Nyhedsbrev 1/2026

Nyhedsbrevet indeholder fire afgørelser, som Arbejdsmiljøklagenævnet traf på sit møde den 27. januar 2026. Afgørelserne handler om adgang til velfærdsforanstaltninger, risiko forbundet med surring af teltpæle på trailer, krav om teleskoplæsseuddannelse og udsættelse for asbeststøv.

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om, at virksomheden straks skulle sørge for, at den indlejet ansatte havde adgang til toilet, spiserum, håndvask med rindende koldt og varmt vand, omklædningsrum. Nævnet fastholdt desuden, at klager var rette modtager af påbuddet

I forhold til spørgsmålet om rette modtager af påbuddet, vurderede nævnet, at det var klager, der havde mulighed for at planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det kunne udføres sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder sørge for at den indlejede ansatte havde adgang til toilet, spiserum, håndvask med rindende koldt og varmt vand og omklædningsrum.

Nævnet lagde vægt på, at klager havde indlejet en person til at udføre malerarbejdet. Klager havde aftalen med kunden og stod til ansvar for arbejdet overfor kunden. Kunden betalte materialer og værktøj. Klager aftalte internt med den indlejede ansatte, hvilken betaling han skulle have for sit arbejde.

Nævnet bemærkede, at registrering i RUT som selvstændig erhvervsdrivende ikke i sig selv dokumenterede det reelle ansættelsesforhold i forhold til det konkrete arbejde.

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdsstedet ikke var indrettet, så det var sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, da der ikke var velfærdsforanstaltninger til rådighed for den indlejede ansatte.

Nævnet lagde vægt på, at den indlejede ansatte ikke havde adgang til toilet, spiserum, håndvask med rindende koldt og varmt vand og omklædningsrum.

Nævnet lagde desuden vægt på, at arbejdet havde stået på i seks dage og skulle fortsætte i yderligere tre dage.

Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Læs afgørelsen i sin helhed her

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at der blev truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risikoen for nedstyrtning i forbindelse med arbejdet med at fjerne surring fra teltpæle, som lå på taget af en trailer i 2,5 meters højde

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Nævnet vurderede, at der ikke var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge risiko for nedstyrtning ved udførelsen af arbejdet med at fjerne surring fra teltpæle, som lå på taget af en trailer i 2,5 meters højde.

Nævnet lagde vægt på, at den ansatte stod på taget af traileren i 2,5 meters højde, 0,5 meter fra trailerens kant, og var i gang med at fjerne surring fra teltpæle, der var placeret på taget af traileren. Som adgangsvej benyttede den ansatte en stige, der var for lav i forhold til trailerens tag. Det var en trappestige med platform, hvor stigens platform (øverste trin) var ca. en meter under taget. Stigen stod på et underlag af brosten. Der var således både fare for nedstyrtning under op- og nedstigning og under arbejdet på trailerens tag.

Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Afgørelsen kan læses i sin helhed her

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at personer, der anvender teleskoplæsser med gafler, har gennemgået og bestået teleskoplæsseruddannelsen 

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Nævnet vurderede, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da en ansat anvendte en teleskoplæsser mærket Manitou monteret med pallegafler, hvorpå der var placeret en byrde i form af en palle, uden at have gennemgået og bestået teleskoplæsseruddannelsen.

Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Afgørelsen kan læses i sin helhed her

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at arbejdet i eksisterende hal på byggepladsen blev udført på en sådan måde, at det i videst muligt omfang blev sikret, at personer på arbejdsstedet ikke udsættes for asbeststøv. Virksomheden skulle tage geltapeprøver eller lignende med henblik på asbestanalyse

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Nævnet vurderer, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da virksomhedens ansatte ikke i videst muligt omfang var sikret mod at blive udsat for asbeststøv under arbejdet med at bukke armeringsjern ved en arbejdsstation.

Nævnet lagde vægt på, at de ansatte arbejdede og færdedes i et lokale i en eksisterende hal på byggepladsen, hvor der i kanten af adgangsvejen og tæt på arbejdsstedet var placeret en åben bigbag med påskriften ”asbest”. I bigbagen lå en stak bølgeplader, som delvist var knækkede, hvorved der var risiko for at materiale kunne blive frigivet til omgivelserne.

Nævnet lagde også vægt på, at den tilsynsførende under besøget blevet oplyst, at bølgepladerne havde stået i lokalet i længere tid, at gulvet i området fremstod støvet og beskidt, og at virksomheden ikke havde taget støvprøver med henblik på at afklare om det synlige støv i området indeholdt asbest.

Endelig lagde nævnet vægt på, at der var åbne porte i begge ender af lokalet, hvorved fint støv kan blive hvirvlet op ved gennemtræk.

Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Afgørelsen kan læses i sin helhed her