Ankestyrelsens principmeddelelse 4-25 om børne- og ungeydelse - ligedeling - dokumentation - ændret fordeling - forældremyndighed - samvær

29-04-2025
Børne- og ungeydelsesloven Børne- og ungeydelse Dokumentation Forældremyndighed Ligedeling Samvær Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Principmeddelelsen fastslår

En forældremyndighedsindehaver kan få udbetalt hele børne- og ungeydelsen til sig, hvis forældremyndighedsindehaveren dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne, og barnet ikke efterfølgende er bopælsregistreret i CPR hos den anden forældremyndighedsindehaver. Det fremgår af børne- og ungeydelsesloven.

For forældremyndighedsindehavere med fælles forældremyndighed over barnet, udbetales børne- og ungeydelsen som udgangspunkt med halvdelen til hver af forældremyndighedsindehaverne.

Er forældremyndighedsindehaverne ikke bopælsregistret i CPR på samme bopælsadresse, kan hele ydelsen udbetales til den ene forældremyndighedsindehaver, hvis den ene forældremyndighedsindehaver dokumenterer, at det ved en samværsafgørelse eller et forlig er bestemt, at barnet skal være mindst 9 ud af 14 dage hos denne. Det fremgår af børne- og ungeydelseslovens § 4, stk. 2, nr. 2.

Afgørelser eller forlig, hvor der fastsættes samvær

Følgende typer af dokumentation kan efter bestemmelsen og bemærkningerne hertil anvendes til ændring i udbetalingen af børne- og ungeydelsen:

  • Et forlig indgået i Familieretshuset, som fremgår af en aftaleblanket, et mødereferat eller et dokument, der særskilt gengiver aftalen, eller
  • En samværsafgørelse om endeligt fastsat samvær truffet af Familieretshuset eller Ankestyrelsen, eller
  • Et retsforlig om endeligt fastsat samvær, der er tilført retsbogen, eller
  • En dom om endeligt fastsat samvær truffet af domstolene.

Afgørelser eller forlig, hvor der ikke fastsættes samvær

Når Familieretshuset eller familieretten træffer afgørelse om ikke at fastsætte samvær eller om at ophæve samvær – eller dette fastsættes ved et forlig – er der også taget stilling til samværets omfang.

En afgørelse om ikke at fastsætte samvær eller om ophævelse af samvær sidestilles derfor med andre afgørelser, hvor der fastsættes en samværsordning. Det skyldes, at der ved afgørelsen konkret er taget stilling til omfanget af samværet mellem barnet og den anden forælder. Forældremyndighedsindehaveren, der har anmodet om ændring af udbetalingen og som har barnet hos sig, vil som følge af afgørelsen have barnet hos sig i 14 ud af 14 dage. Det samme gør sig gældende for forlig, som indgås i Familieretshuset eller familieretten, og som ikke fastsætter samvær eller hvor samværet ophæves.

En afgørelse eller et forlig, hvoraf det fremgår, at der ikke fastsættes samvær eller at samværet ophæves, kan derfor også anvendes som dokumentation for, at forældremyndighedsindehaveren har barnet i minimum 9 ud af 14 dage. Dette medfører, at forældremyndighedsindehaveren, der har anmodet om ændring af udbetalingen og som har barnet hos sig, har ret til at modtage den fulde børne- og ungeydelse til barnet.

Det er afgørende, at det af dokumentationen fremgår, at der er taget stilling til omfanget af samvær, herunder eventuelt i form af, at der ikke fastsættes samvær eller at samværet ophæves. Hvis afgørelsen eller forliget ikke indeholder en sådan stillingstagen, kan det ikke anvendes som dokumentation med henblik på en ændret udbetaling af børne- og ungeydelsen.

De konkrete sager

Sag nr. 1

Udbetaling Danmark traf afgørelse om afslag på ændring i udbetaling af børne- og ungeydelsen, således at ydelsen fortsat skulle deles mellem forældrene.

