Samrådet afslog i maj 2005 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til barn nr. 2 på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold.
Samrådet afslog i maj 2005 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til barn nr. 2 på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold.
Det fremgik af helbredsattesten, at ansøgerinden i juni 2004 fik konstateret autoimmun leverbetændelse, og at hun havde været i behandling med Prednisolon suppleret med Imurel. Samrådet havde på denne baggrund forud for afgørelsen indhentet en speciallægeerklæring vedrørende ansøgerindens sygdomsforløb og prognose.
Ifølge speciallægeerklæringen var ansøgerindens diagnose stillet på grundlag af flere indikatorer, men der var dog fortsat en vis usikkerhed forbundet med diagnosen som følge af normale immunoglobuliner samt negativ autoimmun serologi (ANA, glatmuskelcelleantistof).
Nævnet besluttede i januar 2006 at stadfæste samrådets afgørelse, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 1.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerindens levertal på trods af behandling ikke var blevet normale, samt at der herskede usikkerhed om diagnosen autoimmun hepatitis. Det var på denne baggrund nævnets vurdering, at prognosen for sygdommen var forbudet med en væsentlig grad af usikkerhed.
Nævnet henviste i afgørelsen bl.a. til følgende i Familiestyrelsens (tidligere Civilretsdirektoratet) vejledning om adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold:
"Autoimmune sygdomme
Herved forstås sygdomme, som er forårsaget af øgede mængder autoantistoffer, det vil sige antistoffer mod organismens egne celler eller celledele. I dag er en omfattende række meget forskellige sygdomme klassificerede som autoimmune. Blandt de almindeligste af disse sygdomme kan nævnes hudsygdommen psoriasis samt kronisk leddegigt. Det store flertal af ansøgere med disse sygdomme vil kunne godkendes. Nogle af disse sygdomme kan udvikle sig så alvorligt, at det bør medføre afslag. Ansøgere med disse sygdomme bør vurderes af speciallæge.
Immunosuppressiv behandling
Ved meget svære tilfælde af autoimmune sygdomme og ved organtransplantation nedsættes antistofdannelsen ved at kombinere prednisolon med et eller eventuelt to cytostatisk virkende stoffer. Igangværende immunosuppressiv behandling bør medføre afslag. Ved afsluttet behandling må konkret vurderes varighed, hvilke medikamenter og hvilken sygdom".
Det var nævnets vurdering, at den med diagnosen og prognosen forbundne usikkerhed samt den omstændighed, at ansøgerinden på trods af behandling fortsat havde unormale levertal, medførte, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb vil blive til barnets bedste.