Samrådet godkendte i juni 2005 ansøgerne som adoptanter til deres plejebarn på 5 år men besluttede samtidig, at der ikke var grundlag for at stille krav om, at ansøgerne holdt adoptionsorlov.
Samrådet godkendte i juni 2005 ansøgerne som adoptanter til deres plejebarn på 5 år men besluttede samtidig, at der ikke var grundlag for at stille krav om, at ansøgerne holdt adoptionsorlov.
Ifølge § 14, stk. 1, i lov om dagpenge ved sygdom og fødsel (lbkg. nr. 1047 af 28. oktober 2004), kan der ydes dagpenge ved adoption i indtil 46 uger efter modtagelsen af barnet. Det er en betingelse, at de adoptionsundersøgende myndigheder bestemmer, at den adoptionssøgende eller den ene af de adoptionssøgende ægtefæller i en periode skal være i hjemmet.
Samrådet henviste i afgørelsen til, at forholdene i den konkrete sag i høj grad afveg fra de forhold, der gør sig gældende i en typisk adoptionssag, hvor der er tale om at modtage et barn, som adoptanterne ikke i forvejen har et nært og længerevarende tilknytningsforhold til. Herudover fandt samrådet, at de behov, som ansøgerne måtte have for frihed for arbejde med henblik på at varetage barnets tarv, måtte skulle tilgodeses i henhold til den socialretlige lovgivning.
Ansøgerne havde bedt om adoptionsorlov, bl.a. under hensyn til barnets forestående skolestart. Ansøgerne havde endvidere henvist til, at de som plejefamilie ikke havde haft mulighed for at gemme omsorgsdage eller forældreorlov.
Nævnet besluttede i august 2005 at stadfæste samrådets afgørelse om ikke at forlange adoptionsorlov.
Nævnet kunne henholde sig til samrådets begrundelse for afgørelsen og lagde således navnlig vægt på, at det konkrete barn havde været anbragt hos ansøgerne siden 1-års alderen, og at der som sådan ikke var tale om en situation, hvor et adoptivbarn skulle tilpasse sig nye omgivelser hos adoptanterne.
Nævnet fandt således efter en konkret vurdering ikke, at der gjorde sig sådanne særlige forhold gældende, at der på trods af dette var grundlag for at stille krav om adoptionsorlov.