Samrådet afslog i november 2004 at give ansøgerne aldersdispensation til et udenlandsk barn nr. 2 yngre end 36 måneder. Samrådet besluttede samtidig, at ansøgerne kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet til et barn i alderen 36-48 måne...
Samrådet afslog i november 2004 at give ansøgerne aldersdispensation til et udenlandsk barn nr. 2 yngre end 36 måneder. Samrådet besluttede samtidig, at ansøgerne kunne fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet til et barn i alderen 36-48 måneder.
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 45 og 46 år, og de havde ca. 10 måneder forinden hjemtaget deres første adoptivbarn, der på ansøgningstidspunktet var knap 3 år og 8 måneder. Godkendelsesrammen til det første barn var 36-48 måneder, men ansøgernes godkendelse var konkret blevet udvidet til at omfatte det pågældende barn på 32 måneder. I forbindelse med klagesagen, ønskede ansøgerne dispensation til et barn i alderen 24-36 måneder.
Nævnet besluttede i april 2005 at stadfæste samrådets afgørelse.
I den forbindelse henviste nævnet til Civilretsdirektoratets vejledning om international adoption, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, ikke giver adgang til at godkende en ansøger til et barn i en aldersgruppe, der ligger under den aldersgruppe, hvortil, der blev givet godkendelse ved den forudgående adoption.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerne i forbindelse med deres første ansøgning om adoption blev godkendt til et barn i alderen 36-48 måneder. Nævnet fandt således ikke, at den omstændighed, at ansøgernes godkendelse til barn nr. 1 konkret var blevet udvidet, kunne medføre en fravigelse af den praksis, der er beskrevet i vejledningen, eller at der i øvrigt var anført omstændigheder, der kunne medføre en anden vurdering. Nævnet tillagde det endvidere betydning, at en godkendelsesramme på 36-48 måneder ville kunne anvendes, når en eventuel godkendelse blev meddelt ansøgerne i fase 3, selvom barn nr. 2 skal være yngre end og have naturlig søskendeafstand til ansøgernes første barn.