Retsinformation
Når du klikker på en afgørelse, åbner et nyt vindue med afgørelsen i sin helhed på retsinformation.dk.
Her kan du søge i Ligebehandlingsnævnets afgørelser over alle former for forskelsbehandling.
Endelig adm. afgørelse nr 9244 af 19/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.23-101598 En kvinde (klager) klagede over sit forsikringsselskab (indklagede). Kvinden mente, at forsikringsselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at forsikringsselskabet gav kvinden afslag på forsikringsdækning. Kvinden havde fået fjernet sin ene æggeleder som følge af en graviditet uden for livmoderen. Forsikringsselskabet begrundede afslaget med, at graviditet uden for livmoderen er et sygdomstilfælde, som derfor ikke er omfattet af ulykkesforsikringen. Det var nævnets vurdering, at kvinden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9243 af 19/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-86818 En kvinde (klager) klagede over sit forsikringsselskab (indklagede). Kvinden mente, at forsikringsselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at forsikringsselskabet gav kvinden afslag på forsikringsdækning. Kvinden havde fået fjernet sin ene æggeleder og æggestok som følge af en graviditet uden for livmoderen. Forsikringsselskabet begrundede afslaget med, at skaden var sket som følge af en graviditet uden for livmoderen, hvilket ikke var et ulykkestilfælde, men derimod en sygdom. Det var nævnets vurdering, at kvinden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen. Sagen blev behandlet principielt.
Endelig adm. afgørelse nr 9242 af 19/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-82086 En kvinde (klager) klagede over sit forsikringsselskab (indklagede). Kvinden mente, at forsikringsselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at forsikringsselskabet gav hende afslag på at dække en skade, som kvinden pådrog sig under fødsel. Forsikringsselskabet havde begrundet afslaget med, at skaden skete under kvindens barns vej ud i fødselsforløbet, og at der derfor var tale om en ”indefra kommende” indvirkning. Nævnet vurderede på den baggrund, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Det var herefter forsikringsselskabet, der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Nævnet vurderede, at forsikringsselskabet ikke havde løftet denne bevisbyrde. Nævnet lagde vægt på, at forsikringsselskabets anvendelse af den traditionelle ulykkesdefinition i dette tilfælde reelt fremstod som en dækningsundtagelse for skader sket under fødsel. Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 15.000 kr. Sagen blev behandlet principielt.
Endelig adm. afgørelse nr 9246 af 19/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-6800 En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af køn i forbindelse med, at han blev afskediget efter at have varslet afholdelse af barsel. Da afskedigelsen af manden fandt sted efter, at manden rettidigt havde varslet afholdelse af fravær efter reglerne i barselslovens § 9, og inden manden havde afviklet sin planlagte forældreorlov, var det den omvendte bevisbyrde i ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, der fandt anvendelse. Af afskedigelsesbrevet fremgik blandt andet, at mandens opgaver blev inddraget i en ny struktur med en mindre bemanding, idet der ikke var tilstrækkeligt med opgaver. Det var nævnets vurdering, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at mandens ønske om udnyttelse af ret til fravær efter barselsloven ikke indgik helt eller delvist ved beslutningen om at afskedige ham. Ved denne vurdering lagde nævnet navnlig vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde uddybet, hvorfor det netop var manden, der skulle afskediges som følge af arbejdsgiverens økonomiske og strategiske ændringer. Manden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 415.000 kr. svarende til ni måneders løn. Sagen blev behandlet principielt.
Endelig adm. afgørelse nr 9245 af 19/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.23-74192 En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at kvinden blev afskediget fra sin stilling som B-fotograf under barselsorlov. Kvinden skulle ikke holde barselsorloven i en sammenhængende periode, da kvinden skulle holde ferie, og dermed genoptage arbejdet undervejs. Nævnet vurderede på den baggrund, at kvinden havde aftalt med arbejdsgiveren, at hun under orloven skulle genoptage arbejdet. På den baggrund behandlede nævnet orloven som aftalebaseret. Det var herefter den delte bevisbyrde, der fandt anvendelse. Kvinden skulle derfor påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Da kvinden var den eneste, der blev afskediget vurderede nævnet, at kvinden havde påvist sådanne faktiske omstændigheder. Det var herefter arbejdsgiveren, der skulle godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Arbejdsgiveren gjorde gældende, at kvinden alene blev afskediget på grund af en omsætnings- og ordrenedgang, som medførte, at der ikke var arbejdsopgaver til kvinden, når hun vendte retur fra sin orlov. Arbejdsgiveren havde desuden fremlagt to årsregnskaber, hvor det fremgik, at arbejdsgiveren havde underskud. Arbejdsgiveren havde desuden anført, at kvinden var den eneste ansatte ud over de fem ejere, og at ejerne overgik til timelønnet ansættelse inden, at kvinden blev afskediget. Nævnet vurderede på den baggrund, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at kvindens forældreorlov ikke indgik helt eller delvist i beslutningen om at afskedige kvinden. Kvinden fik derfor medhold i klagen. Sagen blev behandlet principielt.