Bopælsforælderen havde anmodet Udbetaling Danmark om udbetaling af hele børne- og ungeydelsen og havde i den forbindelse indsendt kopi af en dom fra familieretten. Det fremgik af dommen, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem børnene og den anden forælder.

Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse, idet Ankestyrelsen vurderede, at dokumentationen, efter sit indhold, opfyldte kravene til dokumentation af, at børnene var mindst 9 ud af 14 dage hos bopælsforælderen. Når der træffes afgørelse om, at der ikke fastsættes samvær, betyder det, at der er taget stilling til omfanget af samværet. Dette sidestilles med afgørelser eller forlig, hvor der fastsættes en samværsordning med en samværsfordeling.

Bopælsforælderen havde, på baggrund af den indsendte dokumentation, ret til at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen.

Sag nr. 2

Udbetaling Danmark traf afgørelse om afslag på ændring i udbetaling af børne- og ungeydelsen, således at ydelsen fortsat skulle deles mellem forældrene.

Bopælsforælderen havde anmodet Udbetaling Danmark om udbetaling af hele børne- og ungeydelsen og havde i den forbindelse indsendt kopi af mødenotat fra familiemægling hos Familieretshuset. Det fremgik af mødenotatet, at forældrene havde aftalt, at der ikke fastsættes samvær.

Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse, idet Ankestyrelsen vurderede, at dokumentationen, efter sit indhold, opfyldte kravene til dokumentation af, at barnet var mindst 9 ud af 14 dage hos bopælsforælderen. Når der indgås forlig om, at der ikke fastsættes samvær, betyder det, at der er taget stilling til samværet. Dette sidestilles med afgørelser eller forlig, hvor der fastsættes en samværsordning med en samværsfordeling.

Bopælsforælderen havde, på baggrund af den indsendte dokumentation, ret til at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen.

Sag nr. 3

Udbetaling Danmark traf afgørelse om afslag på ændring i udbetaling af børne- og ungeydelsen, således at ydelsen fortsat skulle deles mellem forældrene.

Bopælsforælderen havde anmodet Udbetaling Danmark om udbetaling af hele børne- og ungeydelsen og havde i den forbindelse indsendt kopi af retsbog for retsmøde afholdt i familieretten. Det fremgik af retsbogen, at forældrene accepterede dommerens og den børnesagkyndiges tilkendegivelse om, at der ikke var grundlag for at fastsætte samvær.

Ankestyrelsen ændrede Udbetaling Danmarks afgørelse, idet Ankestyrelsen vurderede, at dokumentationen, efter sit indhold, opfyldte kravene til dokumentation af, at barnet var mindst 9 ud af 14 dage hos bopælsforælderen. Ankestyrelsen vurderede, at dokumentationen kunne anerkendes som et forlig om, at der ikke fastsættes samvær, og at dette sidestilles med afgørelser eller forlig, hvor der fastsættes en samværsordning med en samværsfordeling.

Bopælsforælderen havde, på baggrund af den indsendte dokumentation, ret til at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen.

På baggrund af høringssvar fra Skatteministeriet og fortolkningsbidrag fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet, har Ankestyrelsen behandlet tre sager principielt. Det har vi gjort for at fastslå, hvilke krav der kan stilles til den dokumentation, der kan anvendes til at ændre i udbetalingen af børne- og ungeydelsen i henhold til § 4, stk. 2, nr. 2, i børne- og ungeydelsesloven.  

Ankestyrelsen har efter seneste høringssvar gennemgået alle klagesager om ligedeling af børne- og ungeydelse, modtaget efter ligedelingsreglernes indførelse pr. 1. januar 2022. Ankestyrelsen har genoptaget sager af egen drift og kontaktet de berørte borgere.

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse af lov om en børne- og ungeydelse, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 724 af 25. maj 2022

  • § 4, stk. 2, nr. 2, om udbetaling af hele børne- og ungeydelsen til den ene forælder.

Praksis

Ankestyrelsen har ikke andre principmeddelelser på området.

