Samrådet afslog i marts 2012 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til barn nr. 2 i alderen 0-84 måneder. Ansøgerne blev ved afgørelsen godkendt som adoptanter til et barn i alderen 0-60 måneder. Samrådets afslag på at godkende ansøgerne til et ba...
Samrådet afslog i marts 2012 at godkende et ansøgerpar som adoptanter til barn nr. 2 i alderen 0-84 måneder. Ansøgerne blev ved afgørelsen godkendt som adoptanter til et barn i alderen 0-60 måneder. Samrådets afslag på at godkende ansøgerne til et barn i alderen 0-84 måneder var begrundet i en vurdering af ansøgernes ressourcer.
Det fremgik af sagen, at ansøgerne tidligere havde adopteret et barn, som var 5 ½ år, da han blev adopteret.
Samrådet lagde ved afgørelsen vægt på, at der var stor forskel på at adoptere et børnehavebarn og et skolebarn, og samrådet mente ikke, at ansøgerne havde tilstrækkelige ressourcer til at blive godkendt som adoptant til et barn i skolealderen.
Nævnet besluttede i juni 2012 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet fandt, at ansøgerne var i besiddelse af gode personlige ressourcer, men at det måtte forventes, at en del af ansøgernes ressourcer ville være bundet op på forældreskabet af deres første barn, som fortsat vurderedes til at være i gang med tilknytningsprocessen og den sproglige udvikling. Nævnet var enig med samrådet i, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at ansøgerne havde de helt særlige ressourcer, som der kræves for at blive godkendt til at adoptere et barn i alderen 0-84 måneder. Nævnet lagde vægt på, at der for adoptivbarnets integration i en ny familie er stor forskel på at få et barn i forskolealderen og et barn i skolealderen, og at alderen har stor betydning for, hvor hurtigt og uproblematisk et barn vil knytte sig til sine adoptivforældre.
Nævnet bemærkede endvidere, at en ansøger skal opfylde betingelserne for at blive godkendt som adoptant på godkendelsestidspunktet, også selvom det må forventes, at der vil forløbe noget tid før, at ansøgeren kan få anvist et barn fra det land, som vedkommende overvejer at adoptere fra. Nævnet bemærkede, at den meddelte godkendelse er generel og ikke begrænset til et bestemt giverland, ligesom formidlingssituationen erfaringsmæssigt kan ændre sig betydeligt efter, at ansøgeren er godkendt som adoptant.