Samrådet afslog i oktober 2005 at give et ansøgerpar aldersdispensation til adoption af barn nr. 2 i alderen 0-36 måneder med naturlig søskendeafstand til deres første barn. Samrådet henviste ved afgørelsen til, at den ældste ægtefælle på ansøgningst...
Samrådet afslog i oktober 2005 at give et ansøgerpar aldersdispensation til adoption af barn nr. 2 i alderen 0-36 måneder med naturlig søskendeafstand til deres første barn. Samrådet henviste ved afgørelsen til, at den ældste ægtefælle på ansøgningstidspunktet var 48 år.
Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis 48 og 40 år, og det første adoptivbarn var knapt 15 måneder.
Nævnet besluttede i januar 2006 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet var enig med samrådet i, at der ikke efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, kunne meddeles aldersdispensation til et barn i alderen 0-36 måneder, idet aldersforskellen mellem ansøgerne og barnet da ville være henholdsvis 48 og 40 år. Samtidig bemærkede nævnet, at der ved en aldersramme fra 48 måneder ville være henholdsvis 44 og 36 års aldersforskel mellem ansøgerne og det yngste barn omfattet af godkendelsen, hvilket som udgangspunkt kunne begrunde aldersdispensation efter bestemmelsen. På grund af kravet om naturlig søskendeafstand til det første barn, ville der dog ikke kunne meddeles en sådan aldersdispensation.
Nævnet henviste endvidere til, at der efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, kan meddeles aldersdispensation, hvis ansøgeren inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn. I praksis fortolkes kravet om "inden rimelig tid" som ca. 1½ år, og aldersdispensationen fører normalt til, at godkendelsesrammen fastsættes sådan, at den svarer til den godkendelsesramme, som ansøgerne havde, da de adopterede sidst.
Det fremgår dog af Familiestyrelsens vejledning om international adoption, at der normalt ikke bør ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år, hvilket gælder uanset den yngste ægtefælles alder. Den maksimale grænse på 45-46 års aldersforskel skal efter nævnets opfattelse forstås sådan, at den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet maksimalt må overskride barnets alder med 45 år og 364 dage.
I sagen betød den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet, at ansøgerne – uanset at de havde indgivet ansøgningen om godkendelse til barn nr. 2 inden 1½ år efter hjemtagelsen af deres første barn – ikke på ny kunne meddeles aldersdispensation til et barn i alderen 0-36 måneder, idet den ældste ægtefælle da ville være 48 år ældre end barnet.
Endelig fandt nævnet ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder i sagen, at det kunne medføre aldersdispensation efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3. Hensynet til, at ansøgeres øvrige børn kan få søskende, udgør således efter nævnets praksis ikke sådanne særlige omstændigheder.