Ankestyrelsens principmeddelelse 21-26 om beregning af barselsdagpenge for selvstændigt erhvervsdrivende

2026

Principmeddelelsen fastslår

Barselsdagpenge til selvstændigt erhvervsdrivende beregnes som udgangspunkt på baggrund af virksomhedens arbejdsfortjeneste. Der gælder andre beregningsregler, hvis en selvstændig virksomhed er nystartet. En virksomhed, der har været drevet som bibeskæftigelse ved siden af lønarbejde, anses ikke for nystartet, hvis der er indgivet en selvangivelse for et helt regnskabsår. Barselsdagpenge skal i den situation beregnes efter de almindelige regler.

Beregning af barselsdagpenge for selvstændigt erhvervsdrivende 

Personer, der har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, har ret til barselsdagpenge på grundlag af arbejdsfortjenesten ved virksomheden. 

Som dokumentation for arbejdsfortjenesten anvendes skattemyndighedernes årsopgørelse for det seneste regnskabsår på grundlag af indgivet selvangivelse. 

Hvis arbejdsfortjenesten ved den selvstændige virksomhed er negativ, er dersom udgangspunkt ikke ret til udbetaling af barselsdagpenge. 

En selvstændigt erhvervsdrivende, som har tegnet en frivillig sikring, har, uanset om virksomheden giver overskud eller ej og uanset størrelsen på et eventuelt overskud, som minimum ret til 2/3 af dagpengesatsen. Dette gælder, uanset om man er at betragte som nystartet selvstændig eller ej. Det er dog en betingelse, at den frivillige sikring er trådt i kraft. 

Særlige beregningsregler for nystartede selvstændig erhvervsdrivende 

Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende endnu ikke har indgivet selvangivelse som selvstændig for et helt regnskabsår, anses virksomheden for nystartet. I den situation beregnes barselsdagpengene på baggrund af:

  1. den seneste årsopgørelse som lønmodtager eller
  2. et revisorattesteret regnskab for virksomheden for et helt år opgjort efter samme principper som årsopgørelsen.

Regnskabet skal senest være Udbetaling Danmark i hænde 6 uger efter anmodningen om barselsdagpenge. 

Hvornår er en virksomhed ikke nystartet?

I de tilfælde, hvor en selvstændig virksomhed har været drevet som bibeskæftigelse ved siden af lønarbejde, og der er indgivet en selvangivelse for et helt regnskabsår, betragtes den selvstændige virksomhed ikke som nystartet. Beregningen af barselsdagpenge skal derefter ske efter de almindelige regler.

Det har ikke betydning, hvor meget personen har arbejdet som lønmodtager. Det afgørende er, at der er indgivet selvangivelse for den selvstændige virksomhed for et helt regnskabsår, og at der har været aktivitet i virksomheden. 

Den konkrete sag

Borgeren fik beregnet sine barselsdagpenge til 577,52 kr. pr. uge under fædreorlov afholdt i perioden fra den 19. november 2025 til den 2. december 2025. Borgeren havde haft selvstændig virksomhed siden den 1. juni 2020. Frem til 1. marts 2025 havde han haft arbejde som lønmodtager og havde alene haft selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. 

Borgeren var ikke omfattet af reglerne for nystartede selvstændige, da der var aflagt regnskab for i hvert fald 2023 og 2024. Borgerens barselsdagpenge blev som følge heraf beregnet ud fra årsopgørelsen og overskuddet fra virksomheden på 30.031 kr. Arbejdsfortjenesten fremgik af årsopgørelsen for 2024. Hans indtægt som lønmodtager kunne ikke medtages i beregningen, da han ikke længere arbejdede som lønmodtager. Der var i øvrigt ikke tegnet frivillig sikring som selvstændigt erhvervsdrivende. 

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det skyldes, at principmeddelelse D-11-97 blev til på baggrund af den dagældende lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, der både regulerede dagpenge ved barsel og sygedagpenge. Lovgivningen på området er senere blevet ændret, således at dagpenge ved barsel nu er reguleret i barselsloven, mens retten til sygedagpenge er reguleret af sygedagpengeloven. Vi har som følge heraf fundet anledning til at genskrive principmeddelelsen. 

