Samrådet afslog i marts 2006 at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerens helbredsforhold.
Samrådet afslog i marts 2006 at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerens helbredsforhold.
Afslaget var begrundet i, at ansøgeren siden 1992 havde haft insulinkrævende sukkersyge, og at der var konstateret komplikationer i form af albuminuri og øjenforandringer.
Nævnet stadfæstede i juni 2006 samrådets afgørelse.
Nævnet henviste i den forbindelse til godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 1, hvoraf det fremgår, at det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighederne for, at adoptionsforløbet bliver til barnets bedste.
Endvidere henviste nævnet til følgende i Familiestyrelsens vejledning om vurderingen af adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold:
"Afgørende for bedømmelsen af ansøgerens helbredsforhold er, om ansøgeren lider af helbredsmæssige problemer, som i væsentlig grad forringer ansøgerens muligheder for at tage vare på barnet i hele dets opvækstperiode.
Ved bedømmelsen af helbredsforholdene bør der således for det første foretages en vurdering af ansøgerens aktuelle helbredstilstand. Herudover bør der søges opstillet en langtidsprognose, der omtrent dækker det tidsrum, inden for hvilken barnets opvækst vil finde sted, dvs. ca. 20 år.
Ofte vil prognosen være afgørende for, om ansøgeren kan godkendes. Uanset at ansøgerens helbredsmæssige problemer ikke aktuelt påvirker ansøgerens evne til at tage vare på barnet, vil det i mange tilfælde være at afgørende betydning, om der er en øget risiko for, enten at ansøgeren afgår ved døden under barnets opvækst, eller at de helbredsmæssige problemer i øvrigt udvikler sig i en så negativ retning, at det i væsentlig grad vil påvirke ansøgerens evne til at tage vare på barnet under opvæksten".
Nævnet var enig med samrådet i begrundelsen og lagde således vægt på, at ansøgeren havde haft diabetes siden 1992 og med komplikationer i form af albuminuri og øjenforandringer. Herudover lagde nævnet vægt på, at ansøgerens HbA1c-værdi lå på omkring 7,8, svarende til et gennemsnitligt blodsukker på omkring 11, hvor et normalt blodsukker ligger mellem 4 og 6. Det var herefter nævnets vurdering, at ansøgeren i forhold til normalbefolkningen havde en så betydelig risiko for yderligere komplikationer, at der ikke fandtes tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville blive til barnets bedste.