Sags nr.: 2005-15

Fase 1 / Alder

2005

Samrådet afslog i juli 2005 at dispensere fra alderskravet i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3, jf. stk. 1.

Samrådet afslog i juli 2005 at dispensere fra alderskravet i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3, jf. stk. 1.

Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 58 år og 54 år.

Ansøgerne havde søgt om godkendelse til et konkret barn på 9 år, som de havde haft kontakt til og støttet økonomisk i hjemlandet i en 5-årig periode. Barnet kunne ikke længere være hos sin biologiske familie i hjemlandet, men var ikke frigivet til adoption. Ifølge ansøgerne kunne frigivelse dog ske, hvis ansøgerne blev godkendt som adoptanter til barnet.

Nævnet besluttede i august 2005 at stadfæste samrådets afgørelse.

Nævnet fandt efter en konkret vurdering ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3, kunne gives aldersdispensation til adoption af det konkrete barn.

Det forhold, at den ene ansøger igennem 5 år havde tilbragt 6-9 uger med barnet i dets hjemland, hvor den anden ansøger 3 af årene havde deltaget i henholdsvis 3 og 4 uger, samt at barnet hav de været i Danmark 4 uger i de seneste 2 år, skabte efter nævnets opfattelse ikke en tilstrækkelig tilknytning mellem ansøgerne og barnet til, at det kunne medføre en aldersdispensation. Nævnet lagde herved også vægt på, at aldersforskellen mellem ansøgerne og det konkrete barn var henholdsvis 49 og 46 år.

Nævnet bemærkede samtidig, at det ved en ansøgning om godkendelse til adoption af et konkret barn er en forudsætning, at det pågældende barn er frigivet til adoption på tidspunktet for den endelige godkendelse.

Herudover følger det af adoptionslovens § 2, at adoption kun må bevilges, når den kan antages at være til gavn for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

I forbindelse med denne vurdering vil man foretage en samlet vurdering af barnets situation. Ud over barnets alder kan der i denne vurdering indgå kriterier som barnets tilknytning til ansøgerne og Danmark og til sine forældre, søskende og øvrige familie i hjemlandet, kulturforskellen mellem landene og barnets mulighed for at blive i hjemlandet.

Det kan i den forbindelse nævnes, at myndighederne selv i sager om familieadoption går ind og foretager en sådan vurdering. Således følger det også af FN’s børnekonvention samt af Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner, som Danmark har tiltrådt, at alle børn først og fremmest skal vokse op i deres hjemland, enten i egen familie eller på en anden hensigtsmæssig måde.

Bortadoption fra et barns hjemland bliver som udgangspunkt først aktuel, hvis barnet ikke kan blive sammen med sin familie eller andre nærtstående, og hvis de relevante myndigheder i barnets hjemland finder, at barnet kan adopteres ud af landet, efter først at have undersøgt mulighederne for at finde en løsning for barnet i hjemlandet.