Sag nr. 1, j.nr. 24-114840

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om børne- og ungeydelse. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 21. februar 2024.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du har ret til at modtage hele børneydelsen til X fra den 1. april 2024 og hele ungeydelsen til Y fra den 1. marts 2024.

Det betyder, at vi ændrer Udbetaling Danmarks afgørelse af 21. februar 2024 om børne- og ungeydelse. Udbetaling Danmark skal derfor udbetale dig hele børneydelsen til X fra den 1. april 2024 og hele ungeydelsen til Y fra den 1. marts 2024.

Udbetaling Danmark vil kontakte dig.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du opfylder betingelserne for at modtage hele børneydelsen til X fra den 1. april 2024, fordi du har dokumenteret, at X er mindst 9 ud af 14 dage hos dig.

Vi vurderer også, at du opfylder betingelserne for at modtage hele ungeydelsen til Y fra den 1. marts 2024, fordi du har dokumenteret, at Y er mindst 9 ud af 14 dage hos dig.

Hvad er afgørende for resultatet

Du og den anden forælder har ifølge oplysninger i CPR fælles forældremyndighed over X og Y.

Du har den 18. februar 2024 anmodet Udbetaling Danmark om at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen til X og Y. Du har i den forbindelse indsendt kopi af dom afsagt den 12. februar 2024 af familieretten. Det fremgår af dommen, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem X og Y og den anden forælder.

Du har den 13. april 2024 indsendt yderligere bemærkninger til Ankestyrelsen. Da familieretten har besluttet, at der ikke fastsættes samvær mellem børnene og den anden forælder, mener du, at det kan oversættes til, at børnene er 14 ud af 14 dage hos dig. Du mener derfor, at dommen mere end opfylder kravet til ændring af udbetalingen af børne- og ungeydelsen med hele ydelsen til dig.

Dommen fra familieretten opfylder efter sit indhold kravene til dokumentation af, at X og Y er mindst 9 ud af 14 dage hos dig. Du har derfor ret til at modtage hele børneydelsen til X fra den 1. april 2024 og hele ungeydelsen til Y fra den 1. marts 2024.

Vi har ved denne vurdering lagt vægt på, at når der træffes afgørelse om, at der ikke fastsættes samvær, er der taget stilling til samværet. Dette sidestilles med afgørelser, hvor der fastsættes en egentlig samværsordning.

Udbetaling Danmark træffer afgørelse om udbetaling den 21. februar 2024. Du har derfor ret til hele børneydelsen til X fra den 1. april 2024, som er næstkommende kvartal efter Udbetaling Danmark træffer afgørelse og hele ungeydelsen til Y fra den 1. marts 2024, som er næstkommende måned efter Udbetaling Danmark træffer afgørelse om udbetaling.

Om reglerne

Børne- og ungeydelsen deles lige mellem forældre, der bor sammen og har fælles forældremyndighed over et barn.

Forældre med fælles forældremyndighed, der ikke bor sammen, kan ændre på, hvordan børne- og ungeydelsen bliver udbetalt. De kan aftale, at hele ydelsen udbetales til den ene af forældrene. En forælder kan også anmode Udbetaling Danmark om at træffe afgørelse herom, hvis forælderen kan dokumentere, at barnet bor minimum 9 ud af 14 dage hos denne forælder og barnet ikke efterfølgende bliver bopælsregistreret hos den anden forælder.

Følgende typer af dokumentation for samvær kan anvendes til ændring af udbetaling af børne- og ungeydelsen:

  • et forlig indgået i Familieretshuset, som fremgår af en aftaleblanket, et mødereferat eller et dokument, der særskilt gengiver aftalen, eller
  • en samværsafgørelse om endeligt fastsat samvær truffet af Familieretshuset eller Ankestyrelsen, eller
  • et retsforlig om endeligt fastsat samvær, der er tilført retsbogen, eller
  • en dom om endeligt fastsat samvær truffet af domstolene.

