Samrådet besluttede i marts 2009 at tilbagekalde et ansøgerpars godkendelse som adoptanter til et udenlandsk barn på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold.
Samrådet besluttede i marts 2009 at tilbagekalde et ansøgerpars godkendelse som adoptanter til et udenlandsk barn på grund af ansøgerindens helbredsmæssige forhold.
Ansøgerne var i 2007 blevet godkendt som adoptanter til et udenlandsk barn. I november 2008 fik ansøgerne stillet en dreng fra Kina med læbe/ganespalte i forslag. I december 2008 godkendte samrådet matchningen af barnet til ansøgerne.
I februar 2009 meddelte ansøgerne samrådet, at ansøgerinden var blevet syg med lymfekræft. Det konkrete barn skulle være hjemtaget i marts 2009, hvilket ansøgerne måtte afstå på grund af sygdommen.
Adoptionsnævnet besluttede i september 2009 at stadfæste samrådets afgørelse. Afgørelsen blev truffet efter adoptionslovens § 25a, stk. 2, hvorefter samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant, ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgerinden var i behandling for lymfekræft, og at behandlingen bestod af kemoterapi og strålebehandling, som forventedes at vare ca. 5-6 måneder i alt.
Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at sætte ansøgernes sag i bero, idet betingelserne for at være godkendt som adoptant skulle være opfyldt på godkendelsestidspunktet (godkendelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 2) samt i hele godkendelsesperioden (adoptionslovens § 25a, stk. 2).