.

 

Vi bemærker afslutningsvist, at en arbejdsgiver ved fleksjobaftalen alene er kompenseret for din nedsatte arbejdskraft på grund af din funktionsnedsættelse. En arbejdsgiver er derimod ikke gennem fleksjobaftalen kompenseret for, at der er behov for, at en anden ansat medarbejder skal bruge tid på at guide og vejlede dig, hvorved den anden medarbejders effektive arbejdskraft nedsættes på grund af hjælpefunktionen.

 

Om reglerne

Efter reglerne kan der ydes personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.

 

Personlig assistance kan bl.a. ydes til personer, der er ansat i fleksjob. Det afgørende for bevilling af personlig assistance er, om borgeren på trods af fleksjobbet stadig har arbejdsfunktioner, hvor der er behov for personlig assistance.

 

Den personlige assistent skal bistå personen med praktiske arbejdsfunktioner og funktioner, som følger af beskæftigelsen, og som den pågældende på grund af funktionsnedsættelsen har behov for særlig assistance til. Der kan ikke ydes tilskud til personlig assistance, hvis erhvervet er uforeneligt med funktionsnedsættelsen. Personen med funktionsnedsættelsen skal selv kunne udføre de indholdsmæssige arbejdsopgaver.

 

Ansættelsen af den personlige assistent må ikke have karakter af vikardækning eller almindelig medhjælp.

 

Der kan bevilges tilskud op til 20 timer pr. uge i gennemsnit pr. kvartal for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder 37 timer om ugen. Ved færre arbejdstimer beregnes tilskuddet forholdsmæssigt.

 

Mødebehandling

 

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

 

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk

Dato for underskrift

25.04.2025

Offentliggørelsesdato

26.04.2025

Paragraf

§ 13 § 4 § 7 § 14 § 5 § 15 § 6

Journalnummer

23-81871