Når Familieretshuset eller familieretten træffer afgørelse eller der indgås forlig om, at der ikke fastsættes samvær eller om at ophæve samvær, er der taget stilling til samværets omfang. En sådan afgørelse eller forlig sidestilles med andre afgørelser og forlig, hvor der fastsættes en egentlig samværsordning. Den forælder, der har barnet og som har anmodet om ændring af udbetalingen, vil som følge af afgørelsen eller forliget have barnet hos sig i 14 ud af 14 dage.

Et forlig eller en afgørelse, hvoraf det fremgår, at der ikke fastsættes samvær eller at samværet ophæves, kan derfor anvendes som dokumentation for, at forælderen har barnet i minimum 9 dage ud af 14 dage. Dette medfører, at den forælder, der har barnet og som har anmodet om ændring af udbetalingen, har ret til at modtage den fulde børne- og ungeydelse til barnet.

Ændring af udbetaling af børneydelse skal ske med virkning fra næstkommende kvartal og for ungeydelse med virkning fra næstkommende måned efter Udbetaling Danmark har truffet afgørelse om udbetaling.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Sag nr. 2, j.nr. 24-114831

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om børne- og ungeydelse. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 2. april 2024.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du har ret til at modtage hele børne- og ungeydelsen til X fra den 1. juli 2024.

Det betyder, at vi ændrer Udbetaling Danmarks afgørelse af 2. april 2024 om børne- og ungeydelse. Udbetaling Danmark skal derfor udbetale dig hele børne- og ungeydelsen til X fra den 1. juli 2024.

Udbetaling Danmark vil kontakte dig.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du opfylder betingelserne for at modtage hele børne- og ungeydelsen til X med virkning fra den 1. juli 2024, fordi du har dokumenteret, at X er mindst 9 ud af 14 dage hos dig.

Hvad er afgørende for resultatet

Du og den anden forælder har ifølge oplysninger i CPR fælles forældremyndighed over X.

Du har den 28. marts 2024 anmodet Udbetaling Danmark om at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen til X. Du har i den forbindelse indsendt kopi af familiemægling/mødenotat fra Familieretshuset dateret den 15. januar 2024. Det fremgår af mødenotatet af 15. januar 2024, at du og den anden forælder har aftalt, at der ikke fastsættes samvær mellem den anden forælder og X.

Mødenotatet fra Familieretshuset opfylder efter sit indhold kravene til dokumentation for, at X er mindst 9 ud af 14 dage hos dig. Det betyder, at du har ret til at modtage hele børne- og ungeydelsen til X fra den 1. juli 2024.

Vi har ved denne vurdering lagt vægt på, at når der indgås forlig om, at der ikke fastsættes samvær, er der taget stilling til samværet. Dette sidestilles med forlig, hvor der fastsættes en egentlig samværsordning.

Udbetaling Danmark træffer afgørelse om udbetaling den 2. april 2024. Du har derfor ret til at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen til X fra den 1. juli 2024, som er næstkommende kvartal efter Udbetaling Danmark træffer afgørelse.

Om reglerne

Børne- og ungeydelsen deles lige mellem forældre, der bor sammen og har fælles forældremyndighed over et barn.

Forældre med fælles forældremyndighed, der ikke bor sammen, kan ændre på, hvordan børne- og ungeydelsen bliver udbetalt. De kan aftale, at hele ydelsen udbetales til den ene af forældrene. En forælder kan også anmode Udbetaling Danmark om at træffe afgørelse herom, hvis forælderen kan dokumentere, at barnet bor minimum 9 ud af 14 dage hos denne forælder og barnet ikke efterfølgende bliver bopælsregistreret hos den anden forælder.

Følgende typer af dokumentation for samvær kan anvendes til ændring af udbetaling af børne- og ungeydelsen:

  • et forlig indgået i Familieretshuset, som fremgår af en aftaleblanket, et mødereferat eller et dokument, der særskilt gengiver aftalen, eller
  • en samværsafgørelse om endeligt fastsat samvær truffet af Familieretshuset eller Ankestyrelsen, eller
  • et retsforlig om endeligt fastsat samvær, der er tilført retsbogen, eller
  • en dom om endeligt fastsat samvær truffet af domstolene.

