Ankestyrelsens principmeddelelse 18-26 om inddragelse, holdning og synspunkter, løbende

2026

Denne principmeddelelse handler om tilrettelæggelsen af inddragelsen af barnet eller den unge. Den skal læses i sammenhæng med de øvrige principmeddelelser om inddragelse; principmeddelelse 8-25 om inddragelse gennem direkte kontakt, principmeddelelse 9-25 om inddragelse på anden vis og principmeddelelse nr. 3-26 om inddragelse i sager om økonomiske ydelser. 

Når den sagsbehandlende myndighed skal vurdere, om barnet eller den unge skal inddrages, skal vurderingen foretages med udgangspunkt i principmeddelelse 8-25 og 3-26. Hvis barnet eller den unge skal inddrages, skal inddragelsen enten ske ved direkte kontakt eller på anden vis i overensstemmelse med principmeddelelserne 8-25 og 9-25. 

Denne principmeddelelse skal anvendes ved tilrettelæggelsen af inddragelsen af barnet eller den unge. 

Principmeddelelsen fastslår

Efter barnets lov § 5, stk. 3, skal barnets eller den unges holdning og synspunkter tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold.

Ifølge forarbejderne til barnets lov skal inddragelsen af barnet eller den unge sikre, at barnet eller den unge sættes i centrum og anerkendes som et selvstændigt individ med egne holdninger, ønsker og perspektiver på sit liv og forhold og i kraft heraf have ret til inddragelse og til at få indflydelse på de forhold, der vedrører barnet eller den unge.

Formålet med bestemmelsen er derfor, at der skal ske en reel inddragelse af barnet eller den unges holdning og synspunkter. De oplysninger, myndigheden skal søge at tilvejebringe gennem inddragelsen, skal derfor være egnede til at belyse barnets eller den unges perspektiv og behov for hjælp og støtte efter barnets lov med henblik på, at myndigheden kan foretage en helhedsvurdering af behovet for hjælp og støtte efter loven. 

Tilrettelæggelsen af inddragelsen

Det er den sagsbehandlende myndighed, der skal tilrettelægge, hvordan barnet eller den unge skal inddrages i sagen. Ved tilrettelæggelsen af inddragelsen kan myndigheden blandt andet inddrage hensynene til barnet eller den unges ønsker dertil, sagens omstændigheder og karakter, og barnet eller den unges behov og præmisser. I den forbindelse bør der tages hensyn til barnet eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. 

Den løbende inddragelse

Kravet om, at barnet eller den unge skal inddrages løbende, skal sikre, at barnet eller den unge reelt inddrages under sagens forløb, og at der indgår aktuelle oplysningerne om barnet eller den unges holdning og synspunkter i sagsbehandlingen. Det er myndigheden, som tilrettelægger sagsbehandlingen, der kontinuerligt skal vurdere, om der er behov for at inddrage barnet eller den unge på ny.

De konkrete sager 

I sag nr. 1 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at borgeren ikke er berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til at passe barnet i hjemmet, fordi borgeren ikke har et indtægtstab i forbindelse med pasningen. Ankestyrelsen vurderede, at afgørelsen handlede om barnets forhold, og at kommunen derfor skulle tilvejebringe barnets holdning og synspunkter løbende, inden den traf afgørelse i sagen. Den omstændighed, at kommunen havde været i kontakt med barnet i forbindelse med udarbejdelse af en pædagogisk psykologisk vurdering, som skulle belyse barnets behov og muligheder for støtte efter folkeskoleloven, var ikke reel inddragelse. Det skyldtes, at samtalen med barnet ikke kunne anses for gennemført med det formål at tilvejebringe oplysninger om barnets behov for hjælp og støtte efter reglerne i barnets lov. 

Der forelå en væsentlig sagsbehandlingsfejl, som efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke medførte ugyldighed. Kommunen gennemførte samme dag, som afgørelsen blev truffet, en samtale med barnet i anledning af to underretninger. Samtalen tilvejebragte relevante oplysninger om barnets aktuelle holdning og støttebehov efter barnets lov, som ikke ville have ændret afgørelsens resultat. Det var derfor – i den konkrete sag - uden betydning, at oplysningerne blev indhentet i forbindelse med behandlingen af underretningerne og ikke som led i behandlingen af ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste.

I sag nr. 2 hjemviste Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at borgeren ikke længere var berettiget til aflastning uden for hjemmet som følge af barnets funktionsnedsættelse, da der ikke var sket en reel inddragelse af barnet under sagens forløb. Kommunen havde inddraget barnet direkte, inden der blev truffet afgørelse, men kommunens dokumentation i sagen for barnets holdning og synspunkter var utilstrækkelige, ligesom det ikke fremgik, hvordan barnets holdning og synspunkter var indgået i kommunens vurdering af sagen i øvrigt. Henset til det utilstrækkelige oplysningsgrundlag, hvor der ikke indgik aktuelle oplysninger om barnets holdning og synspunkter i sagsbehandlingen, vurderede Ankestyrelsen, at der ikke var sket en reel og løbende inddragelse af barnet forud for kommunens afgørelse, og dette kunne have væsentlig betydning for resultatet i sagen. 