Principmeddelelse D-11-97 omhandler efter sin ordlyd alene beregning af barselsdagpenge for selvstændig erhvervsdrivende, som har haft selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse ved siden af lønarbejde. Efter administrativ praksis er principperne i principmeddelelse D-11-97 også anvendt til beregning af sygedagpenge. Principmeddelelsen er således i overensstemmelse med principmeddelelse D-11-97 og administrativ praksis om beregning af sygedagpenge for selvstændigt erhvervsdrivende, som har haft selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse ved siden af lønarbejde.

Love og bekendtgørelser

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 206 af 22. januar 2026 

  • § 32, stk. 2, om bemyndigelse til at fastsætte regler for beregning af sygedagpenge på grundlag af arbejdsfortjenesten ved selvstændig virksomhed
  • § 37, stk. 2, om mulighed for at sikre sig 2/3 af maks. dagpenge som selvstændig ved at tegne en frivillig sikring.

Bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v. nr. 768 af 20. juni 2025

  • § 6, stk. 1, om sygedagpengene beregnes på grundlag af arbejdsfortjenesten
  • § 6, stk. 2, om dokumentation for arbejdsfortjenesten
  • § 6, stk. 3, om beregning af sygedagpenge, hvis virksomheden har været drevet i en kortere periode
  • § 7, stk. 1, om hvilke oplysninger fra årsopgørelsen indgår i beregningsgrundlaget som selvstændig erhvervsdrivende. 

Praksis

Principmeddelelse D-11-97 kasseres, da praksis er genskrevet i denne principmeddelelse. 

Gældende: 

Følgende principmeddelelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig: 

Principmeddelelse D-09-06 om, at ved beregning af sygedagpenge var et helt regnskabsår for en nystartet selvstændig et helt år, hvor der har været aktivitet/omsætning i virksomheden. 

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om beregning af dine barselsdagpenge. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 16. december 2025.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Dine barselsdagpenge skal beregnes på baggrund af din årsopgørelse for 2024.

Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres. 

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at dine barselsdagpenge skal beregnes ud fra din årsopgørelse for 2024 og overskuddet i din selvstændige virksomhed. 

Dine barselsdagpenge er derfor beregnet til 577,52 kr. om ugen før skat. 

Hvad er afgørende for resultatet 

Du havde første fraværsdag den 19. november 2025. Du kunne derfor senest søge om barselsdagpenge otte uger efter første fraværsdag, som var den 14. januar 2026.

På dette tidspunkt var den seneste årsopgørelse fra 2024. 

Vi er opmærksomme på, at du også har arbejdet som lønmodtager i løbet af 2024 og ønsker, at din indtægt som lønmodtager også skal indgå i beregningen af dine barselsdagpenge. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi du ikke længere er ansat om lønmodtager og har ansøgt om barselsdagpenge som selvstændig. Det er derfor kun din indtægt som selvstændig, der kan indgå i beregningen af barselsdagpenge.

Du er heller ikke omfattet af reglerne om nystartet selvstændig virksomhed, da din virksomhed har været registreret siden 1. juni 2020, og der er aflagt regnskab for et helt regnskabsår for i hvert fald 2023 og 2024. Så selvom din virksomhed alene har været ført som bibeskæftigelse, kan du ikke betragtes som nystartet. 

Du har i øvrigt ifølge sagens oplysninger ikke tegnet en frivillig sikring som selvstændig. 

Om reglerne 

For selvstændig erhvervsdrivende ydes barselsdagpenge på grundlag af selvstændig erhvervsindtægt. 

Som dokumentation for arbejdsfortjenesten anvendes årsopgørelsen for det seneste regnskabsår. Hvis selvangivelsen er indgivet rettidigt, men årsopgørelsen på grundlag heraf endnu ikke foreligger, anvendes årsopgørelsen for det seneste forudgående regnskabsår. 

Hvis den selvstændig erhvervsdrivende har drevet virksomhed i en kortere periode, således at selvangivelse som selvstændig for et helt regnskabsår ikke er indgivet, anvendes i stedet enten den seneste årsopgørelse som lønmodtager, eller et revisorattesteret regnskab for virksomheden for et helt år opgjort efter samme principper som årsopgørelsen. Regnskabet skal senest være Udbetaling Danmark i hænde 6 uger efter anmodningen om barselsdagpenge.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk 

Dato for underskrift

16.10.2026

Offentliggørelsesdato

17.10.2026

Paragraf

Barselslovens § 32, stk. 2, og § 37, stk. 2. 

Journalnummer

J. nr. 25-136376