Samrådet afslog i december 2005 at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold.
Samrådet afslog i december 2005 at godkende ansøgerne som adoptanter på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold.
Det fremgik af sagen, at ansøgerinden i 2000 fik konstateret lymfeknudekræft og blev behandlet med kemoterapi, stråler og knoglemarvstransplantation. Der havde ikke efterfølgende været tegn på tilbagefald.
Nævnet besluttede i februar 2006 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på karakteren af ansøgerindens kræftsygdom, herunder den kraftige behandling, som hun havde gennemgået. Uanset at der ikke siden 2000 havde været tegn på tilbagefald, var det nævnets opfattelse, at der under hensyn til den korte observationstid samt risiko for tilbagefald og følger af behandlingen fortsat bestod en så væsentlig øget risiko for sygdom og død, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at et adoptionsforløb ville være til barnets bedste.
Nævnet henviste til, at det fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 1, at det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at "ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand ikke forringer mulighederne for, at adoptionsforløbet bliver til barnets bedste ".
Af Familiestyrelsens vejledning om adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold fremgår bl.a. følgende om kræftsygdomme:
"Adoptionsansøgere, som er i behandling for kræft eller leukæmi, skal have afslag. Ansøgere, der tidligere har været behandlet for kræft eller leukæmi, og som er blevet helbredt for sygdommen, vil kunne godkendes efter undersøgelse hos speciallæge, hvis risiko for tilbagefald er minimal. Observationstid efter afsluttet behandling bør være 8 år for både leukæmi og andre kræftsygdomme. Ved brystkræft og modermærkekræft (bortset fra de helt overfladiske former, se nedenfor) er der større risiko for sent optrædende tilbagefald end ved andre kræftformer, hvorfor der her bør gives afslag. Ved visse former for testikelkræft kan observationstiden være væsentligt kortere end 8 år".