Når Familieretshuset eller familieretten træffer afgørelse eller der indgås forlig om, at der ikke fastsættes samvær eller om at ophæve samvær, er der taget stilling til samværets omfang. En sådan afgørelse eller forlig sidestilles med andre afgørelser og forlig, hvor der fastsættes en egentlig samværsordning. Den forælder, der har barnet og som har anmodet om ændring af udbetalingen, vil som følge af afgørelsen eller forliget have barnet hos sig i 14 ud af 14 dage.

Et forlig eller en afgørelse, hvoraf det fremgår, at der ikke fastsættes samvær eller at samværet ophæves, kan derfor anvendes som dokumentation for, at forælderen har barnet i minimum 9 dage ud af 14 dage. Dette medfører, at den forælder, der har barnet og som har anmodet om ændring af udbetalingen, har ret til at modtage den fulde børne- og ungeydelse til barnet.

Ændring af udbetaling af børneydelse skal ske med virkning fra næstkommende kvartal og for ungeydelse med virkning fra næstkommende måned efter Udbetaling Danmark har truffet afgørelse om udbetaling.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Sag nr. 3, j.nr. 24-105637

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om børne- og ungeydelse. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 20. marts 2024.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du har ret til at modtage hele børne- og ungeydelsen til X fra den 1. april 2024.

Det betyder, at vi ændrer Udbetaling Danmarks afgørelse af 20. marts 2024 om børne- og ungeydelse. Udbetaling Danmark skal derfor udbetale dig hele børne- og ungeydelsen til X fra den 1. april 2024.

Udbetaling Danmark vil kontakte dig.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du opfylder betingelserne for at modtage hele børne- og ungeydelsen til X med virkning fra den 1. april 2024, fordi du har dokumenteret, at X er mindst 9 ud af 14 dage hos dig.

Hvad er afgørende for resultatet

Du og den anden forælder har ifølge oplysninger i CPR fælles forældremyndighed over X.

Du og den anden forælder er flyttet fra hinanden før den 19. oktober 2021, og den anden forælder har fået udbetalt sidste børne- og ungeydelse i 2021, da hun ved indgangen af oktober kvartal 2021 havde X boende hos sig.

Du har den 21. januar 2023 indsendt flyttemeddelelse til Udbetaling Danmark og er fra den 1. april 2023 bevilget halvdelen af børne- og ungeydelsen til X.

Du har endvidere til Udbetaling Danmark indsendt midlertidig afgørelse om samvær. Udbetaling Danmark traf den 3. november 2023 afgørelse om afslag på ændring af udbetalingen af børne- og ungeydelsen til X på baggrund af den midlertidige afgørelse.

Vi bemærker, at en midlertidig samværsafgørelse efter reglerne i børne- og ungeydelsesloven ikke kan danne grundlag for udbetaling af hele ydelsen.

Du har igen den 16. marts 2024 anmodet Udbetaling Danmark om at få udbetalt hele børne- og ungeydelsen til X. Du har i den forbindelse indsendt kopi af retsbog fra retsmøde afholdt den 13. marts 2024 i familieretten. Det fremgår af retsbogen af 13. marts 2024, at dommeren og den børnesagkyndige psykolog tilkendegav, at der ikke er grundlag for at fastsætte samvær. Til gengæld er der grundlag for underretning til kommunen med henblik på at få den rette hjælp og støtte til både X og jer forældre. Du og den anden forælder accepterede dette.

Ifølge dig tilkendegiver dokumentationen, at du har al kontakten med X og at den anden forælder ikke har fået fastsat samvær med X. Den anden forælder ønsker samvær, men har fået afvist dette, som det ses af den fremsendte dokumentation.

