Nyhedsbrev 2/2026

Nyhedsbrevet indeholder seks afgørelser, som Arbejdsmiljøklagenævnet traf på sit møde den 24. marts 2026. To afgørelser handler om unge under 18 år, en afgørelse handler om manglende autorisation til at udføre arbejde med asbestholdigt materiale og i de sidste tre afgørelser fastholdt nævnet påbud om kollektive sikkerhedsforanstaltninger. Nævnet fandt, at der ikke var tale om rebunderstøttet arbejde.

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at unge under 13 år ikke udfører arbejde for en arbejdsgiver

Nævnet vurderede, at en ung på 12 år udførte arbejde i en restaurant.

Nævnet lagde vægt på, at tilsynsførende konstaterede, at en ung person stod ved kassen og var i gang med at betjene kunder.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at tilsynsførende fik oplyst af den unge, at denne var 12 år gammel. Den unge arbejdede 4-6 timer ugentligt i restauranten med at foretage lette ekspeditioner ved kassen, vise gæster til deres bord, tage beskidt service ud mv. Disse oplysninger fra den unge blev anerkendt af restaurantens indehaver.

Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Læs afgørelsen i sin helhed her

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påtale om, at virksomheden skulle sikre, at der blev draget omsorg for, at unge under 18 års arbejde med aflæsning af varer fra palleløfter bliver udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt

Nævnet vurderede, at virksomheden overtrådte arbejdsmiljølovgivningens regler om at sikre, at der blev draget omsorg for, at en ung under 18 år kunne udføre sit arbejde sundheds- og sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt under hensyntagen til hans alder og udvikling.

Nævnet lagde vægt på, at medarbejderen oplyste, at han var 16 år gammel og kun havde været ansat i cirka to uger. Han havde fået vist, hvordan han skulle flytte paller korrekt med palleløfteren, men ikke hvad man ellers skulle være særligt opmærksom på.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at det var første gang, den unge skulle foretage et løft med palleløfteren, hvor der på Europallen var placeret to mindre paller (kvartpaller). Der var ikke ligevægt, hvorfor det hele væltede, da den unge med palleløfteren ville flytte pallen.

Nævnet lagde hertil vægt på, at den unge ansatte ikke fik konkret instruktion om arbejdets udførelse, da han spurgte en anden ansat, om det var OK at tage sodavand med ind i butikken ved hjælp af palleløfteren. Det var ikke tilstrækkelig instruktion, at det var OK, hvis han "passede på".

Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Læs afgørelsen i sin helhed her

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påtale om at sikre, at virksomheden ikke udførte nedrivning af asbestholdigt materiale uden at være autoriseret hertil af Sikkerhedsstyrelsen

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden har udført arbejde med nedrivning af asbestholdigt materiale uden at være autoriseret af Sikkerhedsstyrelsen.

Nævnet lagde vægt på, at virksomheden ikke havde autorisation til at rive asbestholdige materialer ned.

Nævnet lagde også vægt på, at virksomheden af to omgange anmeldte til Arbejdstilsynet, at virksomheden skulle udføre nedrivningen i to perioder, og at virksomheden på tilsynstidspunktet havde udført arbejdet med nedrivning af asbestholdige eternittagplader.

Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Læs afgørelsen i sin helhed her

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at der ved de ansattes arbejde og færdsel på taget er anbragt stillads, skærm, net e. l. kollektive sikkerhedsforanstaltninger, der med sikkerhed kan standse fald af personer ved tagfod

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet med inddækning af skorsten, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Nævnet vurderede, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da der ikke var etableret kollektiv sikring ved arbejdet med skorstensinddækning på tag med 45 graders hældning og cirka syv meter over terræn.

Nævnet vurderede, at der ikke var tale om kortvarigt arbejde.

Afgørelsen blev truffet af et flertal af nævnets medlemmer.

Læs afgørelsen i sin helhed her

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at virksomhedens ansatte var kollektivt sikrede imod nedstyrtning fra tagflade ca. 8 meter over det omgivende terræn, således at arbejdet kunne foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet med at renovere og male kviste, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Nævnet vurderede, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da der ikke var etableret kollektiv sikring ved arbejdet cirka otte meter over terræn fra en tagflade med en hældning på mellem 15 og 33 grader.

Nævnet vurderede, at der hverken var tale om kortvarigt arbejde eller arbejde, hvor brugen af andet, mere sikkert arbejdsudstyr ikke var hensigtsmæssigt eller praktisk muligt.

Afgørelsen blev truffet af et flertal af nævnets medlemmer.

Læs afgørelsen i sin helhed her

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at virksomhedens ansatte var kollektivt sikrede imod nedstyrtning fra tagflade og ca. 15 meter til omgivende terræn, således at arbejdet kunne foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt

Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet med at renovere og male kviste, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Nævnet vurderede, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da der ikke var etableret kollektiv sikring ved tagarbejdet, der foregik i cirka 15 meters højde over terræn.

Nævnet vurderede, at der hverken var tale om kortvarigt arbejde eller arbejde, hvor brugen af andet, mere sikkert arbejdsudstyr ikke var hensigtsmæssigt eller praktisk muligt.

Afgørelsen blev truffet af et flertal af nævnets medlemmer.

Læs afgørelsen i sin helhed her