Samrådet afslog i november 2005 at give et ansøgerpar aldersdispensation til adoption af barn nr. 2 efter bestemmelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1 og 2, idet den ældste ægtefælle ville være mere end 45 år og 364 dage ældre end...
Samrådet afslog i november 2005 at give et ansøgerpar aldersdispensation til adoption af barn nr. 2 efter bestemmelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1 og 2, idet den ældste ægtefælle ville være mere end 45 år og 364 dage ældre end et barn med naturlig søskendeafstand til ansøgernes første barn.
Samrådet henviste ved afgørelsen endvidere til, at ansøgerne i forbindelse med godkendelsen til barn nr. 1 var blevet vejledt om, at en lav aldersramme til det første barn kunne afskære dem fra at opnå aldersdispensation til et barn mere.
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet til barn nr. 2 henholdsvis 49 og 37 år, og det første adoptivbarn var på dette tidspunkt ca. 26 måneder.
Nævnet besluttede i februar 2006 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet var enig med samrådet i, at der ikke efter bestemmelserne i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1 og 2, kunne meddeles aldersdispensation til et barn i alderen 12-36 måneder eller 24-48 måneder, idet aldersforskellen mellem ansøgerne og barnet i disse tilfælde ville være henholdsvis 48 og 36 år og 47 og 35 år. Samtidig bemærkede nævnet, at der ved en aldersramme fra 48 måneder ville være henholdsvis 45 og 33 års aldersforskel mellem ansøgerne og det yngste barn omfattet af godkendelsen, hvilket som udgangspunkt kunne begrunde aldersdispensation efter bestemmelsen. På grund af kravet om naturlig søskendeafstand til det første barn, ville der dog ikke kunne meddeles en sådan aldersdispensation.
Nævnet henviste endvidere til, at der efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, kan meddeles aldersdispensation, hvis ansøgeren inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn. I praksis fortolkes kravet om "inden rimelig tid" som ca. 1½ år, og aldersdispensationen fører normalt til, at godkendelsesrammen fastsættes sådan, at den svarer til den godkendelsesramme, som ansøgerne havde, da de adopterede sidst.
Det fremgår dog af Familiestyrelsens vejledning om international adoption, at der normalt ikke bør ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år, hvilket gælder uanset den yngste ægtefælles alder. Den maksimale grænse på 45-46 års aldersforskel skal efter nævnets opfattelse forstås sådan, at den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet maksimalt må overskride barnets alder med 45 år og 364 dage.
I sagen betød den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet, at ansøgerne – uanset at de havde indgivet ansøgningen om godkendelse til barn nr. 2 inden 1½ år efter hjemtagelsen af deres første barn – ikke på ny kunne meddeles aldersdispensation til et barn i alderen 12-36 måneder, idet den ældste ægtefælle da ville være 48 år ældre end barnet.
Endelig fandt nævnet ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder i sagen, at det kunne medføre aldersdispensation efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3. Hensynet til, at ansøgeres øvrige børn kan få søskende, udgør således efter nævnets praksis ikke sådanne særlige omstændigheder.
Nævnet havde ved afgørelsen samtidig noteret sig, at ansøgerne i forbindelse med meddelelsen af aldersdispensationen til deres første barn blev vejledt af samrådet om betydningen af en lav aldersramme til dette barn. Samrådet havde således såvel skriftligt som mundtligt vejledt ansøgerne om, at de i forbindelse med en lav aldersramme på 12-36 måneder til det første barn skulle være opmærksomme på, at en så lav aldersramme sammenholdt med den ældste ægtefælles alder betød, at de ikke ville kunne få dispensation til samme aldersramme efter bestemmelsen om ansøgning om barn nr. 2 "inden rimelig tid" efter hjemtagelsen af det første adoptivbarn.