Sags nr.: 2001-202001

Samrådet afslog i maj 2001 at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerindens helbredsforhold.

Samrådet afslog i maj 2001 at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerindens helbredsforhold.

Afslaget var begrundet i, at det ikke var muligt at få yderligere materiale til at forbedre beslutningsgrundlaget vedrørende ansøgerindens helbredsmæssige forhold.

Ansøgerindens mor og moster var begge døde af brystkræft i 40-års alderen og samrådet ønskede at få foretaget en risikovurdering af ansøgerinden med henblik på at vurdere, om der var tale om en arvelig form for brystkræft.

Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med sagen udtalt, at et krav om risikovurdering/gentest i en adoptionssag, efter styrelsens opfattelse, indebærer en uforholdsmæssig stor krænkelse af den enkeltes ret til beskyttelse af privatlivet.

Adoptionsnævnet ændrede i juni 2001 samrådets afgørelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerinden efter de foreliggende oplysninger var sund og rask, og at der derfor ikke var noget til hinder for, at ansøgerne kunne godkendes som adoptanter.

Det var endvidere nævnets vurdering, at det ikke i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen var relevant at indhente moderens sygejournal, ligesom nævnet var enige med Sundhedsstyrelsen i, at der ikke kan stilles noget krav om, at der foretages risikovurdering/gentest i adoptionssager.