Sags nr.: 2005-22

Efter godkendelsen

2005

Samrådet tilbagekaldte i maj 2005 ansøgernes abstrakte godkendelse som adoptanter til et udenlandsk barn nr. 2 i alderen 36-60 måneder på baggrund af ansøgerindens kraftige reaktion på et konkret matchingforslag.

Samrådet tilbagekaldte i maj 2005 ansøgernes abstrakte godkendelse som adoptanter til et udenlandsk barn nr. 2 i alderen 36-60 måneder på baggrund af ansøgerindens kraftige reaktion på et konkret matchingforslag.

Ansøgerinden, der havde ønsket at modtage en pige, havde således over for amtet reageret kraftigt på at have fået stillet en dreng i forslag og havde ønsket sagen berostillet som følge af problemer i parforholdet, og da hun var deprimeret.

Efter samrådets afgørelse meddelte ansøgerne, at reaktionen havde været overilet, og at de ønskede at adoptere det konkrete barn og følte sig parate og i stand til dette.

Adoptionsnævnet besluttede i maj 2005 at stadfæste samrådets afgørelse.

Nævnet henviste til adoptionslovens § 25a, stk. 2, hvorefter samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant, ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant.

Selvom ansøgerne ikke afviste at modtage det konkrete barn, fandt nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerindens kraftige reaktion på matchingforslaget havde skabt betydelig tvivl om, hvorvidt ansøgerne var i besiddelse af de nødvendige ressourcer og den fornødne modenhed i forhold til at skulle adoptere, ligesom der var skabt tvivl om balancen i deres parforhold og deres evne til at håndtere stress og belastning samt gensidigt at støtte hinanden. Efter nævnets opfattelse underbyggedes denne tvivl af oplysninger fra det tidligere sagsforløb, herunder bl.a. oplysninger om, hvilken betydning kønnet hos det barn, der blev bragt i forslag, blev tillagt af ansøgerinden.