Sags nr.: 2005-35

Fase 1 / Helbred / Fysisk helbred

2005

Samrådet afslog i marts 2005 at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerens helbredsforhold.

Samrådet afslog i marts 2005 at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerens helbredsforhold.

Samrådet havde forud for afgørelsen indhentet en speciallægeerklæring af ansøgeren. Afslaget var begrundet i ansøgerens diabetes, herunder at ansøgeren havde haft behov for insulininjektion i 17 år, at han havde haft nethindeforandringer, og at der var forekomst af mikroalbuminuri.

Nævnet stadfæstede i juni 2005 samrådets afgørelse.

Nævnet henviste i den forbindelse til godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 1, hvoraf det fremgår, at det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighederne for, at adoptionsforløbet bliver til barnets bedste.

Endvidere henviste nævnet til Civilretsdirektoratets vejledning om vurderingen af adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold, hvoraf følgende fremgår om sukkersyge:

"Adoptionsansøgere med denne sygdom har den oftest i den form, der fordrer insulinbehandling. Har denne varet i mere end l0 år, bør ansøgeren vurderes af speciallæge. Er sygdommen velreguleret og ukompliceret, vil det ikke medføre afslag. Forekomst af mikroalbuminuri, nethindeforandring eller nyrepåvirkning er komplikationer, der som hovedregel medfører afslag. Ikke-insulinkrævende sukkersyge (diæt og/eller tablet-behandlet) vil almindeligvis ikke foranledige afslag, medmindre sygdommen har givet komplikationer. Der bør foreligge opdaterede oplysninger om, hvorvidt der er komplikationer, evt. i form af speciallægeerklæring".

Nævnet var enig med samrådet i begrundelsen og lagde således vægt på, at ansøgeren havde haft diabetes siden 1981 og med komplikationer i form af mikroalbuminuri og nethindeforandringer. Det var endvidere nævnets vurdering, at den omstændighed, at der er nyrekomplikationer, viser at der er øget risiko for hjertekarsygdomme og dermed en vis overdødelighed. Henset til karakteren af de nævnte komplikationer fandt nævnet ikke at kunne tillægge ansøgerindens mulighed for at kompensere herfor afgørende betydning.

Uanset at ansøgerens sukkersyge var velreguleret, var det således nævnets vurdering, at han i forhold til normalbefolkningen havde en så betydelig risiko for at blive syg, at der efter nævnets vurdering ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville blive til barnets bedste.