Samrådet afslog i september 2005 at forny ansøgernes godkendelse som adoptanter til et udenlandsk barn på grund af ansøgerens helbredsmæssige forhold, idet han i juni 2005 var blevet opereret for testikelkræft.
Samrådet afslog i september 2005 at forny ansøgernes godkendelse som adoptanter til et udenlandsk barn på grund af ansøgerens helbredsmæssige forhold, idet han i juni 2005 var blevet opereret for testikelkræft.
Ansøgerne var i august 2003 blevet godkendt som adoptanter til et udenlandsk barn. I juni 2005 var ansøgeren blevet opereret for testikelkræft i stadium 1 uden behov for efterbehandling med stråler og kemoterapi. Der var ikke blevet fundet tegn til spredning af sygdommen, og ansøgeren skulle følges i et kontrolforløb i 5 år, hvor der vurderedes at være 20% risiko for recidiv. Behandlingsmulighederne i tilfælde af recidiv var endvidere vurderet som gode, idet 5-års overlevelsen ved behandling med stråler og kemoterapi var næsten 100%.
Adoptionsnævnet besluttede i september 2005 at stadfæste samrådets afgørelse. Afgørelsen blev dog truffet efter adoptionslovens § 25a, stk. 2, hvorefter samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant, ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant.
Uanset at ansøgeren ikke havde tegn på spredning af sygdommen, og at langtidsprognosen var vurderet som god, var det nævnets opfattelse, at der under hensyn til den korte observationstid på mindre end et halvt år og den betydelige risiko for recidiv med heraf følgende risiko for strålebehandling og/eller kemoterapi ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville være til barnets bedste.