I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen børne- og ungeudvalgets afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke som følge af utilstrækkelig omsorg for barnet i hjemmet. Ankestyrelsen vurderede, at der var sket reel inddragelse af barnet. Ankestyrelsen lagde navnlig vægt på sagens karakter, og at hensynet til barnets sundhed og udvikling på tidspunktet for færdiggørelsen af den børnefaglige undersøgelse tilsagde, at der blev truffet afgørelse om anbringelse uden unødigt ophold. Ankestyrelsen lagde samtidig vægt på, at barnet i forbindelse med den afholdte børnesamtale på alderssvarende vis havde givet tydeligt udtryk for sine holdninger og synspunkter i forhold til sine omsorgsforhold.

Ankestyrelsen har behandlet tre sager principielt. Det har vi gjort for at fastslå, hvilke hensyn, der kan anvendes til vurderingen af, hvordan inddragelsen af barnet eller den unge skal tilrettelægges. 

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse af barnets lov, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 642 af 1. juli 2026

  • § 5 om inddragelse af barnet eller den unge

Praksis

Gældende: 

Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig: 

  • 8-25: Principmeddelelsen fastslår anvendelsesområdet for barnets lovs § 5, stk. 3, og at der er tale om en garantiforskrift.
  • 9-25: Principmeddelelsen fastslår anvendelsesområdet for undtagelsen til kravet om direkte kontakt i barnets lov § 5, stk. 4. 
  • 3-26: Principmeddelelsen fastslår anvendelsesområdet for kravet om inddragelse i sager om økonomiske ydelser.

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning om generelle bestemmelse i barnets lov nr. 10073 af 19. december 2023 

  • Pkt. 13-20 om inddragelse efter barnets lov § 5

Sag nr. 1, j.nr. 24-57788 

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om afslag på dækning af tabt arbejdsfortjeneste. X Kommune afgjorde sagen den 24. april 2024.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du har ikke ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til pasning af B i hjemmet.

Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres. 

Vi kritiserer, at kommunen ikke har tilvejebragt og inddraget B’s holdning og synspunkter ved samtaler og anden direkte kontakt, inden den traf afgørelse i sagen. Fejlen fører dog ikke til et andet resultat.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Sagen er behandlet på møde.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at din manglende indtægt ikke er en konsekvens af B’s funktionsnedsættelse. 

I din konkrete sag tilsidesætter vi ikke den vurdering, som X Kommune har foretaget. 

Hvad er afgørende for resultatet

Du søger om dækning af løbende tabt arbejdsfortjeneste til pasning af B i hjemmet om eftermiddagen, så hun kan komme tidligere hjem fra skole, samt på enkeltdage til at ledsage B til aftaler, kontroller og undersøgelser, ca. 10-12 dage om året og til fysioterapi uden for skoletiden to gange om ugen. Du oplyser også, at du passer B i hjemmet i flere dage/uger, når hun f.eks. er blevet opereret.  

B går i skole fra klokken 7.30 til klokken 15.30 dagligt. 

Vi lægger vægt på, at du ikke har haft en indtægt, inden du søger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. 

Du oplyser, at du har søgt arbejde med rengøring og arbejde på plejehjem, men at du har fået afslag, fordi du ikke kan arbejde på skæve tidspunkter, herunder om aftenen, om morgenen og i weekenden. Du kan ikke arbejde på skæve tidspunkter, da B’s far arbejder som taxachauffør, hvorfor han også arbejder om aftenen og i weekenden. B’s far har derfor ofte brug for at sove om dagen. 

Du oplyser hertil, at B har to søskende herunder en lillesøster, som også skal passes. 

Der er i den forbindelse ikke mere konkrete oplysninger, som understøtter, at du på grund af pasning af B ikke kan påtage dig et arbejde. 

Vi vurderer på den baggrund, at din manglende indtægt ikke er en konsekvens af B’s funktionsnedsætte. 

Oplysningerne fremgår særligt af referat af møde af 27. september 2023, mail fra dig af 31. maj 2024, din klage samt kommunens afgørelse og genvurdering. 

Vi bemærker, at hvis du på et senere tidspunkt har et indtægtstab på grund af B’s funktionsnedsættelse, har du mulighed for at søge om dækning af tabt arbejdsfortjeneste på ny. Det kan eksempelvis ske ved, at du kommer i beskæftigelse.

Om reglerne 

Tabt arbejdsfortjeneste er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. For at få dækket tabt arbejdsfortjeneste skal pasningen af barnet i hjemmet samtidig medføre et indtægtstab.

Det er således en forudsætning, at ansøgeren helt eller delvist har måttet ophøre med sin beskæftigelse for at passe barnet eller den unge.

