Samrådet afslog i maj 2009 at forlænge en ansøgerindes godkendelse som adoptant til et udenlandsk barn i alderen 36-60 måneder.
Samrådet afslog i maj 2009 at forlænge en ansøgerindes godkendelse som adoptant til et udenlandsk barn i alderen 36-60 måneder.
Nævnet stadfæstede i august 2009 samrådets afgørelse.
Det fremgik af sagen, at ansøgerinden blev godkendt som adoptant til et udenlandsk barn i alderen 36-60 måneder i juni 2004, og at hun på ansøgningstidspunktet var 43 år. Godkendelsen var gældende i 2 år fra juni 2004. I juli 2006 blev godkendelsen forlænget med yderligere 2 år, hvorefter den udløb i juli 2008.
Ansøgerinden søgte i maj 2009 om yderligere forlængelse af hendes oprindelige godkendelse som adoptant. Af nævnets henstilling af 7. februar 2008 vedrørende proceduren i forbindelse med forlængelse af en abstrakt godkendelse fremgår det, at hvis en ansøgning om forlængelse indgives efter udløbet af godkendelsen, vil det som hovedregel medføre, at der må indgives en helt ny ansøgning.
I forbindelse med sagen havde ansøgerinden henvist til de ændrede regler i godkendelsesbekendtgørelsen, hvorefter godkendelsesperioden i alt er 5 år i stedet for 4 år. På tidspunktet for udløbet af ansøgerindens godkendelse i juli 2008 var ændringerne i godkendelsesbekendtgørelsen endnu ikke trådt i kraft. De trådte i kraft den 15. august 2008. Ansøgerindens godkendelse blev dermed ikke omfattet af de nye regler, og godkendelsen kunne på denne baggrund ikke blive forlænget til i alt 5 år.