Sags nr.: 2002-23

Fase 1 / Helbred / Psykisk helbred

2002

Samrådet afslog i oktober 2002 at godkende en enlig ansøger på grund af psykiske helbredsforhold.

Samrådet afslog i oktober 2002 at godkende en enlig ansøger på grund af psykiske helbredsforhold.

Nævnet besluttede i december 2002 at stadfæste samrådets afgørelse.

Ifølge godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 1, er det en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at "ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighederne for, at adoptionsforløbet bliver til barnets bedste".

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren alene på baggrund af tidligere depressioner måtte anses at have en risiko for igen at udvikle en depression, som var væsentlig større, end risikoen for depression for hendes aldersgruppe som helhed. Det forhold, at de hidtidige depressioner ikke havde været af svær grad eller meget langvarige, og det forhold, at vedkommende i kraft af sin personlige udvikling i højere grad følte sig i stand til at "rumme" depressionen ændrede, efter nævnets vurdering, ikke ved, at den pågældende havde en sådan øget risiko. Hertil kom en forøget risiko, der hidrørte fra, at ansøgeren ifølge de foreliggende oplysningerne var arveligt disponeret for depression.

Nævnet var samtidig af den opfattelse, at yderligere undersøgelser af ansøgerens psykiske helbred ikke ville kunne fjerne tvivlen om ansøgerens psykiske stabilitet. En sådan undersøgelse ville udelukkende kunne sige noget om den aktuelle psykiske helbredstilstand, og ikke om risikoen for at udvikle depression på et senere tidspunkt. Nævnet fandt således ikke grundlag for at iværksætte en specialundersøgelse i sagen.