Indtægtstabet kan være både som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende. Der vil dog også kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selvom borgeren på ansøgningstidspunktet endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, og dermed ikke har et indtægtstab. Dette vil forudsætte, at den manglende indtægt skyldes barnets funktionsnedsættelse. 

Dette forudsætter, at ansøger kan godtgøre, at ansøgerens nedgang i ugentlig arbejdstid eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet forud for modtagelse af kompensation af tabt arbejdsfortjeneste udelukkende skyldtes barnets funktionsnedsættelse og ikke andre forhold. Vi henviser til principmeddelelse C-52-06.

Vi henviser også til principmeddelelse 91-11, hvorefter en kvinde ikke var berettiget til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, idet hun ikke led et indtægtstab i forbindelse med pasning af datteren i hjemmet, men derimod et indtægtstab i forbindelse med indrejsen og opholdet i Danmark. Kvinden havde ikke haft en indtægt, inden hun søgte om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, og det var ikke godtgjort, at hun havde indgået en aftale om ansættelse. Endvidere havde ægtefællen ifølge udlændingelovgivningen pligt til at forsørge kvinden.

Bemærkninger til kommunens sagsbehandling 

Inddragelse

Vi har vurderet, at der skal ske inddragelse af B’s holdning og synspunkter i sagen, selvom sagen handler om økonomisk støtte til dig. I vurderingen har vi inddraget, hvilken type af ydelse, der søges om økonomisk støtte til, herunder til hvilket formål ydelsen skal bevilges. Vi har også inddraget, om afgørelsen har væsentlig påvirkning på barnets eller den unges trivsel. 

Vi lægger i den konkrete sag derfor vægt på typen af ydelsen, idet der er tale om økonomisk støtte til løbende at passe B i hjemmet og på omfanget af den ansøgte ad hoc bevilling. Afgørelsen får derfor betydning for, om B skal passes af dig. 

På den baggrund er det vores vurdering af de konkrete oplysninger i sagen, at der er tale om en afgørelse, som har direkte indvirkning på B’s forhold. Vi vurderer derfor, at B’s holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt med B, inden der træffes afgørelse i sagen. 

Det er kommunen, der skal tilrettelægge, hvordan barnet eller den unge skal inddrages i sagen. Kommunen skal sørge for, at der er tale om reel inddragelse af barnet eller den unges holdninger og synspunkter. De oplysninger, kommunen skal søge at tilvejebringe gennem inddragelsen, skal dog være egnede til at belyse barnets eller den unges perspektiv og behov for hjælp og støtte efter barnets lov med henblik på, at kommunen kan foretage en helhedsvurdering af behovet for hjælp og støtte efter loven.

Kravet om, at barnet eller den unge skal inddrages løbende, skal sikre, at barnet eller den unge reelt inddrages under sagens forløb, og at der indgår aktuelle oplysningerne om barnet eller den unges holdning og synspunkter i sagsbehandlingen. Det er kommunen, som skal tilrettelægge sagsbehandlingen, der kontinuerligt skal vurdere, om der er behov for at inddrage barnet eller den unge på ny.

Kommunen har oplyst, at B ikke er inddraget, inden kommunen traf afgørelse i sagen. Imidlertid peger kommunen i genvurderingen på, at der i andet regi er sket inddragelse, forud for kommunens afgørelse.

Det er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt, at der i andet regi er gennemført en samtale med barnet.  

Det skyldes, at der er tale om en samtale med B, som er gennemført af en psykolog fra PPR med det formål at udarbejde en pædagogisk psykologisk vurdering af B’s behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter reglerne i folkeskoleloven.

Vi vurderer på den baggrund, at samtalen ikke i den konkrete sag kan anses for gennemført med det formål at tilvejebringe oplysninger om B’s behov for hjælp og støtte efter reglerne i barnets lov, hvorfor der ved denne samtale reelt ikke er sket en tilstrækkelig inddragelse af B.

Vi har dog foretaget en konkret vurdering af fejlens betydning i sagen, og vi finder herefter, at B’s holdning og synspunkter efter omstændighederne er tilvejebragt i forbindelse med sagen, og at der derfor samlet set i sagens forløb er sket en reel inddragelse af B. 

Vi lægger herefter vægt på, at en kommunal rådgiver den 24. april 2024 – efter at kommunen har truffet afgørelse om din ret til tabt arbejdsfortjeneste – afholder samtale med B i forbindelse med, at kommunen har modtaget to underretninger om B. Samtalen har til formål at belyse B’s støttebehov efter reglerne i barnets lov. 

Selvom samtalen som udgangspunkt først er sket efter afgørelsen om tabt arbejdsfortjeneste, lægger vi vægt på, at kommunen inddrager oplysninger fra samtalen i forbindelse med genvurderingen af afgørelsen den 12. juni 2024. 

Vi finder herefter, at B’s aktuelle holdning og synspunkter er tilvejebragt i forbindelse med sagen. Dette sammenholdt med afgørelsens resultat og den tidsmæssige udstrækning af sagsforløbet, hvor kommunen undervejs har været i gang med at planlægge en samtale med B, fører fejlen ikke til et andet resultat.

