Samrådet afslog i september 2003 at udvide ansøgernes godkendelse som adoptanter til at omfatte et konkret barn, der på afgørelsestidspunktet var knapt 6 måneder gammelt. Baggrunden for samrådets afgørelse var, at ansøgerne var godkendt som adoptante...
Samrådet afslog i september 2003 at udvide ansøgernes godkendelse som adoptanter til at omfatte et konkret barn, der på afgørelsestidspunktet var knapt 6 måneder gammelt. Baggrunden for samrådets afgørelse var, at ansøgerne var godkendt som adoptanter til udenlandsk barn i alderen 12-48 måneder.
Nævnet besluttede i oktober 2003 at ændre samrådets afgørelse og udvide ansøgernes godkendelse til at omfatte det konkrete barn.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det efter en konkret vurdering måtte anses for at være til gavn for barnet at blive adopteret af ansøgerne.
Nævnet fandt ikke, at det forhold, at de udenlandske adoptionsmyndigheder havde bragt et barn i forslag overfor ansøgerne, der var ca. 6 måneder for ungt i forhold til deres godkendelsesramme, i sig selv kunne føre til en anden vurdering.
Nævnet lagde herved vægt på den forholdsvis beskedne afvigelse fra ansøgernes godkendelsesramme.
Nævnet henviste desuden til, at det fremgår af Civilretsdirektoratets vejledning om international adoption, at der normalt ikke bør ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år, hvilket efter nævnets opfattelse skal forstås sådan, at den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet maksimalt må overskride barnets alder med 45 år og 364 dage.
Nævnet tillagde det således også ved afgørelsen vægt, at ansøgerinden på ansøgningstidspunktet ikke var 45 år og 364 ældre end det konkrete barn.