Sags nr.: 2003-20

Fase 1 / Samliv

2003

Samrådet afslog i maj 2003 at dispensere fra kravet om 2½ års samliv på tidspunktet for indgivelse af ansøgning. Samrådet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgernes samliv var påbegyndt den 1. februar 2002.

Samrådet afslog i maj 2003 at dispensere fra kravet om 2½ års samliv på tidspunktet for indgivelse af ansøgning. Samrådet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgernes samliv var påbegyndt den 1. februar 2002.

Nævnet stadfæstede afgørelsen i oktober 2003.

Ansøgerne havde i maj 2003 oplyst, at de havde dannet par i godt 2 år, men at de kun havde levet officielt sammen i et år. Efterfølgende havde ansøgerne præciseret, at de havde levet officielt sammen siden den 1. februar 2002.

Til brug for anmodningen om dispensation for samlivskravet havde ansøgerne fremlagt en række erklæringer fra pårørende og venner, hvoraf det fremgik, at ansøgerne havde samlevet siden juni 2001.

Nævnet forstod dette sådan, at ansøgerne ønskede at godtgøre, at de på ansøgningstidspunktet - i april 2003 - havde samlevet siden juni 2001, således at der alene skulle meddeles dispensation for 8 måneder i relation til samlivskravet.

Nævnet bemærkede indledningsvist, at den omstændighed, at ansøgerne i maj 2003 havde tilkendegivet, at de havde dannet par i godt 2 år, ikke dokumenterede, at ansøgerne havde været samlevende, således som det kræves efter godkendelsesbekendtgørelsens § 8.

De fremlagte erklæringer kunne efter nævnets opfattelse ikke lægges til grund som dokumentation for, at ansøgerne havde samlevet siden juni 2001. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at erklæringerne ikke entydigt angav, hvor samlivet havde fundet sted.

Nævnet fandt på den baggrund alene, at der var dokumentation for, at ansøgerne havde dannet par siden juni 2001, men ikke at der var tilvejebragt den fornødne dokumentation for, at der siden da havde været tale om et egentligt samliv.

Da der ikke udover de fremlagte erklæringer var fremlagt dokumentation for samlivets varighed, havde nævnet herefter ikke på det foreliggende grundlag fundet det dokumenteret, at samlivet startede i juni 2001.

Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at der kunne dispenseres for samlivskravet.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at samrådet ved afgørelsen i maj 2003 havde dispenseret fra aldersbetingelserne, således at ansøgerne, når samlivskravet var opfyldt, kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet med henblik på godkendelse som adoptanter til et barn i alderen 0-36 måneder. Kravet om, at ansøgerne skulle opfylde samlivskravet, fik derfor ikke betydning for fastsættelse af godkendelsesrammen for ansøgerne, der på ansøgningstidspunktet var 42 og 33 år.