Den omstændighed, at kontakten til B er foregået i forbindelse med sagsbehandlingen af et andet spørgsmål om hjælp er derfor i den konkrete sag ikke afgørende. I den forbindelse lægger vi vægt på, at der ved samtalen er tilvejebragt aktuelle oplysninger om blandt andet B’s sociale forhold, som er egnede til at bidrage til at belyse B’s behov for hjælp og støtte efter barnets lov.

Vi kritiserer, at kommunen ikke har tilvejebragt og inddraget B’s holdning og synspunkter løbende under behandlingen af sagen.

Vi går ud fra, at kommunen fremover inddrager B løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden den træffer beslutninger eller afgørelser om B’s forhold.

Vi bemærker, at kommunen ved tilrettelæggelsen af inddragelsen skal være opmærksom på at inddrage hensynene til, om der foreligger oplysninger om barnet eller den unges ønsker til den måde, inddragelsen skal ske, sagens omstændigheder og karakter, herunder om den afgørelse, der skal træffes, har indgribende betydning for barnet eller den unge, og om inddragelsen i øvrigt er sket under hensyntagen til barnet eller den unges behov og præmisser. I den forbindelse bør der lægges vægt på oplysningerne om barnet eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse.

Om reglerne 

Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Begrebet om barnets eller den unges forhold skal forstås ud fra, om indholdet af beslutningen eller afgørelsen handler om barnets eller den unges forhold. Et væsentligt moment i denne vurdering er, om beslutningen eller afgørelsen har direkte indvirkning på barnet eller den unge. 

Inddragelsen kan ske på andre måder end ved afholdelse af børnesamtaler med barnet eller den unge. Samtaler og direkte inddragelse vil kunne ske løbende og kan tilpasses barnets eller den unges ønsker og de konkrete behov og omstændigheder i sagen og på baggrund af myndighedernes vurdering. Vi henviser til principmeddelelse 8-25 om inddragelse efter barnets lov § 5, stk. 3. 

Det følger af principmeddelelse 3-26, at en beslutning eller afgørelse om forældres økonomiske forhold undtagelsesvist kan have en direkte indvirkning på barnet eller den unge, hvorfor barnet eller den unge alligevel skal inddrages, før der træffes afgørelse. Vurderingen beror altid på en konkret og individuel vurdering af oplysningerne i sagen, og det er ikke muligt udtømmende at slå fast, hvornår eller i hvilke sager det er tilfældet. Følgende momenter kan blandt andet indgå i vurderingen: 

  • Typen af ydelse, der søges økonomisk hjælp til
  • Oplysninger om væsentlig påvirkning af barnets eller den unges trivsel

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. 

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk 

Sag nr. 2, j.nr. 24-62824

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ophør af aflastning uden for hjemmet. X Kommune afgjorde sagen den 15. maj 2024.

Resultatet er:

  • Kommunen skal behandle din sag igen.

Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling.

Kommunen skal behandle din sag igen og afgøre sagen på ny. Du skal være opmærksom på, at en ny behandling godt kan føre til det samme resultat i din sag.

Kommunen skal, inden den igen afgør sagen, tilvejebringe og inddrage Bs holdning og synspunkter.  

Kommunen skal nu genoptage din hjælp.

Kommunen kontakter dig.

Vi kritiserer, at kommunen ikke overholder kravet om notatpligt. Det fører dog ikke til et andet resultat i din sag. 

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Afgørelsen er truffet på møde.

Begrundelse for afgørelsen 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke på det foreliggende grundlag og med den givne begrundelse kunne træffe afgørelse om ophør af aflastning uden for hjemmet.

Vi vurderer også, at sagen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at vi kan afgøre, om du fortsat har behov for aflastning uden for hjemmet. Det skyldes, at B’s holdning og synspunkter ikke er inddraget tilstrækkeligt, inden kommunen traf afgørelse. 

Vi finder, at manglen er så alvorlig, at afgørelsen ikke kan opretholdes, som den er. Vi hjemviser således kommunens afgørelse til fornyet behandling.

Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen traf den 15. maj 2024 afgørelse om ophør af aflastning uden for hjemmet, da du – efter kommunens vurdering - ikke længere har et behov for aflastning, da B alene opholder sig ved dig en weekend om måneden. 

Kommunen afholdte den 7. november 2023 en samtale med B. Vi lægger dermed til grund, at kommunen har vurderet, at B’s holdninger og synspunkter skal inddrages direkte, jf. barnets lov § 5, stk. 3. Henset til B’s alder og sagens oplysninger om B’s funktionsevne, har vi ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at B skal inddrages ved direkte, løbende kontakt.

