Sags nr.: 2005-34

Fase 1 / Helbred / Fysisk helbred

2005

Adoptionsnævnet stadfæstede i januar 2005 samrådets afslag på at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold.

Adoptionsnævnet stadfæstede i januar 2005 samrådets afslag på at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerinden led af sygdommen SLE, som for nylig havde medført symptomer, der krævede medicinsk behandling, samt at sygdommen har et uforudsigeligt forløb og en betydelig overdødelighed.

Nævnet afviste i april 2005 ansøgernes anmodning om at genoptage sagen på baggrund af en supplerende udtalelse fra en speciallæge i reumatologi om, at ansøgerinden var symptomfri, og at prognosen for sygdommen er forbedret betydeligt gennem de seneste år med de behandlingsmetoder, der findes, som kan bringe selv alvorlige manifestationer af sygdommen til ophør.

Nævnet bemærkede, at selvom forløbet af sygdommen generelt er forbedret og mange patienter har et fredeligt forløb, fremgår den alvorlige prognose af S. Jacobsen m.fl.: "Mortality and Causes of Death of 513 Danish Patients with Systemic Lupus Erythematosus (Scand J. Rheumatol" 1999, vol. 28, side 75-80) og af "Kelley´s Textbook of Rheumatology" (6. udgave, 2001). Det fremgår bl.a. af sidstnævnte, at der under optimale betingelser for diagnose og behandling, og med god social støtte, kan være en dødelighed på 10% efter 10 år.

Endvidere henviste nævnet til, at nyere blodprøver havde vist nedsat antal røde og hvide blodlegemer (lymfocytter).