Samrådet afslog i september 2015 at godkende en enlig ansøger som adoptant på grund af ansøgers psykiske helbred.
Samrådet afslog i september 2015 at godkende en enlig ansøger som adoptant på grund af ansøgers psykiske helbred.
Det fremgik af sagen, at ansøger i 1996 blev diagnosticeret med maniodepressiv psykose, og at ansøger efterfølgende havde været indlagt med mani flere gange. Ansøger havde siden 1998 været i lithiumbehandling.
Samrådets afgørelse var begrundet med, at ansøger ikke opfyldte de krav, der var til ansøgeres psykiske helbredstilstand. Samrådet lagde vægt på ansøgers psykiske lidelse, og at lidelsen ikke var forbigående, idet ansøger siden 1998 havde været og fortsat var i lithiumbehandling. Samrådet lagde desuden vægt på, at ansøger havde fået diagnosen i 1996, og at ansøger de efterfølgende år havde været indlagt flere gange.
Adoptionsnævnet besluttede i november 2015 at stadfæste samrådets afgørelse.
Nævnet henviste til samrådets begrundelse for afgørelsen og bemærkede desuden, at der efter nævnets vurdering trods 17 år uden recidiv var for høj risiko for tilbagefald til sygdom til, at ansøgeren kunne godkendes som adoptant.
Nævnet bemærkede endvidere, at vurderingen ville have været den samme, uanset at ansøgeren ikke havde været i aktuel forebyggende, stemningsstabiliserende medicinsk behandling.
Endelig vurderede nævnet, at der af de samme grunde ikke var grundlag for at iværksætte yderligere undersøgelser af ansøgeren.