B’s svar på de spørgsmål, kommunen stiller ham under samtalen i november 2023, er ikke gengivet konkret i notatet fra samtalen. Af notatet fremgår: ”Ut stiller spørgsmål til X, skole og hjem, hvortil B kommer med korte svar. Flere gange under samtalen hjælper F B med at svare”. Det er således ikke muligt at se i sagen, hvad B’s holdning eller synspunkter om hans daglige liv har været. Kommunen ses i øvrigt ikke at have inddraget B’s holdning og synspunkter i sagen, inden den traf afgørelse om ophør af aflastningen. 

Det er kommunen, der skal tilrettelægge, hvordan barnet eller den unge skal inddrages i sagen. Kommunen skal sørge for, at der er tale om reel inddragelse af barnet eller den unges holdninger og synspunkter. De oplysninger, kommunen skal søge at tilvejebringe gennem inddragelsen, skal dog være egnede til at belyse barnets eller den unges perspektiv og behov for hjælp og støtte efter barnets lov med henblik på, at kommunen kan foretage en helhedsvurdering af behovet for hjælp og støtte efter loven.

Kravet om, at barnet eller den unge skal inddrages løbende, skal sikre, at barnet eller den unge reelt inddrages under sagens forløb, og at der indgår aktuelle oplysningerne om barnet eller den unges holdning og synspunkter i sagsbehandlingen. Det er kommunen, som skal tilrettelægge sagsbehandlingen, der kontinuerligt skal vurdere, om der er behov for at inddrage barnet eller den unge på ny.

Henset til de manglende aktuelle oplysninger i sagen om B’s holdning og synspunkter, vurderer vi, at inddragelsen af B – inden kommunen traf afgørelse den 15. maj 2024 – har været utilstrækkelig og ikke i overensstemmelse med inddragelseskravet i barnets lov § 5, stk. 3. 

Kravet om inddragelse i barnets lov har karakter af en garantiforskrift. Manglende overholdelse af kravet om inddragelse indebærer i almindelighed, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre manglen i det konkrete tilfælde har været uden betydning.

Vi vurderer, at den mangelfulde inddragelse ikke kan udelukkes at have haft indflydelse på resultatet af kommunens afgørelse. Vi hjemviser derfor kommunens afgørelse.

Oplysningerne fremgår særligt af notat af 7. november 2024, kommunens afgørelse, klage og genvurdering. 

Hvad skal kommunen gøre

Kommunen skal behandle sagen på ny i forhold til, om du som følge af B’s funktionsnedsættelse fortsat er berettiget til aflastning uden for hjemmet. 

Kommunen skal i den forbindelse tilvejebringe og inddrage B’s holdning og synspunkter løbende. 

Kommunen skal herefter tage stilling til, om betingelserne for bevilling af aflastning uden for hjemmet fortsat er opfyldt. 

Vi bemærker, at kommunen ved tilrettelæggelsen af inddragelsen skal være opmærksom på at inddrage hensynene til, om der foreligger oplysninger om barnet eller den unges ønsker til den måde, inddragelsen skal ske, sagens omstændigheder og karakter, herunder om den afgørelse, der skal træffes, har indgribende betydning for barnet eller den unge, og om inddragelsen i øvrigt er sket under hensyntagen til barnet eller den unges behov og præmisser. I den forbindelse bør der lægges vægt på oplysningerne om barnet eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. 

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse. Hvis kommunen ikke imødekommer din ansøgning helt, skal kommunen beskrive i afgørelsen, hvad der er indgået af hovedhensyn og faktiske oplysninger i vurderingen.

Vi bemærker, at du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse fra kommunen.

For spørgsmål vedrørende kommunens sagsbehandlingstid skal du rette henvendelse til kommunen. Vi gør i den forbindelse opmærksom på, at kommunen er forpligtet til at offentliggøre deres sagsbehandlingstid efter barnets lov på deres hjemmeside. Dette gælder også i forhold til kommunens sagsbehandlingstid for hjemviste sager fra Ankestyrelsen.

Vi har ikke med denne afgørelse taget stilling til, om det var berettiget at bringe din hjælp til ophør. Vi har dog nedenfor beskrevet reglerne for afløsning og aflastning.

Om reglerne

Der kan bevilges afløsning og aflastning til forældre, der passer et barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Aflastning gives til pasning af barnet uden for hjemmet og afløsning gives til pasning af barnet i hjemmet.

Afløsning og aflastning for børn skal tilbydes efter børnehandicapbestemmelsen derom, når behovet for afløsning eller aflastning er opstået alene på grund af barnets funktionsnedsættelse, og når det sker af hensyn til den øvrige familie.

Er der tale om et behov for aflastning på grund af barnets særlige behov for støtte, skal aflastningen finde sted efter bestemmelserne om aflastning som en støttende indsats og efter forudgående udarbejdelse af en afdækning eller børnefaglig undersøgelse.

Bestemmelsen om nødvendige merudgifter, er subsidiær i forhold til andre regler om afløsning og aflastning. Det vil sige, at der alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til aflastning i eget hjem, hvis en af de øvrige afløsnings- eller aflastningsordninger ikke i tilstrækkeligt omfang kan løse behovet. Vi henviser til Ankestyrelsens principmeddelelse 85-13.

