Sags nr.: 2012-13

Fase 1 / Helbred / Psykisk helbred

2012

Samrådet afslog den 23. november 2011 at godkende et ansøgerpar som adoptanter. Samrådets afgørelse var begrundet i ansøgerindens psykiske helbredsforhold.

Samrådet afslog den 23. november 2011 at godkende et ansøgerpar som adoptanter. Samrådets afgørelse var begrundet i ansøgerindens psykiske helbredsforhold.

Ansøgerne klagede over afgørelsen ved brev af 23. maj 2012. Klagen blev modtaget i statsforvaltningen den 30. maj 2012.

Adoptionsnævnet besluttede i august 2012 at afvise at behandle klagen.

En klage over samrådets afgørelse kan inden 6 måneder efter samrådets afgørelse indbringes for Adoptionsnævnet (adoptionsbekendtgørelsens § 69, stk. 2).

Det fremgik af sagen, at samrådet traf afgørelse den 23. november 2011, samt at statsforvaltningen sendte en skriftlig meddelelse herom ved brev af 25. november 2011. I brevet blev ansøgerne vejledt om, at der gælder en klagefrist på 6 måneder fra samrådets afgørelse.

I januar 2012 kommenterede ansøgerne på samrådets afgørelse, og statsforvaltningen spurgte, om ansøgernes kommentar skulle opfattes som en klage over samrådets afgørelse. Statsforvaltningen vejledte samtidig om klagefristen på 6 måneder fra samrådets afgørelse. Ansøgerne oplyste, at kommentaren ikke skulle opfattes som en klage, men at ansøgerne planlagde at indsende en klage, inden klagefristens udløb med supplerende oplysninger.

Den 30. maj 2012 modtog statsforvaltningen ansøgernes klage, hvori det bemærkedes, at ansøgerne var klar over, at klagen var forsinket med nogle dage. Klagen var dateret 23. maj 2012.

Ansøgernes klage var således modtaget i statsforvaltningen senere end seks måneder efter samrådets afgørelse, og klagen var dermed indgivet for sent. Adoptionsnævnet tog derfor ikke klagen under behandling.