Endelig adm. afgørelse nr 9247 af 19/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-7703 En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af køn i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling efter at have varslet afholdelse af barsel. Da afskedigelsen af manden fandt sted efter, at manden rettidigt efter barselslovens § 15 a havde varslet afholdelse af fravær efter reglerne i barselslovens § 9, og inden manden havde afviklet sin planlagte forældreorlov, var det den omvendte bevisbyrde i ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, der fandt anvendelse. Arbejdsgiveren oplyste, at afskedigelsen af manden skete på baggrund af en vurdering, hvor der blev lagt vægt på flere kriterier. I den forbindelse vurderede arbejdsgiveren, at manden var den, der bedst kunne undværes til den fremtidige drift. Det var nævnets vurdering, at det af arbejdsgiveren oplyste om den relativt overordnede vurdering foretaget af arbejdsgiveren ikke var tilstrækkeligt til at dokumentere, hvorfor det netop var manden, der bedst kunne undværes til den fremtidige drift. Manden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 195.000 kr. svarende til seks måneders løn. Sagen blev behandlet principielt.
Endelig adm. afgørelse nr 9220 af 16/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.25-131158 En mand (klager) anmodede om genoptagelse af sin sag om forskelsbehandling på grund af handicap, etnisk oprindelse og alder. I sagen havde manden klaget over påstået forskelsbehandling i forbindelse med, at en virksomhed (indklagede) ikke tilbød manden ansættelse efter, at manden havde været i praktik hos virksomheden. Ligebehandlingsnævnet havde ved afgørelse af 8. december 2025 fastslået, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at virksomheden ikke tilbød manden ansættelse. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen. Der forelå heller ikke i øvrigt særlige grunde til at genoptage sagen. Efter nævnets faste praksis var der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen. Nævnet afviste derfor at genoptage sagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9217 af 15/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.25-127325 En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at folkepensionsalderen er blevet højere, siden manden var gået på folkepension. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 26. november 2025 afgørelse om at afvise mandens klage. Sekretariatet vurderede, at klagen ikke vedrørte forskelsbehandling på grund af en af de diskriminationsgrunde, som Ligebehandlingsnævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet. Manden klagede til Ligebehandlingsnævnet over sekretariatets afgørelse. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet vurderede, at forholdet lå uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet tiltrådte derfor sekretariatets afvisning af klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9216 af 15/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.25-130243 En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af religion eller tro og politisk anskuelse i forbindelse med, at hun ikke havde adgang til flere offentlige funktioner på grund af sit fravalg af MitID af religiøse og politiske årsager. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 20. november 2025 afgørelse om at afvise kvindens klage. Sekretariatet vurderede, at klagen ikke vedrørte forskelsbehandling på grund af en af de diskriminationsgrunde, som Ligebehandlingsnævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet. Kvinden klagede til Ligebehandlingsnævnet over sekretariatets afgørelse. Ligebehandlingsnævnet tiltrådte sekretariatets afgørelse om at afvise behandlingen af klagen, da sagen angik forskelsbehandling på grund af religion eller tro og politisk anskuelse uden for arbejdsmarkedet. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9219 af 15/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.25-129181 En mand (klager), der kom fra Kina, klagede over en virksomhed (indklagede). Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af etnisk oprindelse og race i forbindelse med, at virksomhedens ejer havde fremsat en række skriftlige ytringer om kinesere på sociale medier. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet havde afvist klagen, da det var sekretariatets vurdering, at klagen vedrørte potentiel forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Klagen vedrørte derfor ikke forskelsbehandling på grund af en af de diskriminationsgrunde, som Ligebehandlingsnævnet kan tage stilling til uden for arbejdsmarkedet. Manden klagede til Ligebehandlingsnævnet over sekretariatets afgørelse om afvisning. Manden henviste til, at udtalelserne var rettet mod personer af kinesisk oprindelse og asiater generelt. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at udtalelserne vedrørte personer, der havde national oprindelse fra Kina. Klagen handlede derfor om potentiel forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sager om forskelsbehandling på grund af national oprindelse uden for arbejdsmarkedet. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle sagen. Nævnet tiltrådte derfor sekretariatets afgørelse om at afvise behandlingen af klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9218 af 15/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.25-129690 En kvinde anmodede på vegne af sin datter (klager), der var diagnosticeret med ADHD, og havde nedsat hørelse, om genoptagelse af datterens klage over en kommune (indklagede). Klagen drejede sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at kommunen havde indstillet datteren til specialskole. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet havde afvist sagen, fordi der verserede en klagesag i Klagenævnet for Specialundervisning. Ligebehandlingsnævnet havde efterfølgende tiltrådt sekretariatets afvisning. Den 24. november 2025 traf Klagenævnet for Specialundervisning afgørelse om at hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen. Kvinden anmodede herefter på vegne af sin datter om genoptagelse af sagen ved nævnet. Da Klagenævnet for Specialundervisning hjemviste datterens sag til fornyet behandling hos kommunen, var datterens sag ikke afsluttet. Der verserede således fortsat en sag hos kommunen. Når kommunen traf en ny afgørelse i sagen, kunne der på ny klages til Klagenævnet for Specialundervisning. Nævnet kunne således ikke behandle klagen, idet den administrative klageadgang ikke var udtømt. Nævnet afviste derfor at genoptage sagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9221 af 15/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.25-126525 En kvinde (klager), der havde en servicehund klagede over en kommune (indklagede). Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med fordelingen af overnatningspladser. Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen. I Ligebehandlingsnævnets afgørelse med j.nr. 22-48819, som blev behandlet på møde den 26. juni 2024, vurderede nævnet, at klager ikke havde godtgjort, at hun blev stillet ringere end andre patienter med et tilsvarende behov for en overnatningsplads. Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen. Videre vurderede nævnet, at klagen over, at der kun var et værelse hos indklagede, som kunne benyttes af brugere med servicehund, reelt var et spørgsmål om tilgængelighed. Klager fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen. Nævnet vurderede, at den foreliggende sag angår de samme spørgsmål, som nævnet tog stilling til i afgørelsen med j.nr. 22-48819. Nævnet vurderede endvidere, at der ikke var oplysninger i sagen, der gav anledning til en anden vurdering eller et andet resultat end det, som nævnet nåede frem til i afgørelsen med j.nr. 22-48819. Det var herefter åbenbart, at der ikke kunne gives klageren medhold i klagen. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9215 af 10/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.25-104780 En mand (klager), der blev født i 2001 klagede over en myndighed (indklagede). Manden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at myndigheden stadfæstede underinstansens afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen angik forskelsbehandling på grund af alder uden for arbejdsmarkedet. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder uden for arbejdsmarkedet. Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9239 af 08/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-50206 En mand (klager), der blev født i 1961, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at manden var blevet afskediget fra sin stilling som assurandør. Manden modtog en skriftlig advarsel i starten af april 2024, som blandt andet var begrundet i fejl og manglende overholdelse af aftaler med arbejdsgiverens kunder. Manden blev afskediget i slutningen af april 2024. Af afskedigelsen fremgik, at der ikke var sket forbedringer, og at arbejdsgiveren havde modtaget henvendelser fra flere utilfredse kunder. Manden gjorde gældende, at afskedigelsen var udtryk for forskelsbehandling på grund af alder. Manden henviste blandt andet til, at arbejdsgiverens salgschef flere gange skulle have givet udtryk for, at manden var for gammel. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet lagde vægt på begrundelsen i afskedigelsen, og at der ikke forelå faktuelle oplysninger, som støttede mandens påstand om, at salgschefen skulle have udtalt sig om mandens alder. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9238 af 08/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-47215 En mand (klager), der blev født i 1966, led af diskusprolaps og slidgigt, og ikke var født i Danmark, klagede over en virksomhed (indklagede). Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, etnisk oprindelse og alder i forbindelse med, at virksomheden ikke tilbød manden ansættelse efter, at manden havde været i praktik hos virksomheden. Manden gjorde gældende, at en afdelingsleder i virksomheden havde sagt, at manden var gammel og slidt og ikke kunne tale rigsdansk. Manden gjorde også gældende, at afdelingslederen havde sagt, at virksomheden kun ansatte unge, da unge er gode til computere. Afdelingslederen havde afvist at have udtalt sig som påstået af manden. Det fremgik af mandens jobkonsulents notat fra en telefonisk opfølgning med manden, at jobkonsulenten ikke kunne genkende mandens gengivelse Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at manden havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, etnisk oprindelse eller alder. