Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets påbud til virksomheden om straks at sikre, at opstillingen og monteringen af arbejdsplatformen og dens underlag, understøtning, fastgørelse og stabilitet skulle være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig og at eventuelle anvisninger fra fabrikanten skulle følges
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdsplatformen på tilsynstidspunktet, ikke var stillet op, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Det var nævnets vurdering, at arbejdsplatformens understøtning af stillads dele ikke var opstillet og monteret, så arbejdsplatformen var tilstrækkeligt stabiliseret.
Det fremgik af sagen, at arbejdsplatformen var klodset op på en konstruktion bestående af stillads dele fra en stilladsfabrikant.
Nævnet lagde vægt på, at murerne på pladsen gjorde Arbejdstilsynet opmærksom på, at arbejdsplatformen bevægede sig en del. Den ene tilsynsførende konstaterede, at hjulchassiset vrikkede mange centimeter fra side til side, når de ansatte gik rundt på arbejdsplatformen. Den anden tilsynsførende konstaterede, at arbejdsplatformen svajede fra side til side, allerede når man gik på den i stueplan.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at det oplagte stålprofil ikke var bredt nok til at understøtte hele fodpladen af platformen. Det fremgik af tilbudstegningen, at stålprofilen skulle være bred nok til at understøtte hele fodpladen af platformen. Endvidere oplyste tilsynsførende, at tilbudstegningens billede om stivere til at stabilisere stilladsets sider ikke kunne genfindes på den opstillede konstruktion. Tilsynsførende konstaterede endvidere, at der var anvendt skruetvinger til fastholdelse, uden at det var en metode, der fremgik af opstillingsvejledningen.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at emballagen med det asbestholdige affald skulle mærkes med oplysning om, at det indeholdt asbest
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet vurderede, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da de ansatte emballerede asbestholdige produkter i poser, der ikke var mærket med oplysning om, at de indeholdt asbest.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at anvendelse af egnet åndedrætsværn under arbejde med asbest ikke overstiger arbejdstidsbegrænsningerne for henholdsvis: -Filtrerende åndedrætsværn (max. 3 timer). -Filtrerende åndedrætsværn med turboenhed (max. 4 timer). -Luftforsynet åndedrætsværn (max. 4 timer)
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at de ansattes arbejde med nedrivning af asbestholdige materialer ikke blev udført sundheds- og sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet vurderede, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da de ansattes brug af åndedrætsværn oversteg tidsbegrænsningen for brug af de anvendte åndedrætsværn efter reglerne i asbestbekendtgørelsen.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse med påbud om at indrette arbejdssteder sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ved at sikre, at temperaturen i arbejdsrummene var tilpasset den menneskelige organisme under hensyn til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de ansatte blev udsat for. Hvis opvarmning af et arbejdsrum ikke var mulig på grund af produktionens art eller efter forholdene ikke var rimelig, skulle der ske lokal opvarmning af de enkelte arbejdspladser
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdsstedet på tilsynstidspunktet ikke var indrettet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Det var nævnets vurdering, at temperaturen i arbejdsrummene ikke var tilpasset den menneskelige organisme.
Nævnet vurderede, at virksomheden ikke havde dokumenteret, at det er umuligt at indrette arbejdspladsen således, at der blev etableret lokal opvarmning, hvor de ansatte udførte deres arbejde.
Nævnet lagde til grund, at 1-2 af de ansatte arbejdede i hallerne. Portene i hallernes nordlige ende var åbne en stor del af arbejdsdagen, og temperaturen i hallerne var nogenlunde den samme som udendørs. De ansatte bar termotøj for at holde varmen.
Nævnet lagde vægt på, at temperaturen på tilsynstidspunktet var omkring otte grader, og at temperaturen om vinteren kunne komme længere ned.
Nævnet lagde dertil vægt på, at den eneste varmekilde var en varmekanon i en af hallerne, som ikke havde nævneværdig effekt.
Nævnet lagde også vægt på, at de ansatte udførte arbejde i hallerne ca. 37 timer ugentligt.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.