Sags nr.: 2006-38

Fase 1 / Alder

2006

Samrådet afslog i oktober 2005 at meddele et ansøgerpar aldersdispensation til et barn i alderen 0-36 måneder. Samrådet tilkendegav samtidig, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kunne fortsætte med henblik på et barn i alderen 24-60 måneder.

Samrådet afslog i oktober 2005 at meddele et ansøgerpar aldersdispensation til et barn i alderen 0-36 måneder. Samrådet tilkendegav samtidig, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kunne fortsætte med henblik på et barn i alderen 24-60 måneder.

Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 41 år og 46 år.

Nævnet besluttede i januar 2006 at stadfæste samrådets afgørelse.

Eftersom ansøgeren på ansøgningstidspunktet var fyldt 46 år, fandt nævnet ikke grundlag for at give dem aldersdispensation efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1 til et barn i alderen 0-36 måneder, idet ansøgeren da ville være 46 år ældre end barnet.

Nævnet fandt heller ikke, at ansøgerne i øvrigt opfyldte betingelserne for at få dispensation efter bestemmelsen til et barn yngre end 24 måneder, idet nævnet derved lagde vægt på, at aldersforskellen mellem ansøgerne og et barn i alderen fra 12 måneder ville være henholdsvis 40 og 45 år.

Endelig forelå der efter nævnets opfattelse ikke særlige omstændigheder i sagen, der kunne begrunde dispensation til et barn yngre end 24 måneder. Det forhold, at ansøgerne først sent havde indgivet ansøgning om adoption på grund af familiemæssige omstændigheder, og at de fortsat ville kunne gennemgå fertilitetsbehandling, udgjorde efter nævnets opfattelse således ikke sådanne særlige omstændigheder.

Nævnet gjorde endelig samrådet opmærksom på, at samrådets afgørelse om aldersdispensation til et barn i alderen fra 24 måneder efter nævnets opfattelse ikke var i overensstemmelse med nævnets praksis på området Det var således nævnets vurdering, at der under hensyn til ansøgernes alder på ansøgningstidspunktet alene burde være meddelt aldersdispensation til et barn i alderen fra 48 måneder, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1. Aldersdispensation til et barn i alderen fra 24 eller 36 måneder ville således medføre en aldersforskel mellem ansøgerne og barnet på henholdsvis 39 og 44 år eller 38 og 43 år. Nævnet fandt, i overensstemmelse med praksis på området, ikke, at betingelsen om at den yngste ægtefælle skal være noget yngre end 40 års aldersforskel i disse tilfælde var opfyldt, når henses til den ældste ægtefælles alder.