Sags nr.: 2005-18

Fase 1 / Alder

2005

Samrådet afslog i september 2005 at dispensere fra aldersbetingelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6 til et dansk barn i alderen 0-12 måneder. Samrådet tilkendegav samtidig, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kunne fortsætte med henblik p...

Samrådet afslog i september 2005 at dispensere fra aldersbetingelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6 til et dansk barn i alderen 0-12 måneder. Samrådet tilkendegav samtidig, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kunne fortsætte med henblik på adoption af barn nr. 3 i alderen fra 12 måneder.

Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 39 og 41 år.

Nævnet besluttede i oktober 2005 at stadfæste samrådets afgørelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at man ikke fandt, at ansøgerne opfyldte betingelserne for at få dispensation efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1. Nævnet lagde herved vægt på, at aldersforskellen mellem ansøgerne og et barn i alderen 0-12 måneder ville være 39 år for den yngste ægtefælles vedkommende og 41 år for den ældste ægtefælles vedkommende. Nævnet fandt i dette tilfælde ikke, at betingelsen om at den yngste ægtefælle skal være noget yngre end 40 års aldersforskel ville være opfyldt.

Nævnet fandt heller ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder i ansøgernes sag, at der efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3, kunne gives dispensation til et barn i alderen 0-12 måneder, idet nævnet herved også tillagde det vægt, at ansøgerne søgte om godkendelse til et barn uden væsentlig kendte fysiske eller psykiske problemer.

Det forhold, at ansøgerne mente at have modtaget urigtig vejledning fra amtskommunen om, at de ikke kunne indgive ansøgning om godkendelse til barn nr. 3, hvilket var baggrunden for, at de ikke havde indgivet ansøgning herom tidligere, fandtes ikke at kunne medføre en anden vurdering.

I relation til bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, anførte nævnet i afgørelsen, at der ikke var grundlag for at meddele aldersdispensation efter denne bestemmelse, henset til den forløbne tid siden hjemtagelsen af ansøgernes yngste barn. I den forbindelse oplyste nævnet samtidig, at der ved behandlingen af klagesagerne altid foretages en konkret og individuel vurdering, hvor der tages hensyn til særlige forhold i den enkelte sag. Som forvaltningsmyndighed er nævnet dog underlagt en række forvaltningsmæssige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen. Af denne kan udledes et krav om konsekvens i forvaltningens afgørelser, hvorefter der ikke må forekomme enkeltstående ubegrundede afvigelser fra en i øvrigt fulgt praksis.