Samrådet afslog i februar 2004 at dispensere fra aldersbetingelserne. Samrådet besluttede samtidig, at ansøgerne således alene kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet til et barn i alderen 8-10 år.
Samrådet afslog i februar 2004 at dispensere fra aldersbetingelserne. Samrådet besluttede samtidig, at ansøgerne således alene kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet til et barn i alderen 8-10 år.
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 48 og 45 år.
De havde i deres klage til nævnet givet udtryk for, at de ønskede dispensation til et barn i alderen 5-7 år.
Nævnet besluttede i april 2004 at ændre samrådets afgørelse og give ansøgerne aldersdispensation efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, til et barn i alderen 7-9 år.
Sagen blev herefter tilbagesendt til samrådet med henblik på en afklaring af, hvorvidt ansøgerne ønskede at fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet til et barn i alderen 7-9 år.
Nævnet henviste i afgørelsen til godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1, hvorefter det er det en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens alder på ansøgningstidspunktet ikke overstiger barnets alder med mere end 40 år.
Efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, kan der dispenseres fra kravet om maksimalt 40 års aldersforskel, hvis kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre.
Til belysning af muligheden for at få dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 1, fremgår følgende af Civilretsdirektoratets vejledning om international adoption:
”Det er en forudsætning, at den anden ægtefælle er noget yngre. Dette skal forstås således, at aldersforskel len mellem den yngste ægtefælle og barnet skal være noget under 40 år og 364 dage.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår den yngste ægtefælle kan siges at være “noget yngre”. Ved vurderingen heraf bør det bl.a. tillægges betydning, i hvilken udstrækning den ældste ægtefælle overstiger den almindelige aldersregel, hvilken godkendelse, der ønskes samt omstændighederne i øvrigt. Der kan ikke i almindelighed stilles krav om, at den yngste ansøger skal være tilsvarende yngre.
Der bør normalt ikke ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år. Dette gælder uanset hvilken alder den yngste ægtefælle har. Som det fremgår, er aldersgrænsen ikke absolut, men kan fraviges efter en konkret vurdering”.
Nævnet lagde ved afgørelsen lagt vægt på, at aldersforskellen mellem ansøgerne og et barn i alderen fra 5 år ville være 40 år for den yngste ægtefælles vedkommende og 43 år for den ældste ægtefælles vedkommende. Ved aldersdispensation til et barn i alderen fra 6 år ville der være henholdsvis 39 og 42 års aldersforskel mellem ansøgerne og barnet. Når henses til den ældste ægtefælles alder fandt nævnet i overensstemmelse med vores praksis på området ikke, at betingelsen om at den yngste ægtefælle skal være noget yngre end 40 års aldersforskel i disse tilfælde ville være opfyldt.
Nævnet bemærkede herudover i afgørelsen, at man var af den opfattelse, at samrådets begrundelse for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med de krav, der i forvaltningslovens §§ 22 og 24 stilles til begrundelser af afgørelser. Nævnet henviste i den forbindelse til, at samrådet ikke havde begrundet afgørelsen konkret over for ansøgerne, ligesom samrådet ikke havde henvist til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.