Du har den 29. april 2024 indsendt yderligere bemærkninger til Ankestyrelsen. Du oplyser, at der har været tildelt en times samvær ved Familieretshuset og efterfølgende er denne time fjernet igen af familieretten. I er derfor nu tilbage til, at der ikke er samvær mellem X og den anden forælder. Du mener dermed ikke, at den anden forælder opfylder betingelserne for at modtage halvdelen af børne- og ungeydelsen. Du oplyser videre, at udgangspunktet for samværet ved ansøgningstidspunktet var, at der intet samvær var mellem X og den anden forælder. Der gives herefter afslag på samvær, hvilket giver dig 14 ud af 14 dage. I er tilbage ved samme udgangspunkt som ved ansøgningstidspunktet, som er intet samvær.

Det fremgår af retsbogen af 13. marts 2024, at du og den anden forælder accepterede dommeren og den børnesagkyndiges tilkendegivelse om, at der ikke er grundlag for at fastsætte samvær. Dette anerkendes som et forlig om, at der ikke fastsættes samvær.

Kopi af retsbogen fra retsmødet opfylder efter sit indhold kravene til dokumentation af, at X er mindst 9 ud af 14 dage hos dig. Det betyder, at du har ret til at modtage hele børne- og ungeydelsen til X fra den 1. april 2024.

Vi har ved denne vurdering lagt vægt på, at et forlig om, at der ikke fastsættes samvær betyder, at der er taget stilling til samværet. Dette sidestilles med forlig, hvor der fastsættes en egentlig samværsordning.

Udbetaling Danmark træffer afgørelse om udbetaling den 20. marts 2024. Du har derfor ret til hele børne- og ungeydelsen til X fra den 1. april 2024, som er næstkommende kvartal efter Udbetaling Danmark træffer afgørelse.

Om reglerne

Børne- og ungeydelsen deles lige mellem forældre, der bor sammen og har fælles forældremyndighed over et barn.

Forældre med fælles forældremyndighed, der ikke bor sammen, kan ændre på, hvordan børne- og ungeydelsen bliver udbetalt. De kan aftale, at hele ydelsen udbetales til den ene af forældrene. En forælder kan også anmode Udbetaling Danmark om at træffe afgørelse herom, hvis forælderen kan dokumentere, at barnet bor minimum 9 ud af 14 dage hos denne forælder og barnet ikke efterfølgende bliver bopælsregistreret hos den anden forælder.

Følgende typer af dokumentation for samvær kan anvendes til ændring af udbetaling af børne- og ungeydelsen:

  • et forlig indgået i Familieretshuset, som fremgår af en aftaleblanket, et mødereferat eller et dokument, der særskilt gengiver aftalen, eller
  • en samværsafgørelse om endeligt fastsat samvær truffet af Familieretshuset eller Ankestyrelsen, eller
  • et retsforlig om endeligt fastsat samvær, der er tilført retsbogen, eller
  • en dom om endeligt fastsat samvær truffet af domstolene.

Når Familieretshuset eller familieretten træffer afgørelse eller der indgås forlig om, at der ikke fastsættes samvær eller om at ophæve samvær, er der taget stilling til samværets omfang. En sådan afgørelse eller forlig sidestilles med andre afgørelser og forlig, hvor der fastsættes en egentlig samværsordning. Den forælder, der har barnet og som har anmodet om ændring af udbetalingen, vil som følge af afgørelsen eller forliget have barnet hos sig i 14 ud af 14 dage.

Et forlig eller en afgørelse, hvoraf det fremgår, at der ikke fastsættes samvær eller at samværet ophæves, kan derfor anvendes som dokumentation for, at forælderen har barnet i minimum 9 dage ud af 14 dage. Dette medfører, at den forælder, der har barnet og som har anmodet om ændring af udbetalingen, har ret til at modtage den fulde børne- og ungeydelse til barnet.

Ændring af udbetaling af børneydelse skal ske med virkning fra næstkommende kvartal og for ungeydelse med virkning fra næstkommende måned efter Udbetaling Danmark har truffet afgørelse om udbetaling.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Dato for underskrift

29.04.2025

Offentliggørelsesdato

30.04.2025

Paragraf

4

Journalnummer

24-114840