Inden for barnets lov gælder et kompensationsprincip. Det betyder, at forældre der passer et barn med nedsat funktionsevne alene kan kompenseres for de behov, der er en direkte følge af barnets nedsatte funktionsevne. Der kan ikke kompenseres for de behov, som forældre til børn på samme alder, men uden funktionsnedsættelse, også har.

Ved vurderingen af behovet for hjælp i sager om afløsning og aflastning, foretages der derfor en sammenligning af behovene i en familie med børn uden en funktionsnedsættelse på samme alder.  

Kommunen kan ved udmålingen af afløsning og aflastning blandt andet inddrage følgende:

  • Barnets alder: med afsæt i kompensationsprincippet foretages en objektiv skønsmæssig vurdering/sammenligning af, hvad børn på samme alder uden en funktionsnedsættelse blandt andet har af færdigheder herunder selvhjulpenhed, hvilke pasningsbehov de har, kan de være alene hjemme, og i givet fald hvor længe, kan de helt eller delvist være uden opsyn eller lege alene i større eller mindre omfang. Dette for at vurdere om barnet med funktionsnedsættelse og dermed forælderen har et behov, der ligger ud over, hvad der må forventes, at andre familier med børn og unge uden funktionsnedsættelse har.
  • Funktionsnedsættelsen, herunder hvilken betydning og følger den har i det daglige for barnet og forælderen.
  • Familiesammensætningen, herunder om der er en eller to forældre i hjemmet, samvær med en anden forælder, eller øvrige børn/søskende i hjemmet.
  • Er barnet ude af hjemmet i nogle faste tidsrum, så forældrene dermed har mulighed for pusterum, tid til søskende mv.
  • Er familien bevilget anden hjælp, der helt eller delvist kan tilgodese behovet.

Ovenstående beskrivelse af hensyn og kriterier er ikke udtømmende. Vi henviser til Ankestyrelsens principmeddelelse 8-24.

Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Begrebet om barnets eller den unges forhold skal forstås ud fra, om indholdet af beslutningen eller afgørelsen handler om barnets eller den unges forhold. Et væsentligt moment i denne vurdering er, om beslutningen eller afgørelsen har direkte indvirkning på barnet eller den unge. 

Inddragelsen kan ske på andre måder end ved afholdelse af børnesamtaler med barnet eller den unge. Samtaler og direkte inddragelse vil kunne ske løbende og kan tilpasses barnets eller den unges ønsker og de konkrete behov og omstændigheder i sagen og på baggrund af myndighedernes vurdering. Vi henviser til principmeddelelse 8-25 om inddragelse efter barnets lov § 5, stk. 3. 

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen. 

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk

Sag nr. 3, j.nr. 26-46643

F1 har klaget over børne- og ungeudvalget i X Kommunes afgørelse om B1, født den xx.xx.xxxx og B2, født den xx.xx.xxxx. Børne- og ungeudvalget afgjorde sagen den 8. april 2026.

Ankestyrelsen har nu afgjort sagen i møde den 2. juni 2026.

Resultatet er:

  • B2 og B1 skal være anbragt uden for hjemmet.

[…]

Det betyder, at vi stadfæster børne- og ungeudvalgets afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.

Begrundelsen for afgørelsen om anbringelse

Sådan vurderer Ankestyrelsen sagen

Vi vurderer, at der er en åbenbar risiko for, at B2 og B1s sundhed eller udvik­ling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for B2 og B1 ved fortsat ophold i hjemmet.

Vi vurderer, at F1 og F2 på grund af begrænsede personlige res­sourcer og deres ustabile måde at leve på ikke kan give B2 og B1 den ro, tryghed, forud­sigelig­hed og støtte, som de har brug for.

Vi vurderer, at der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under B2 og B1s ophold i hjemmet selv med støttende indsatser. Vi vurderer derfor, at mindre indgribende indsatser ikke er tilstrækkelige til at løse problemerne.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at F1 beskrives med nedsat mentaliseringsevne og med manglende evne til at forstå og imødekomme B2 og B1s følelsesmæssige behov for kontakt og omsorg. F1 beskrives videre med manglende evne til at reflektere og udsætte egne behov. 

Vi lægger også vægt på beskrivelserne af, at F1 omtaler B2 med negative og nedgørende ord, herunder at B2 er grænseoverskridende med vilje, har uheld i bukserne med vilje, samt at hun kan se en djævel i B2s øjne, og at B2 har onde hensigter. F1 giver videre udtryk for, at hun ikke er enig med familiebehandleren i, at hun irettesætter B2, således at B2 ofte føler sig afvist og forkert. F1 udviser derved manglende indsigt i, hvordan hendes adfærd påvirker B2. 

Vi lægger videre vægt på, at F1 er testet positiv for indtagelse af kokain under hendes nuværende graviditet.

