Sags nr.: 2000-18

Fase 1 / Samliv

2000

Samrådet afslog i december 1999 at dispensere fra samlivskravet i bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 2.

Samrådet afslog i december 1999 at dispensere fra samlivskravet i bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 2.

Manden var på ansøgningstidspunktet 36 år og hustruen 41 år. Ansøgerne havde haft fælles folkeregister- adresse fra den 16. januar 1999.

Det fremgik af sagen, at ansøgerne havde dannet par siden maj 1995, og at de fra maj 1996 havde forsøgt at få biologisk barn. Endvidere fremgik det af sagen, at de i tiden august 1998 til januar 1999 havde fået foretaget 4 resultatløse inseminationer.

Ansøgerne havde overfor amtskommunen bl.a. gjort gældende, at de siden sommeren 1995 havde dannet par og boet skiftevis hos hinanden, i ansøgerens lejlighed i København i løbet af ugen og i ansøgerindens lejlighed i Helsingør i weekenden.

Ansøgerne havde indhentet en rækker erklæringer fra læger, husvært, naboer, familie og venner.

I december 1999 traf samrådet følgende afgørelse:

"Samrådet finder ikke at samlivskravet kan anses for opfyldt, jfr. adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 2.

Samrådet finder ikke at de fremlagte bilag dokumenterer fast samliv i 3 år, men udelukkende et fast parforhold."

Ansøgerne havde i klageskrivelsen bl.a. gjort gældende, at de havde haft fast samliv fra januar 1996, at de havde haft to fælles boliger, at de i de sidste 4 år havde haft fælles økonomi, og at de havde mødt hinanden i sen alder.

Nævnet ændrede i marts 2000 den påklagede afgørelse, idet det fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgerne opfyldte samlivskravet, jf. adoptionsbekendtgørelsen § 6, stk. 1, nr. 2, uanset dette ikke var dokumenteret gennem en fælles folkeregisteradresse.

Adoptionsnævnet lagde navnlig vægt på en speciallægeerklæring, hvoraf det fremgik, at der fra 1997 var iværksat alle relevante undersøgelser med henblik på graviditet og herunder gennemført flere tilfælde af insemination, samt detaljerede erklæringer fra familie, naboer og venner om ansøgernes samlivsforhold siden 1995.