Samrådet afslog i juni 2005 at godkende en ansøgerinde som adoptant til et udenlandsk barn på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold sammenholdt med den omstændighed, at hun søgte som enlig adoptant.
Samrådet afslog i juni 2005 at godkende en ansøgerinde som adoptant til et udenlandsk barn på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold sammenholdt med den omstændighed, at hun søgte som enlig adoptant.
Ansøgerinden havde i 1988 fået konstateret en autoimmun sygdom (Myasteni Gravis) og var i vedvarende medicinsk behandling med jævnlige kontroller.
Nævnet besluttede i september 2005 at sende sagen tilbage til samrådet til fortsat behandling med henblik på, at der blev indhentet en speciallægeundersøgelse af ansøgerindens helbredsforhold, herunder en vurdering af sygdomsprognosen.
Nævnet lagde ved afgørelsen herom vægt på, at det på det foreliggende grundlag var vanskeligt at vurdere, om ansøgerindens helbredsmæssige forhold måtte anses for at være til hinder for adoption, idet hun på den ene side havde haft ro i sin sygdom i de seneste 16 år men på den anden side var i immunosuppresiv behandling. Det var herefter nævnets opfattelse, at ansøgerindens helbredsforhold og prognose burde undersøges nærmere.
Af Familiestyrelsens vejledning om vurderingen af adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold fremgår følgende om autoimmune sygdomme:
"Herved forstås sygdomme, som er forårsaget af øgede mængder autoantistoffer, det vil sige antistoffer mod organismens egne celler eller celledele. I dag er en omfattende række meget forskellige sygdomme klassificerede som autoimmune. Blandt de almindeligste af disse sygdomme kan nævnes hudsygdommen psoriasis samt kronisk leddegigt. Det store flertal af ansøgere med disse sygdomme vil kunne godkendes. Nogle af disse sygdomme kan udvikle sig så alvorligt, at det bør medføre afslag. Ansøgere med disse sygdomme bør vurderes af speciallæge".
Herudover fremgår det, at "ved meget svære tilfælde af autoimmune sygdomme og ved organtransplantation nedsættes antistofdannelsen ved at kombinere prednisolon med et eller eventuelt to cytostatisk virkende stoffer. Igangværende immunosuppressiv behandling bør medføre afslag. Ved afsluttet behandling må konkret vurderes varighed, hvilke medikamenter og hvilken sygdom".