Vi lægger også vægt på beskrivelserne af, at F2 har en uhensigtsmæssig adfærd overfor B2, hvor han råber og taler nedværdigende til hende. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at B2 giver udtryk for, at hun ikke ønsker at bo hos F2, da han råber af hende. 

Om B2 lægger vi vægt på, at hun forud for anbringelsen fremstår utrygt tilknyttet, og at hun udviser tegn på mistrivsel relateret til manglende følelsesmæssig regulering og forudsigelig støtte. B2 beskrives som ukritisk i sin kontakt til både fremmede voksne og børn. Børnehaven beskriver, at B2 har behov for voksenguidning i opgaver og aktiviteter, hvor forventningen er alderssvarende selvstændighed. Det beskrives videre, at B2 kan have udfordringer med følelsesregulering, og at hun ikke opsøger voksne, når hun bliver ked af det. 

Om B1 lægger vi vægt på, at han forud for anbringelsen beskrives som utryg tilknyttet og tilbagetrukket i kontakten, samt at han virker ængstelig, mimikfattig og med udfordringer i følelsesregulering. B1 beskrives også med en følelsesmæssig distance, som gælder både i kontakten til børn og voksne. Vuggestuen beskriver videre, at det alene er muligt at have kortvarig øjenkontakt med B1, og at hans kontaktform ikke er alderssvarende. Vuggestuen oplever også, at B1s tøj, hår og hud ofte lugter af gammel og syrlig røg. 

Vi lægger videre vægt på plejefamiliens beskrivelser af, at B1 profiterer af fuld tilgængelig kontakt, både fysisk og i form af små afstemninger i blikkontakt og lyd. Det beskrives, at B1 er tilpas, når han mødes med tydelige rammer og genkendelighed. 

Vi lægger desuden vægt på, at der har været iværksat støttende indsatser, der ikke har bedret de hjemlige forhold for B2 og B1. Familiebehandlerne beskriver, at F1 ikke forstår formålet med familiebehandling, og at indsatsen ikke har haft en effekt i familien. Det fremgår videre, at F1 ikke kan omsætte vejledning og støtte til praksis, og at indsatsen ikke vurderes at være tilstrækkelig.  

Vi lægger endelig vægt på, at forskellige fagpersoner, herunder sygehus, familiebehandlere, børnehave, vuggestue og sundhedsplejerske gentagne gange har udtrykt bekymring for B2 og B1s trivsel, tilknytning og udvikling. 

Vi bemærker, at F2 samtykker til anbringelse af B2 og B1. 

Vi bemærker, at vi i modsætning til børne- og ungeudvalget ikke vurderer, at B2 og B1 har andre adfærds- og tilpasningsproblemer. 

Vi gør opmærksom på, at det følger af § 5, stk. 3, i barnets lov, at barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Kravet om, at barnet eller den unge skal inddrages løbende, skal sikre at barnet eller den unge skal inddrages under hele sagens forløb.

Det er kommunen, der skal tilrettelægge, hvordan barnet eller den unge skal inddrages i sagen. Kommunen skal sørge for, at der er tale om reel inddragelse af barnet eller den unges holdninger og synspunkter.

Ved tilrettelæggelsen bør kommunen blandt andet inddrage hensynene til, om der foreligger oplysninger om barnet eller den unges ønsker til den måde, inddragelsen skal ske, sagens omstændigheder, herunder om den afgørelse, der skal træffes, har indgribende betydning for barnet eller den unge, og om inddragelsen i øvrigt er sket under hensyntagen til barnet eller den unges behov og præmisser. I den forbindelse bør der lægges vægt på oplysningerne om barnet eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. 

Inddragelsen skal efter bestemmelsens ordlyd ske løbende. Det er kommunen, som kontinuerligt under sagsforløbet skal vurdere, hvad der i den konkrete sag udgør løbende inddragelse. Formålet med inddragelse af barnet er at sikre barnets perspektiv under hele sagens forløb. Der vil ved tilrettelæggelsen af kontakten til barnet eller den unge kunne inddrages hensynet til den tidsmæssige udstrækning af sagsforløbet og sagens omstændigheder i øvrigt.

Kommunen afholder forud for børne- og ungeudvalgets afgørelse den 8. april 2026 alene én samtale med B2, den 27. februar 2026. Henset til sagens omstændigheder, vurderer vi dog, at B2 er inddraget tilstrækkeligt forud for børne- og ungeudvalgets afgørelse den 8. april 2026. Vi henviser i den forbindelse til, at kravet om løbende inddragelse blandt andet skal vurderes i forhold til sagens karakter og tidsmæssige udstrækning i øvrigt. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at hensynet til B2s sundhed og udvikling på tidspunktet for færdiggørelsen af den børnefaglige undersøgelse tilsiger, at der træffes afgørelse om anbringelse uden unødigt ophold. Vi lægger samtidig også vægt på, at B2 i forbindelse med den afholdte børnesamtale den 27. februar 2026 på alderssvarende vis har givet tydeligt udtryk for sine holdninger og synspunkter i forhold til sine omsorgsforhold. 