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9241 af 08/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.22-52069 En mand (klager) af ungarsk national oprindelse, som var diagnosticeret med lumbal diskusdegeneration, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af national oprindelse og handicap i forbindelse med, at han var blevet afskediget fra sin stilling som violinist. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at afskedigelsen var begrundet i national oprindelse. Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen. Ligebehandlingsnævnet vurderede derefter, at spørgsmålet om, hvorvidt manden var blevet udsat for forskelsbehandling pga. handicap måtte afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Nævnet afviste derfor at behandle denne del af klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9237 af 08/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-50222 En mand (klager), der var diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADHD, klagede over et idrætscenter (indklagede 1) og et fitnesscenter (indklagede 2). Manden mente, at idrætscenteret og fitnesscenteret havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at begge to gav ham afslag på at medbringe sin servicehund i fitnesscenteret. Klagen over idrætscenteret Idrætscenteret havde gjort gældende, at idrætscenteret ikke var rette indklagede i sagen, da idrætscenteret udlejede lokalerne til fitnesscenteret. På baggrund af sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at det var fitnesscenteret, som var ansvarlig for fitnesslokalerne. Det var herefter nævnets vurdering, at idrætscenteret ikke var rette indklagede i sagen. Nævnet afviste derfor at behandle denne del af klagen. Klagen over fitnesscenteret Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet havde herved lagt vægt på, at fitnesscenteret tilbød manden at komme forbi for en besigtigelse af mulighederne for at træne i fitnesscentret. Dette tilbud tog manden tilsyneladende ikke imod. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9236 af 08/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-45199 En kvinde (klager), der var diagnosticeret med paranoid skizofreni, og havde angstsymptomer, klagede over en restaurant (indklagede). Kvinden mente, at restauranten havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at restauranten anviste et bestemt bord i forbindelse med, at kvinden medbragte sin servicehund i restauranten. Kvinden var diagnosticeret med paranoid skizofreni, og havde angstsymptomer. Det fremgik af sagens lægelige oplysninger, at angsten og psykosesymptomerne begrænsede kvinden i at leve et almindeligt liv. På den baggrund vurderede nævnet, at kvinden havde godtgjort, at hun havde et handicap i lovens forstand. Kvinden havde oplyst, at restauranten anviste hende et bord i det bagerste hjørne af restauranten, hvilket skyldtes, at hun medbragte sin servicehund. Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som tydede på, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet havde herved lagt vægt på, at kvinden ikke blev stillet ringere end andre på grund af sit handicap. Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9235 af 08/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.24-54101 En kvinde (klager) klagede over en restaurant (indklagede). Kvinden mente, at restauranten havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at hun ikke kunne bestille et specifikt bord hos restauranten. Efter handicapdiskriminationslovens § 3 indebærer loven ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det foreslås, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke omfatter en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed. Videre fremgår det, at ved rimelig tilpasning forstås, at tilbud og ydelser skal tilpasses, således at personer med handicap kan benytte tilbuddene eller have samme udbytte af ydelserne, som andre. Rimelig tilpasning er rettet mod enkeltpersoner, hvorimod pligten med hensyn til tilgængelighed er rettet mod grupper. Det betyder, at en vurdering af enkeltpersoners ret til rimelig tilpasning skal ske, når der opstår et givent behov, hvorimod en vurdering i forhold til tilgængelighed er forudgående, dvs. man er forpligtet til at sikre tilgængelighed, allerede inden en person har fremsat et ønske om f.eks. at gøre brug af en service. Klagen drejede sig om, at restauranten ikke på forhånd kunne garantere kvinden et specifikt bord i restauranten. Nævnet vurderede, at klagen reelt drejede sig om rimelig tilpasning. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9234 af 08/12/2025
Social- og Boligministeriet
J.nr.23-53133 En mand (klager), der efter afskedigelsestidspunktet blev diagnosticeret med PTSD, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at arbejdsgiveren den 18. september 2019 afskedigede manden. I juni og juli 2019 blev manden udsat for truende adfærd under sit virke som parkeringsservicemedarbejder. Manden blev efterfølgende sygemeldt. Den 18. september 2019 blev manden afskediget fra sin stilling. På det foreliggende grundlag vurderede nævnet, at manden ikke havde godtgjort, at han havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i lovens forstand på afskedigelsestidspunktet. Nævnet havde herved lagt vægt på, at manden ikke havde tilvejebragt lægelige oplysninger om sin tilstand forud for afskedigelsestidspunktet. Nævnet bemærkede, at det ikke kan føre til et andet resultat, at manden senere blev diagnosticeret med PTSD. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.