Sags nr.: 2006-68

Fase 1 / Sociale forhold

2006

Samrådet afslog i november 2006 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et udenlandsk barn på grund af ansøgerens tidligere begåede kriminalitet.

Samrådet afslog i november 2006 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til et udenlandsk barn på grund af ansøgerens tidligere begåede kriminalitet.

Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde en dom for forsøg på indsmugling af narkotika, og at han fra 1994 havde afsonet fængselsstraf i udlandet og efterfølgende var blevet overført til et dansk fængsel i 2003, hvorfra han på ansøgningstidspunktet var under prøveløsladelse. 

Adoptionsnævnet besluttede i januar 2007 at stadfæste samrådets afgørelse. 

Ifølge § 7, nr. 4, i godkendelsesbekendtgørelsen (bkg. nr. 1367 af 12. december 2006), er det en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgeren ikke er straffet for forhold, der giver anledning til berettiget tvivl om ansøgerens egnethed til at adoptere.  

Af Familiestyrelsens vejledning til statsforvaltningerne om adoption fremgår endvidere følgende: 

”Tidligere begået kriminalitet vil – afhængigt af art og omfang samt tidspunktet herfor – kunne begrunde et afslag på godkendelse som adoptant. Visse grove personfarlige forbrydelse samt sædelighedsforbrydelser må antages at kunne føre til afslag på godkendelse, uanset om forholdet ligger langt tilbage i tiden. Omvendt vil andre forbrydelser – fx mindre berigelsesforbrydelser – ikke automatisk medføre afslag, hvis det er længe siden, at det strafbare forhold er begået. Endelig vil det normalt ikke føre til afslag, at ansøgeren for nyligt er straffet, hvis der er tale om en lovovertrædelse, der klart er uden betydning for den pågældendes egnethed om adoptant”.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på karakteren af den meget alvorlige kriminalitet med forsøg på indsmugling af en større mængde narkotika, som ansøgeren var dømt for at have begået, og nævnet mente herefter ikke, at betingelserne for at blive godkendt som adoptanter var opfyldt.