Vi bemærker i forhold til B1, at kommunen ikke ses at have inddraget B1 ved samtale eller anden direkte kontakt i forbindelse med sagens behandling. Det følger af barnets lov § 5, stk. 4, at der kan ske fravigelse af kravet om inddragelse gennem samtale eller anden direkte kontakt, hvis barnets alder eller andre forhold hos barnet i afgørende grad taler imod det. På baggrund af oplysningerne om B1s unge alder vurderer vi, at der i sagen foreligger sådanne konkrete andre forhold hos B1, der i afgørende grad taler imod, at der skulle ske inddragelse gennem samtale eller anden direkte kontakt, som det følger af barnets lov § 5, stk. 3. Vi er derfor enige i, at B1 ikke skulle have været inddraget gennem direkte kontakt. Vi bemærker, at kommunen i stedet ses har inddraget B1 løbende på anden vis som foreskrevet i § 5, stk. 4, i barnets lov. Vi henviser i den forbindelse til kommunens journalnotat af 13. januar 2026 om inddragelse og notater af 26. marts 2026 om hjemmebesøg. 

Vi er opmærksomme på, at F1 på mødet i Ankestyrelsen fortæller, at hun ønsker at tage ophold på et mor-barn hjem med B2 og B1, samt at hun ikke har fået tilstrækkelig hjælp til at håndtere B2 forud for anbringelsen. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi vi på det foreliggende grundlag vurderer, at F1 ikke er i stand til at varetage omsorgen for B2 og B1 samt sikre B2 og B1s sundhed og udvikling inden for den fastsatte genbehandlingsfrist. Vi lægger i den forbindelse også vægt på, at der tidligere har været iværksat familiebehandling i hjemmet, og at dette ikke har bedret forholdene for B2 og B1. 

Oplysningerne om F1 fremgår særligt af underretning fra maj 2018, anonym underretning fra den 21. maj 2021, underretning fra X sygehus fra den 25. marts 2021, anonym underretning fra den 5. maj 2022, status fra Familiehuset i X fra juni 2022, status fra Familiehuset i X fra januar 2023, mellemkommunal underretning til X Kommune fra den 14. april 2023, underretning fra børnehave fra den 11. maj 2023, underretning fra sundhedsplejersken fra den 26. juni 2025, anonym underretning fra den 29. november 2025 og den 29. december 2025, journalnotat om lydoptagelse fra den 21. januar 2026, notat om anmeldelse til X Politi fra den 21. januar 2026, underretning fra X fra den 12. marts 2026, status fra familiebehandler fra den 17. marts 2026, status fra sundhedspleje vedrørende B1 fra den 17. marts 2026, journalnotat om hjemmebesøg fra den 26. marts 2026, samt underretning fra X Politi fra den 29. april 2026.

Oplysningerne om F2 fremgår særligt af underretning fra X sygehus fra den 25. marts 2021, status fra Familiehuset i X fra juni 2022, socialrapport fra X Politi fra den 26. august 2023, underretning fra sundhedsplejen, underretning fra nabo fra den 22. juni 2025, underretning fra sundhedsplejersken fra den 26. juni 2025, anonym underretning fra den 22. januar 2026, børnesamtale med B2 fra den 27. februar 2026, underretning fra F1 fra den 13. februar 2026, samt partshøring fra den 30. marts 2026.

Oplysningerne om B2 fremgår særligt af status fra Familiehuset i X fra juni 2022, mellemkommunal underretning til X Kommune fra den 14. april 2023, underretning fra børnehave fra den 11. maj 2023, børnesamtale fra den 27. februar 2026, udtalelse fra børnehave fra marts 2026, samt status fra familiebehandler fra den 17. marts 2026, samværsrapport vedrørende B2 og F1 fra den 21. april 2026

Oplysningerne om B1 fremgår særligt af udtalelse fra vuggestue vedrørende B1 fra den 13. marts 2026, status fra familiebehandler fra den 17. marts 2026, status fra sundhedspleje vedrørende B1 fra den 17. marts 2026, samt status fra plejefamilien fra den 20. maj 2026.

Om reglerne

Vi har brugt reglen i barnets lov om, at børne- og ungeudvalget uden samtykke kan beslutte, at et barn eller en ung skal være anbragt uden for hjemmet. Det er en betingelse, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges udvikling på grund af forhold i hjemmet eller hos barnet eller den unge selv. Det er desuden en betingelse, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge bor hjemme. Afgørelsen skal angive formålet med anbringelsen og den forventede varighed.

[…]

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.

Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk. 

En børnesagkyndig konsulent har deltaget i sagens behandling med råd og vejledning.

[…]

Dato for underskrift

25.09.2026

Offentliggørelsesdato

26.09.2026

Paragraf

§ 5

Journalnummer

J.nr. 24-62824