Samrådet afslog i oktober 2005 at udvide en enlig ansøgerindens godkendelse til at omfatte et konkret barn. Samtidig besluttede samrådet at stille ansøgerindens godkendelse til barn nr. 2 i bero med henblik på iværksættelse af en psykologisk undersøg...
Samrådet afslog i oktober 2005 at udvide en enlig ansøgerindens godkendelse til at omfatte et konkret barn. Samtidig besluttede samrådet at stille ansøgerindens godkendelse til barn nr. 2 i bero med henblik på iværksættelse af en psykologisk undersøgelse under hensyn til en række ændringer, der var sket i ansøgerindens livssituation.
Det fremgik af sagen, at ansøgerinden ca. et halvt år forud for afgørelsen havde orienteret samrådet om, at hun havde opsagt sit arbejde med henblik på at starte selvstændig virksomhed sammen med sin søster. Ansøgerinden havde på dette tidspunkt i nogle år boet sammen med sin søster, som tillige havde en forældrelignende rolle i forhold til ansøgerindens første adoptivbarn.
Adoptionsnævnet ændrede i november 2005 afgørelsen, sådan at ansøgerindens godkendelse til barn nr. 2 blev opretholdt, idet ændringerne i hendes livssituation efter nævnets opfattelse ikke kunne medføre, at der skulle iværksættes en psykologisk undersøgelse med henblik på vurdering af, om godkendelsen skulle opretholdes.
Herudover udtalte nævnet, at samrådet på et tidligere tidspunkt burde have taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de ændrede forhold havde betydning for ansøgerindens egnethed som adoptant. Nævnet fandt det således uheldigt, at vurderingen af ansøgerindens fortsatte egnethed som adoptant først blev taget op i forbindelse med hendes anmodning om udvidelse af godkendelsen.
Samtidig udtalte nævnet, at samrådet efter nævnets opfattelse burde have inddraget ansøgerindens søster i undersøgelses- og godkendelsesforløbet til barn nr. 2, da ansøgerinden og søsteren allerede på dette tidspunkt boede sammen og i fællesskab varetog omsorgen for det første adoptivbarn.